Mads Brandstrup, administrerende direktør i Danske Medier. Anton Blinkenberg Zeuthen/Danske Medier
Det er ikke et svaghedstegn, at B.T. efter blot 10 måneder i luften med sine storbyredaktioner har lukket projektet igen.
Tværtimod, mener Mads Brandstrup, direktør i brancheorganisationen Danske Medier.
”Det kan lyde lidt mærkeligt, men B.T.’s fejlsatsning er i virkeligheden et sundt tegn på en branche, der tør at investere i fremtiden,” siger han til Jyllands-Posten.
B.T. lancerede i slutningen af sommeren sidste år en storbysatsning med redaktioner i de fire største byer. Idéen var at få læserne til at tegne abonnement på storby-stoffet, men allerede i december stod det klart, at den strategi slog fejl, og i sidste uge besluttede Berlingske Media at trække stikket på projektet.