Ukraine

Danske Medier ”håber”, at dansk-støttede medier i Ukraine er bedre end russisk propaganda

En løbende kvalitetskontrol skal sikre, at pengene fra nordiske medieorganisationers indsamling går til medier, der laver noget ”nogenlunde hæderligt”

Den danske indsamling til Ukrainian Media Fond havde for knap en uge siden rundet en millioner kroner, der skal gå til at sikre langvarig støtte til uafhængige medier i Ukraine.

Sådan lød det 8. april i en pressemeddelelse fra Danske Medier, efter at den danske brancheorganisation gik sammen med tilsvarende organisationer i resten af Norden og polske Gazeta Wyborcza Foundation om en fond, der skal sikre ukrainske medier.

”For at sikre, at de uafhængige, ukrainske medier kan fortsætte med at bringe nyheder, er der brug for en mere vedvarende understøttelse,” udtalte Danske Mediers administrerende direktør, Mads Brandstrup, i den forbindelse.

”Behovet for journalister, der sandfærdigt rapporterer fra forskellige dele af Ukraine, er afgørende i den informationskrig, vi sideløbende ser udspille sig på særligt internettet,” udtalte han videre.

Kan ikke sætte navn på medierne

Men reelt kan der ikke sættes navn på nogen af de medier, der bliver støttet gennem fonden, erkender han over for Den Uafhængige.

”Vi har forsøgt at entrere gennem en række ukrainske presseorganisationer. Vi har spurgt, om de kan udpege enkelte medier, de kan stå inde for,” siger han til Den Uafhængige.

”Det er det bedst muliges kunst at finde nogle medier, som opererer efter, hvad vi som dansk standard kalder nogenlunde uafhængige, og satse på, at penge kommer frem,” tilføjer han.

Adspurgt om det er ’den mindst dårlige presse, I støtter’, svarer Mads Brandstrup:

”Det er nok det, man må konkludere. Jeg kender ikke det enkelte medie. Det her er også nyt og ubetrådt land for mig, og jeg kender ikke det enkelte medies kvalitet.”

Vil tjekke, om det er nogenlunde hæderligt

Mads Brandstrup uddyber i interviewet, at pengene bliver udbetalt i rater, så der løbende kan blive tjekket op på, hvad det er for noget journalistik, pengene går til.

”Det er jo en krigszone, så der er begrænsninger for, hvor meget man har mulighed for at tjekke det. Den løbende kvalitetskontrol skal sikre, at det er nogenlunde hæderligt, hvad de laver,” siger Mads Brandstrup.

Han kalder det ’tvivlsomt’, om ukrainske medier lever op til de standarder, der findes i pressen i Danmark.

”Vi skal tænke på, at det er et skrøbeligt land, så ’fri’ og ’uafhængig’ skal nok tages med et gran salt. Men det er bedre end det propaganda, vi ser fra russisk hold. Det håber jeg i hvert fald,” siger Mads Brandstrup.

Skulle de støttede ukrainske medier vise sig at levere fuldfed propaganda, må Danske Medier tage bestik af situationen, tilføjer han.

”Men vi synes, at det har en værdi, at ukrainske medier kan blive ved med at udkomme i en situation som den, vi står i nu,” siger Mads Brandstrup til Den Uafhængige.

0 Kommentarer