Nyhedsoverblik

data_usage
chevron_left
chevron_right
13:41 20.10.2021 Anna Sol Jørgensen

Danske Medier: Krav til antal medarbejdere er en vigtig kvalitetssikring

Hos brancheorganisationen Danske Medier bliver der ikke just klappet i hænderne over Venstre og Dansk Folkepartis velvilje til at se på, om man kan skrotte kravet til antallet af redaktionelle medarbejdere for at få mediestøtte.

”Vi vil meget gerne tage en snak om, hvordan man tilgodeser og støtter et vækstlag inden for den danske mediebranche. Men vi mener også, det er vigtigt, at der er nogle kvalitetssikringer, når der gives statslig mediestøtte, og der er kravet til redaktionelle medarbejdere et af dem. Fx kan det være svært at sikre den redaktionelle uafhængighed på etmands-medie, hvor redaktionel dækning og kommerciel forretning i sagens natur vil skulle varetages af samme person,” siger adm. direktør for Danske Medier, Mads Brandstrup i en skriftlig kommentar.

Forslaget fra Venstres medieordfører, Jan E. Jørgensen, blev fremsat i Politiken tidligere i dag, i forbindelse med, at stifteren af lokalmediets og enmandshæren KunMors har opfordret til en ændring af kravene, der står i vejen for, at han kan få mediestøtte til sit abonnementsmedie.

Dansk Folkepartis medieordfører, Dennis Flydtkjær, har hos MediaWatch bakket op om at se på, mens Enhedslistens Søren Søndergaard er mere skeptisk. Og den skepsis deler man altså i Danske Medier.

”Der er selvfølgelig eksempler på medier, som er publicistiske og leverer uafhængig dækning uden at leve op til minimumskravet, og derfor i dag er afskåret fra støtte.”

“Vi har bare endnu ikke set en alternativ model, der tilgodeser vores bekymringer. Så selvom det kan virke som et kunstigt tal, så synes vi, at kravet om tre redaktionelle medarbejdere har en vigtig funktion i forhold til at sikre kvalitet i mediestøtten, så indtil man finder noget bedre, synes vi, at kravet skal fastholdes,” siger Mads Brandstrup.

 

SENESTE NYT

Flere nyheder