Det stigende udbud af podcasts fra DR Lyd samt DR’s unikke position inden for live-radio skævvrider konkurrencen over for de uafhængige producenter af podcasts.
Det mener i hvert fald Danske Medier, som derfor har rejst problematikken i brancheforeningens høringssvar til DR’s public service-redegørelse for 2021.
Af høringssvaret fremgår det, at konkurrencen fra ”en offentligt finansieret gigant som DR” er urimelig konkurrence.
”Dette bliver så meget desto mere relevant med den nye medieaftale for 2022-2025, hvorefter DR’s lydudsendelser står til at blive styrket yderligere med tilførslen af millioner af kroner,” skriver Danske Medier i høringssvaret.
Danske Medier efterlyser på denne baggrund mere kontrol med DR’s opfyldelse af public service-forpligtelserne om ikke at konkurrere med de private aktører, som brancheforeningen ikke mener bliver overholdt.