»Mit indtryk er, at danske medier ikke er lige så strenge.«
Sådan siger journalist Sara Sjölin, som for nylig missede et job for et udenlandsk finansmedie. Ansættelsen gik i vasken, fordi mediet fandt ud af, at hendes kæreste arbejder for investeringsbanken Goldman Sachs, og Sara Sjölins stofområde i jobbet ville netop være investeringsbanker.
I DR har etikchef Inger Bach to gange i løbet af sine cirka tre og et halvt år i stillingen oplevet, at en medarbejder har måttet flytte redaktion eller få nye arbejdsopgaver på grund af vedkommendes private relationer til kilder. I DR’s programetik hedder det nemlig, at
”DR’s medarbejdere må ikke beskæftige sig med en virksomhed eller organisation, hvis medarbejderen, den nærmeste familie eller andre nærtstående har personlige eller økonomiske interesser i virksomheden”.
Men hvad det i praksis betyder, er svært at blive rigtig klog på.
»Vi har ikke specificeret ud, at hvis du for eksempel er gift med en, der arbejder for en bestemt virksomhed eller organisation, så er det et problem. For det beror på en meget individuel stillingtagen. Pointen er, at det er en vurdering i hver enkelt sag, om uafhængigheden er på spil. Og hvis man som medarbejder tænker, at der kan være en interessekonflikt, er man forpligtet til at gå til sin chef med det. For private relationer må aldrig give anledning til, at der berettiget kan stilles spørgsmål ved journalistens uafhængighed og upartiskhed,« fortæller DR’s etikchef, Inger Bach.
Men ville man for eksempel kunne arbejde som politisk journalist i DR og være gift med en folketingspolitiker? Eller med en spindoktor?
»Jeg vil ikke svare på spørgsmål om et hypotetisk scenarie, fordi jeg mener, det er en helt individuel vurdering, som den ansvarlige chef skal træffe,« siger Inger Bach.
Børsen: Vi har ikke en nedfældet politik
Heller ikke Børsens chefredaktør, Anders Krab-Johansen, er meget for at trække en klar grænse for, hvor tætte private relationer man som journalist kan have til kilder inden for det stofområde, man dækker.
»Det tror jeg ville være forkert. Man bliver nødt til at forholde sig til det konkret fra sag til sag. Derfor har vi heller ikke en nedfældet politik for det her,« siger Børsens chefredaktør, Anders-Krab Johansen.
Han understreger dog, at det ikke betyder, at spørgsmål om mulige interessekonflikter ikke bliver taget alvorligt:
»Vi har en klar praksis – og praksis er, at man som journalist skal gøre mig eller redaktionschefen opmærksom på det, hvis man mener, der kan være en interessekonflikt. Og så træffer vi en beslutning ud fra det. Er ens mand eller kone for eksempel økonomichef i et børsnoteret selskab, kan man blive taget fra de opgaver. For det er klart, at der hverken må være eller fremstå, som om der er, en interessekonflikt. Og det er bedre at være for forsigtig i den her type spørgsmål,« siger Anders Krab-Johansen.
Et svensk eksempel
På Sveriges Television, SVT, havde man i 2010 en meget omtalt sag, hvor journalist Karin Hübinette måtte forlade sit job som vært for de politiske mediemagasiner ’Agenda’ og ’Aktuelt’. Det skete, fordi hendes søster fra regeringspartiet Moderaterna blev udnævnt til arbejdsmarkedsminister.
»Jeg var egentlig ikke i tvivl om, at Karin sagtens ville kunne være upartisk, og jeg mistror hende heller ikke, når det handler om at være kritisk over for Moderaterna. Men vi vidste, at vi tit ville skulle have hendes søster i studiet. Og jeg ville ikke sætte hende i den situation, hvor hun ville skulle gå kritisk til søsteren i et interview. Det synes jeg ikke ville være okay,« siger Eva Landahl, der som programchef var ansvarlig for beslutningen.
Men havde Karin Hübinette været ”menig” politisk journalist og ikke vært, kunne hun formentlig fint være fortsat i sin stilling, selv om hendes søster var en central minister i regeringen, fortæller Eva Landahl.
»Hvis man begynder at sige, at du som politisk journalist ikke må have en søster, en bror, en far eller en kone, der arbejder med politik – hvad så, hvis man har en rigtig hjerteven, der gør? Er det så også umuligt at være politisk journalist?« spørger hun.
En dansk parallel
Den svenske sag har en oplagt parallel til Danmark, hvor Politikens chefredaktør, Bo Lidegaard, er bror til regeringens radikale udenrigsminister, Martin Lidegaard. Det forhindrer ham dog ikke i at skrive ledere i avisen om hverken de radikale eller udenrigspolitiske spørgsmål generelt.
»Hvis der opstår tvivl om min personlige integritet, så ville jeg have et problem med læserne. Det eneste, jeg har en oplagt afgrænsning i forhold til, er ikke at skrive ledere om min brors optræden som politiker. Det har jeg offentligt meddelt, at det gør jeg ikke,« siger Bo Lidegaard.
Det samme princip gør sig gældende for avisens øvrige journalister og lederskribenter, fortæller han. Også her er den enkeltes personlige integritet nøgleordet – og hvornår den bringes i tvivl, kan man ikke sætte på formel, mener Bo Lidegaard:
»Vi er meget forsigtige med at formalisere og definere en bestemt grad af slægtskab eller kæresteforhold, der ikke går an. For det er jo ikke en formalitet det her – det er et spørgsmål om netop integritet. Realiteten er, at ingen journalist er uhildet i alle spørgsmål. Sådanne mennesker findes jo ikke. Og det er heller ikke et ideal. Det, som er et ideal – og i høj grad et journalistisk ideal, det er at have personlig troværdighed og ubeklikket integritet,« siger han.
Tranberg: Journalister bør have en 'bio'
Ifølge Pernille Tranberg, forfatter til rapporten ’TrustMark for News – Why Non-Biased Digital Content Needs Transparency’, ville medier som Politiken, Børsen og DR dog gøre klogt i at være mere åbne om, hvor deres grænse går i forhold til journalisternes private relationer til kilder.
»De traditionelle medier bliver nødt til at være fuldkommen klare i mælet i den her type spørgsmål. Simpelthen for at bevare vores troværdighed i de her tider, hvor der kommer mere og mere tiltet information derud, som enten er påvirket af økonomiske eller politiske interesser,« mener Pernille Tranberg.
Konkret foreslår hun, at de danske medier kan øge åbenheden ved for eksempel at have en såkaldt ’bio’ på hver journalist, hvor læserne kan se, hvad de har brug for at vide om journalisten, hvilke interesser der er på spil, og hvordan de bliver håndteret.
»Det er individuel og professionel åbenhed. Og det synes jeg helt klart, at alle journalister skulle have,« siger Pernille Tranberg.
Men skal der også stå i sådan en bio, hvad ens kæreste, venner og forældre laver?
»Ja – hvis det er relevant. Hvis du dækker politik og er gift med en politiker, så er det jo for eksempel sindssygt relevant at skrive. Men jeg skriver for eksempel ikke, at min mand er musiker, for det er jo dybt irrelevant for mit arbejde,« siger hun.
Redaktører: En 'bio' er ikke vejen frem
Ingen af de medier, Journalisten har talt med om spørgsmålet, mener dog, at en sådan offentligt tilgængelig bio på mediets journalister er vejen frem.
»Navnet Børsen er et kvalitetsstempel i sig selv for troværdig og etisk journalistik. Så det er ikke nødvendigt,« siger Børsens chefredaktør, Anders Krab-Johansen.
Politikens Bo Lidegaard kan heller ikke se fidusen ved offentligt at deklarere journalisternes mulige interessekonflikter og håndteringen af dem:
»Jeg tror ikke, at pressen vil styrke sin troværdighed ved at formalisere et system med den type ’selvangivelser’, der bare giver en falsk tryghed. Den enkeltes troværdighed står og falder med den saglighed og integritet, der hver dag fremgår af vores journalistik,« siger han.
I DR tvivler etikchef Inger Bach på, at bio ved de enkelte journalister er den rigtige vej mod mere åbenhed.
»Men vi har i DR for nylig taget et ganske væsentligt skridt i form af at offentliggøre alle medarbejderes bibeskæftigelse. Netop fordi vi oplevede, at bijobs ofte kunne give anledning til overvejelser om den enkeltes habilitet, og fordi vi ønskede en åben debat om, hvor grænserne går,« siger hun.
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
I Danmark ville man aldrig opleve at en studievært blev fyret, bare fordi et familiemedlem blev minister. I hvert fald ikke hvis det var en socialistisk minister, som var blevet udpeget.