
Nyt forskningsprojekt vil bekæmpe misinformation og fake news med en form for digital signatur. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Forskere på SDU vil nu udvikle teknologi, der skal gøre det lettere for brugerne af sociale medier at undgå misinformation og fake news.
Forskerne kommer fra Syddansk Universitets Digital Democracy Centre og vil gøre det muligt at markere, om nyhedshistorier har været igennem journalistisk bearbejdning og verificering.
”Vi vil skabe et system, der kan identificere, at indholdet er troværdigt og er blevet verificeret af organisationen bag. Der vil så være et visuelt kendetegn på en historie, der er blevet bragt i dens fulde omfang, lidt som vi kender det fra varemærkninger som Ø-mærket eller aldersmærker på film,” siger professor Claes de Vreese i pressemeddelelsen.
Han står i spidsen for projektet.
Forskningsprojektet får titlen Trust and News Authenticity og den tekniske del af projektet udvikles af ph.d-studerende Simon Erfurth.
Vil minde om digital signatur
Udgangspunktet er at lave noget, der minder om den digitale signatur, man bruger til at underskrive dokumenter i banken eller i eBoks.
Det er også intentionen, at kilder i artikler selv kan verificere de citater, der bringes:
”I første omgang kigger vi på en metode til at verificere citater, så en kilde, der udtaler sig til medierne, får mulighed for at skrive under på, at det her noget, vedkommende har sagt. Og det indebærer også, at man ikke kan trække sin udtalelse tilbage, når først man har skrevet under,” siger Simon Erfurth i pressemeddelelsen.
Forskerne håber, at projektet kan bidrage til bedre journalistik, og at man derved også kan være med til at påvirke debatten om fake news.
På den længere bane vil forskningsprojektet gerne involvere en eller flere nyhedsorganisationer.
Projektet løber over de næste tre år og er støttet med en bevilling på 2,3 millioner kroner fra Trygfonden.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.