Danske Bladtegnere tegner julen ind

  Halvdelen af medlemmerne i Danske Bladtegnere har bidraget med tegninger til årets juleudstilling. Tegningerne afspejler bredden blandt medlemmerne, siger en af arrangørerne: »Nogle af tegningerne er kunstneriske, mens andre er mere spydige over for julen,« siger hun. Se nogle af tegningerne her

»For os er det en hyggelig måde at sige god jul på.«

Sådan forklarer bladtegner Kamilla Wichmann årets juleudstilling fra Danske Bladtegnere, der finder sted for tredje år i træk i december måned. Tegner Kamilla Wichmann er med til at arrangere udstillingen, som 33 medlemmer har sendt en tegning ind til. Det svarer til omkring halvdelen af medlemmerne i Danske Bladtegnere.

Blandt tegningerne er for eksempel Lars Vegas Nielsen uhyggelige julemandsmonster, en adventskrans fra Mikkel Henssel og Louise Rosenkrands tegning af en kvinde med nissehue.

Kamilla Wichmann mener, at udstillinger afspejler en ny bredde blandt danske bladtegnere.

»Tidligere var medlemmerne mere klassiske bladtegnere. I dag spiller man på flere strenge, og det smitter af på tegningerne. Alle er bladtegnere, men mange laver også andre ting ved siden af – for eksempel tegneserier, børnebøger, illustrationer og mere kunstneriske ting. På udstillingen er nogle af tegningerne kunstneriske, men andre er mere spydige over julen,« siger hun.

Kamilla Wichmann fortæller, at med juleudstillingen kan bladtegnerne reklamere for sig selv ved at bruge deres egen udtryksform.

»Man kan lave nok så mange pjecer, men hvis du kan lave noget visuelt, kan du komme meget længere ud,« siger hun.

Blandt de 33 tegninger på udstillingen har bestyrelsen valgt otte tegninger, der bliver trykt som gratis postkort. Udstillingen åbner i dag på Vesterbro i København og løber måneden ud.

 

 

[klik på billederne for at forstørre]

Illustrationer: Glenn August, John Kenn Mortensen, Josephine Kyhn, Matilde Digmann, Louise Rosenkrands, Mikkel Henssel, Mia Mottelson og Lars Vegas Nielsen.

 

 

0 Kommentarer