Politikerne skal lukke for statsmediernes avislignende, digitale nyhedstjenester. Sådan lød opfordringen i går fra brancheforeningen Danske Medier i forbindelse med rapporten ‘DR og de regionale TV 2-stationer i konkurrence med de private medier’.
På nettet laver DR og TV 2-regionerne for mange historier, som er i direkte konkurrence med de landsdækkende og regionale morgenavisers netsider, var konklusionen i rapporten.
Danske Mediers udmelding vakte ikke begejstring hos DR.
"Jeg synes, at det er en farlig sti at begrænse public service. Alle forslagene fra Danske Medier handler om at gøre DR smalt og noget for de få. Det er ikke meningen med public service," lød det fra DR’s mediedirektør, Gitte Rabøl, til Mediawatch.
Da Journalisten interviewer Danske Mediers direktør, Ebbe Dal, fredag formiddag, kan man se, at mange af de samme nyhedshistorier optræder på både dr.dk og på de private netmedier, som han repræsenterer: Politiets opsætning af overvågningskameraer på Christiania, Caroline Wozniackis seneste sejr, Nets-aktiens børsintroduktion og Lundbeck-aktiens nedtur.
Kan ikke gøre alt gratis
»Vores udfordring er, at vi ikke kan tilbyde det hele gratis ligesom DR. Vi er nødt til at tage penge for vores indhold for at kunne overleve,« siger Ebbe Dal.
I rapporten sammenkæder Danske Medier morgenavisernes faldende trafiktal med især DR’s fremmarch på nettet. Det fik DR’s mediedirektør, Gitte Rabøl, til at pege på, at Danske Medier skal huske på, at ikke kun DR, men også Facebook tager en stigende del af befolkningens tid.
Ifølge Kulturstyrelsen bruger danskere mere tid på Google og Facebook end på nogen af de danske internetmedier. Kan man ikke lige så godt hævde, at morgenavisernes faldende trafiktal skyldes Facebooks fremmarch som DR’s succes?
»Vi er opmærksom på Facebooks enorme betydning. DR kæmper jo også med Facebook. Det har DR og Danske Medier i fællesskab bedt Kulturstyrelsen om at undersøge. Så Kulturstyrelsen kommer med en spændende rapport om det senere,« siger Ebbe Dal.

Også BT og Ekstra Bladet vokser
I sammenligner især DR med morgenaviserne. Hvorfor gør I så lidt ud af BT’s og Ekstra Bladets fremgang – de er jo også medlemmer hos Danske Medier?
»BT og Ekstra Bladet har en bedre udvikling end morgenaviserne på flere parametre. Men når vi gør så meget ud af morgenaviserne, er det, fordi det er dem, politikerne interesserer sig mest for – »de seriøse aviser«, som de selv kalder dem.«
Men ville det ikke være lige så rigtigt at sige, at morgenaviserne taber trafik til BT og Ekstra Bladet?
»Det er sikkert også en komponent i det. Men det ændrer ikke på, at DR tager markedsandele i forhold til morgenaviserne. Vi påviser, at DR stiger i forhold til vores medier.«
Men at DR vokser, behøver vel ikke være forklaringen på morgenavisernes tilbagegang?
»De tager markedsandele på et marked, hvor de ikke skulle være. Vi viser sort på hvidt, at de vinder markedsandele på et felt, hvor de kun skader ved at være til stede.«
Er P3 kun kommercielt indhold?
I har også et afsnit om radio og tv, hvor I blandt andet foreslår en privatisering af P3, DR3 og P7. I kalder P3 for en kanal med ”rendyrket kommercielt indhold”. Er P3 virkelig det?
»Nej, det er vist ikke lige det, vi har skrevet.«
Jo, det står der faktisk: ”Rendyrket kommercielt indhold”.
»Hvis P3 var en privatdrevet kanal, ville det være en programflade, der egnede sig for et privat medie. Med Radio24syv er det jo netop lykkedes at komme med nye idéer og skabe en kanal, der har fået bred anerkendelse. Noget tilsvarende ville ske, hvis man privatiserede P3.«
Er det nu bevist, at statsmedierne har ansvaret for privatmediernes problemer?
»Man kan sige, at vi har lagt facts frem, så man selv kan vurdere, hvad vi siger.«
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Dels noget lidt nøgternt om forholdet mellem korrelation og kausalitet:
Korrelation er, at to ting sker sideløbende. Det er, hvad Danske Medier har fremlagt af facts.
Kausalitet er, når én ting er en følge af noget andet. Det er ikke noget, som Danske Medier har bevist endsige på overbevisende vis sandsynliggjort.
Helt klassisk logisk fejlslutning i bedste fald. Men måske mere reelt et udtryk for misguidet spin.
Tak til Journalisten for at udstille dette på klassisk 'op-i-luften-fald-når-de-lander'-vis.
Og så lige noget personlig frustration:
Held og lykke til Danske Medier med at agitere for, at danskerne ville betale for nyhederne hos dem, hvis det ikke var for DR. Tjek tillidskrisen. Tjek jeres omstillingshastighed.
Taget i betragtning, at det er jer, der plæderer for frie markedskræfter og konkurrence, så det er for vildt, at I (som sædvanlig) holder jer i defensiven.
Tror I helt alvorligt, at I er i et ræs, hvor I kan vinde, hvis bare I kan få andre til at løbe langsommere? Sådan tror jeg altså ikke, at den digitale verden og vor tids innovations- og udviklingshastighed og -dynamik fungerer. Brug nu kræfterne på at løfte jer selv i stedet.
Går I også rundt med et stykke sammenkrøllet broadsheet, så I ni gange dagligt kan hive det op og få duften fra tryksværte og drømme jer tilbage til de gode gamle dage?
Og jeg plejer i øvrigt ikke at være ham, der hiver det her frem, men når I skriver, at I 'jo ikke bare kan give nyhederne væk gratis', så kan jeg ikke lade være med at tænke på, hvor hidsig en statsstøtte I får allerede.
Det skal I også have, hvis det står til mig, men regn mig ikke blandt støtterne, når I står og græder på landbrugets skulder, mens I med jeres frie hænder hver især vifter med en lille vimpel, hvor der står 'Hurra for frie markedskræfter og konkurrence'
Jeezus...
Ja, beklager rant, men det er sgu lidt absurd set udefra.
Og nej. Jeg arbejder ikke i DR.