Fem danske organisationer står bag en ny international journalistbrigade. Bliver pressefriheden angrebet et sted i verden, skal der hjælpes øjeblikkeligt.
Den 17. maj sidste år var en trist dag for pressefriheden i Serbien. Milosevic var ved at miste grebet om magten, og det gik ud over de uafhængige medier.
Oppositionens tv-station, Studio B, blev lukket. Det samme skete med radiostationen B2-92. Dagbladet Blic udkom kun i et meget begrænset oplag, fordi de statskontrollerede trykkerier ikke ville trykke avisen.
Imens var der frit slag for de statskontrollerede medier.
Historien er den samme over hele kloden. De frie medier er de første ofre, når krisen eller krigen kradser.
Det vil en ny dansk organisation fremover forsøge at forhindre. International Media Support (IMS) blev stiftet den 27. april og skal yde øjeblikkelig hjælp, hvis medier et sted i verden er truet på deres pressefrihed.
"Det kan være alt mulig hjælp. Måske skal man flytte en redaktion ned i en kælder og udstyre journalisterne med to computere og en telefonlinje. Måske skal en radiostation have en ny sender. Det handler om at opretholde en tilstand, hvor medierne virker," siger Birgit Lindsnæs, der er souschef i Det Danske Center for Menneskerettigheder.
IMS er stiftet af Det Danske Center for Menneskerettigheder, Dansk Journalistforbund, Baltic Media Centre Fond, Danmarks Journalisthøjskole og Danske Dagblades Forening. Målet er at oprette et sekretariat i København, der er udstyret med en daglig chef. Han eller hun skal med god hjælp fra et stort netværk af både danske og udenlandske journalister holde øje med pressefriheden i verden. Hvis der sker det samme som i Serbien for et år siden, skal der rykkes ud.
"Det er meget vigtigt, at det sker hurtigt. Medierne har en afgørende rolle i konfliktsituationer," siger Birgit Lindsnæs, der betegner IMS som nyskabende, fordi foreningen prøver at hjælpe medierne, allerede inden krigen eller konflikten er brudt ud.
Farlig dobbeltrolle
Birgit Lindsnæs mener, at Rwanda er et af de stærkeste eksempler på, hvor galt det kan gå, når ytringsfriheden forsvinder.
"Medierne var meget kontrollerede. Og der er ingen tvivl om, at budskaberne i den statskontrollerede radio var med til at fremme folkemordet," siger hun.
Den kommende udrykningsstyrke vil ofte komme til at bestå af danske journalister med særlig viden om området. Men styrken bliver også international.
Mogens Blicher Bjerregård, formand i Dansk Journalistforbund, bekræfter, at danske journalister får en nøglerolle i den nye organisation.
Han er begejstret for hele projektet men erkender, at der er en risiko for, at journalister hurtigt kan havne i en dobbeltrolle: Som neutral journalist og samtidig aktivist for en af oppositionens medier.
"Og det er vi ekstremt opmærksomme på. Man skal ikke havne i sådan en dobbeltrolle," siger han. Det betyder helt åbenlyst, at udrykningsstyrken ikke kan bestå af danske korrespondenter i det pågældende land. Mogens Blicher Bjerregård mener, at praksis må vise, hvem der så skal sendes af sted.
Journalistforbundet skal ligesom de andre organisationer ikke finansiere IMS. Udenrigsministeriet forventes at bevilge 11,5 millioner kroner til IMS i slutningen af maj.
IMSen
– International Media Support Association blev stiftet den 27. april af Baltic Media Centre Fond, Danmarks Journalisthøjskole, Danske Dagblades Forening, Dansk Journalistforbund og Det Danske Center for Menneskerettigheder.
– Foreningens formålsparagraf: "& på et almennyttigt grundlag at fremme fred og stabilitet samt demokratisk udvikling ved at styrke mediepluralisme og dialog samt fremme retten til ytringsfrihed og til information."
– Foreningen skal oprette et netværk af internationale medieorganisationer og herunder en række personer, ikke mindst journalister, som skal komme medier til undsætning, så snart pressefriheden bliver truet.
– Ideen til IMS er født af freelance-journalist Lars Møller, Århus.
– Foreningen skal finansieres ved tilskud fra offentlige myndigheder i Danmark og udlandet. Samt gaver og tilskud fra private personer og organisationer.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.