Danske journalister vil holde foredrag om humor og hedeture

FOF's kursusprogram for vinterhalvåret er en talestol for mange danske journalister. George Metz vil tale om humor, Henrik Qvortrup om sin alsidige karriere og "en veloplagt Kontant-Kåre inviterer ind bag kulissen i Kontant". Hvorfor?

FOF's kursusprogram for vinterhalvåret er en talestol for mange danske journalister. George Metz vil tale om humor, Henrik Qvortrup om sin alsidige karriere og "en veloplagt Kontant-Kåre inviterer ind bag kulissen i Kontant". Hvorfor?

Kun "Hjerne Madsen" og en forfatter bliver promoveret så langt fremme i FOF's kursushæfte som ovenstående journalister. På hæftets forside er tre ud af fem foredragsholdere journalister. Længere inde i bladet lyser journalisterne også op i deres nærvær blandt jægersoldater, "kærligheds-shamaner" og kinesiologer.
Henrik Qvortrup, politisk redaktør på TV 2, er en af de mange journalister, der er med på foredragsbølgen:

»Jeg holder foredrag, fordi det er sjovt at være ude blandt folk, og det er da heller ikke en hemmelighed, at man får en lille håndøre for det nogle gange,« siger Henrik Qvortrup til Journalisten.dk. Han vil ikke komme nærmere ind på det præcise antal kroner og øre, men understreger, at hans tid er for dyrebar til at "tage til Hjørring for et par røde roser og en flaske vin."

Hvorfor er dit foredrag interessant for den almindelige dansker?

»Ja, det ved jeg da ikke … der må jo være nogen, som synes, jeg har noget at sige. De efterspørger det i hvert fald. Jeg har jo erfaringer inden for journalistik og politik og har haft en farverig karriere. Jeg holder mig til at tale om det, jeg har forstand på,« siger han.

Bruger sig selv
Journalist og forfatter Hanne Rolsted Jensen tager i efteråret også rundt i det danske land med foredraget "Kællingefeber og kvindelighed – en hyldest til livet efter hedeture og humørsvingninger":

»Jeg har altid godt kunnet lide publikumsprogrammer, hvor man har kontakt til folk. Der er direkte afregning. Journalister har en grundlæggende sans for dramaturgi, vinkling og pointer. En læge ved noget om sagen fagligt. Men man er jo nærmest ved at visne af kedsomhed over ordet overgangsalder, så der var behov for, at emnet fik et humoristisk spark i røven og nogle oneliners,« siger Hanne Rolsted Jensen, der selv har arbejdet med underholdningsprogrammer såsom "Venner for livet" og "Klassefesten".

Hanne Rolsted Jensen tog kontakt til en håndfuld foredragsvirksomheder og gik til en foredragscoach, for at finde ud af, hvordan hun solgte historien bedst. Hun bruger sig selv som journalistisk caseperson i foredraget:

»Jeg bruger mig selv meget. Identifikation er utrolig vigtigt. Når jeg tager udgangspunkt i mig selv og tør tale om underlivsting og humørsvingninger, får vi brudt nogle tabuer. Og dét er det vigtigste med mit foredrag. Det, vi journalister kan, er at sætte det menneskeligt vedkommende i centrum af emnet.«

FOF oplyser, at deres foredragsholdere får mellem 1.800 og 40.000 kroner for et foredrag.

0 Kommentarer