Brancheorganisationen Danske Medier er langtfra tilfreds med de ændringer hos Facebook, der betyder, at artikelbilleder ikke bliver taget med, når brugere deler indhold fra nyhedsmedier. Samtidig skal medier bruge en anden måde at dele artikler på, hvis de vil have både underrubrik og billede med – og ikke kun en del af rubrikken.
Ændringen hos Facebook trådte i kraft tidligere på ugen, og ifølge den politiske chef i Norden skulle det handle om at give medierne magten over indholdet. Den forklaring køber Danske Medier imidlertid ikke, men mener, at det er en taktik, der bliver brugt i de nuværende og kommende forhandlinger mediehuse og Facebook imellem.
”Det er en skam, at Facebook også i Danmark har valgt bøllemetodernes brede sti. Man kan kun håbe det er en fejl,” siger Danske Mediers direktør, Jesper Rosener, i en pressemeddelelse.
”Fra Danske Mediers side havde vi virkelig troet, at man ville have ændret tilgang efter skandalen i Australien, hvor Facebook udelukkede nyhedsmedierne fra platformen. Det har de så ikke, men jeg håber stadig, at vi kan nå at blive klogere sammen, og vil meget gerne tage et møde med Martin Ruby, hvor han måske her på bagkant kan forklare mig lidt om deres bevæggrunde for ændringen,” tilføjer han.