Direktør Ebbe Dal vil overveje med sine medlemmer, om Danske Dagblades Forening skal bakke op om DJs armbånd for ytringsfrihed under OL. Imens er der fremgang for DDFs egen protest-kampagne.
Det blomstrer med protest-initiativer mod de kinesiske myndigheders undertrykkelse af presse- og ytringsfriheden. I går kunne Journalisten.dk fortælle, at DJ har taget initiativ til et årmbånd med teksten: ’Play the game for media freedom’, der skal bæres af journalister under OL.
Sideløbende kører Danske Dagblades Forening en kampagne i samarbejde med den internationale avisudgiver-organisation WAN, der samler protestskrivelser mod fængslingen af kinesiske journalister.
»Vi har fået omkring 70 skrivelser, og det synes jeg er et pænt tal, for der er endnu god tid til OL,« fortæller Ebbe Dal.
Ud over teksterne kommer en underskriftsindsamling, som Ebbe Dal ikke har overblik over, fordi de registreres direkte af WAN.
»Det handler om at gøre opmærksom på en verdensopinion og få myndighederne til at forstå, at de må gøre noget ved det her problem. Det er et spørgsmål om at stresse og samtidig få en dialog i gang,« siger Ebbe Dal.
Armbånds-initiativet fra DJ og IFJ er nyt for Ebbe Dal. Hans umiddelbare reaktion er, at det kunne være en »hensigtsmæssig manifestation«, hvis den får bred opbakning, og han vil nu diskutere med sine medlemmer, hvordan DDF skal forholde sig.
Han ser dog nogle principielle problemstillinger.
»Hvis journalister skal arbejde neutralt, så er det spørgsmålet, om de kan være en reklamesøjle for politiske synspunkter,« siger han.
Dertil kommer spørgsmålet, om den enkelte journalist selv kan vælge, om han vil bære protest-armbåndet, eller om det er en arbejdsgiver-beslutning. Her er Ebbe Dal ikke i tvivl.
»I det øjeblik, man optræder som journalist, så er man jo mediet, så journalisten kan ikke vælge det selv – det må være mediets afgørelse.«
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.