Danske bladtegnere har svært ved at finde fælles fodslag

Medlemmerne af Danske Bladtegnere kan ikke blive enige om en fælles støtteerklæring til fordel for den truede svenske kunstner Lars Vilks, der i sin tid tegnede Muhammed med hundekrop. Kurt Westergaard er dog ikke i tvivl.

Medlemmerne af Danske Bladtegnere kan ikke blive enige om en fælles støtteerklæring til fordel for den truede svenske kunstner Lars Vilks, der i sin tid tegnede Muhammed med hundekrop. Kurt Westergaard er dog ikke i tvivl.

Ifølge dagens udgave af Jyllands-Posten har foreningen Danske Bladtegnere netop diskuteret en fælles erklæring, der tager afstand fra de trusler og senest konkrete mordplaner mod Lars Vilks.

Foreningen er dog dybt splittet i sagen, og flere medlemmer ønsker ikke engang at udtale sig til Jyllands-Posten.

Kurt Westergaard, der taler varmt for at markere støtte til Lars Vilks, er dog ikke bange for at stå frem:

"Jeg synes, at argumenterne er indlysende. Det er tragisk og sørgeligt, at en gruppe kreative mennesker ikke vil støtte en anden kreativ person, som er i vanskeligheder," siger han til Jyllands-Posten.

Kurt Westergaard tilføjer, at gruppen af bladtegnere tidligere har diskuteret Muhammed-sagen, og at den klart splitter medlemmerne.

"Der er generelt blevet mere afstandstagen til tegningerne i den lille kreds," udtaler Kurt Westergaard.

Formanden for Danske Bladtegnere, Claus Seidel, har ikke ønsket at udtale sig til Jyllands-Posten.

I dagens udgave af dagbladet Information skriver ph.d.-stipendiat ved Dansk Institut for Internationale Studier, Ann-Sophie Hemmingsen, om "tegningesagernes udvikling". Hun påpeger, at sagerne ikke længere handler om tegninger eller ytringsfrihed.

0 Kommentarer