DANSKE AVISER LEGER MED TANKEN

I Danmark er aviser og magasiner to forskellige verdener. I vore nabolande laver man weekend tillæg om til magasiner, og flere danske aviser synes, idéen er interessant.
I Danmark er aviser og magasiner to forskellige verdener. I vore nabolande laver man weekend tillæg om til magasiner, og flere danske aviser synes, idéen er interessant.

 

De gør det alle steder. I Sverige, i England, i Schweiz, i Italien og selvfølgelig også i USA. Ja, selv i Norge gør de det.
Men ikke i Danmark.
Vi taler om at samle avisens weekend-tillæg til et magasin, der følger med fredag eller lørdag. Idéen er, at man kan sidde resten af weekenden eller ugen med et tykt magasin, trykt på kraftigt avispapir eller på glittet papir. Et magasin, der indeholder det bedste fra weekendavisernes tillæg og er lige så flot at se på som Alt For Damerne og Euroman.
“De danske aviser er for længst begyndt at efterligne magasinerne. Altså mindre tekst, større billeder, mere livsstil og sådan noget. Men det er egentlig mærkeligt, at ingen har taget skridtet fuldt ud som i andre lande,” konstaterer Karen Klitgaard Povlsen, der er medieforsker ved Århus Universitet og ekspert i magasiner.
Hun har boet i både Schweiz og Italien, hvor mange af weekendaviserne dukker op med glittede magasiner. Nogle magasiner er nærmest dameblade, andre indeholder dybdeborende journalistik og aktuelt stof, som kunne være trykt i traditionelle weekend-tillæg.
Karen Klitgaard Povlsen betegner det som indlysende, at aviserne efterligner magasinpressen.
“Aviserne mister læsere hver eneste dag, mens magasinerne får læsere. Samtidig er det de veluddannede og de unge, altså dem med penge, der køber magasiner. De er attraktive for annoncørerne,” fastslår magasin-eksperten.

B.T. forsøgte
Men foreløbig er de danske aviser altså ikke gået længere end til at efterligne magasinerne. Bortset fra B.T., der som forsøg fem gange har udgivet deres søndagstillæg Kun for Kvinder i glittet magasinform, men forsøget er netop stillet i bero.
“Vi har måttet erkende, at det desværre er alt for dyrt i papir. Og magasinet øger ikke oplaget nok til, det bliver en god forretning,” siger Nina Vedel-Petersen fra B.T.s chefredaktion.
Hun ærgrer sig over det, også fordi det faktisk annoncemæssigt var en stor succes.
“Vi fik rigtig mange annoncer også fra annoncører, vi normalt ikke har på aviserne. Makeup-firmaer ønsker for eksempel kun at annoncere på glittet papir,” forklarer Nina Vedel-Petersen.
På flere danske aviser er man positive over for magasin-tanken.
“Vi har længe arbejdet på at lave weekendaviserne om, fordi vores læsere har mere tid fra fredag til søndag. For eksempel har vi for nylig introduceret en ny og meget større lørdagsavis med en masse af det samme stof, som Dagbladets Magasinet har. Så vi har jo allerede magasin-indholdet, det er bare spredt ud på mange tillæg,” siger Per Knudsen, chefredaktør på Politiken.
Han vil dog slet ikke afvise idéen om at lave et tykt magasin på bedre papir.
“Vi har ingen aktuelle planer, men det er da interessant,” siger han.
Også søndagsredaktør Anne-Grethe Rasmussen på Berlingske Tidende er særdeles åben.
“Vi har allerede et flagskib i vores søndagstillæg “Magasinet”, hvor vi laver tingene anderledes end i hverdagsaviserne. Men det andet ville da være spændende,” synes hun.
På Jyllands-Posten kalder chefredaktør Jørgen Ejbøl idéen “en gammel drøm”.
“Det er noget, der bliver taget op af skuffen nogle gange om året på de store danske aviser. Vi har ingen aktuelle planer nu, men idéen er ikke slået ihjel,” fastslår han.
Ejbøl mener, økonomien er det største problem. Han tvivler på, at aviserne kan lokke luksusannoncerne fra ugebladene. Samtidig understreger han, at der også findes eksempler på, at magasiner ikke er blevet til succeser.
Mens de store morgenaviser grubler, så ville redaktionschef Esben Seerup på Fyens Stiftstidende ikke tøve et sekund, hvis han havde oplag og økonomi til at lave et magasin.
“Det ville være en drøm”, siger hovedmanden bag omlægningen af Fyens Stiftstidendes design.
Han har været på studieture i blandt andet Norge, Sverige og USA, hvor han har set på magasiner.
“Et magasin kan kombinere det bedste af dagbladenes aktualitet og ugebladenes tidløse genre. Dertil kommer et superdesign, som vil udstråle kvalitet. Man skulle gøre det for at løfte journalistikken og få en flottere præsentation,” mener Esben Seerup.
Han er ikke i tvivl om, at magasinerne kommer til Danmark.
“Om to til tre år har den første danske avis et magasin,” forudser han.
“Det kan han meget vel have ret i,” lyder svaret fra Politikens chefredaktør Per Knudsen.

0 Kommentarer