Bauer Media bliver nyt medlem af brancheorganisationen Danske Medier, oplyser organisationen i en pressemeddelelse.
Mediehuset har ugentligt 2,7 millioner danske lyttere fordelt på sine radiokanaler, der tæller Nova, The Voice, Pop FM, Radio 100, Radio Soft og MyRock. Bauer Media Group er et internationalt mediehus med hovedsæde i Hamborg og er aktiv i mange lande og på flere forskellige medieplatforme, og i Storbritannien ejer Bauer Media Group de førende radiobrands.
”Som største mediekoncern inden for radio i Europa har vi stor faglig indsigt og viden, vi kan bringe til bordet på vegne af en række store danske radiostationer. Vi er en international koncern med aktiviteter på tværs af Europa, fra Irland til Portugal,” siger administrerende direktør i Bauer Media Jim Receveur i pressemeddelelsen.
”Derfor har vi et internationalt udsyn, og vi kan bruge vores samarbejdspartnere i andre lande til både sparring og til at løfte projekter såvel som politisk interessevaretagelse på tværs af landegrænser. Alt sammen noget, vi vil bidrage med som medlem i Danske Medier,” tilføjer han.