”Jeg har altid været fascineret af drengedrømme,” siger freelancefotografen Nikolai Linares, der som den eneste dansker er nomineret ved dette års World Press Photo for sin spanske sportsreportage ”The Boys and the Bulls”.
Og det er, hvad hans billedserie drejer sig om. Drenge, der drømmer. Det samlede værk på ni billeder skildrer et miljø i den spanske by Almeria, hvor unge drenge drømmer om at blive professionelle tyrefægtere, og ifølge fotografen bruger de spanske drenge hvert et vågent minut på at træne og øve sig.
”Det var små drenge, så jeg havde en ide om, at jeg skulle med dem hjem, så jeg også kunne vise en familiær stemning i billederne. Men jeg fandt hurtigt ud af, at det kun handlede om tyrefægtning. De var så opslugte af drømmen om at blive tyrefægtere, at jeg simpelthen ikke kunne vise andet,” siger Nikolai Linares.
Foto: Nikolai Linares
En reportagefotograf besat af sport
Tyrefægtningen er ifølge fotografen en uddøende kultur, og ”The Boys and the Bulls” skal i højere grad fortælle en historie om den kultur, end de skal fortælle en historie om sport. Også selvom billedet er nomineret i kategorien for årets bedste sportsbillede.
”Det rigtig gode, klassiske sportsfotografi som enkeltbillede viser et splitsekund. En tusindedel af et sekund, hvor man ikke er i tvivl om, at hvis fotografen havde trykket på knappen 0,001 sekund før eller senere, havde det ikke været lige så godt,” siger Nikolai Linares.
Ifølge fotografen er det ikke dét, han kan. Nikolai Linares bruger sportselementet på en anden måde i sine billeder, og det kom også til udtryk, da han vandt sportskategorien i Sony World Photography Awards 2016. Billedserien, der dengang løb med sejren, har titlen ”Næstbedste” og er fotografier af boksere, der har tabt store finaler.
”Jeg er ikke en sportsfotograf, som laver den slags billeder, hvor splitsekundet er altafgørende. Jeg har altid sat mest pris på det klassiske reportagefotografi, og så har det udviklet sig sådan, at det ofte bliver historier indenfor sportsverdenen,” siger han.
”Jeg tror, jeg er reportagefotograf, der bare er besat af sport. For at være helt ærlig.”
Foto: Nikolai Linares
”En helt anden kaliber”
Nikolai Linares tilbragte en uge i den spanske by, hvor han fulgte de unge drenge mellem 12 og 16 år, når de øvede sig med plastictyre og røde kapper. Men han prioriterede også at bruge tid på at være sammen med drengene, når han ikke tog billeder.
”Jeg bruger lige så meget mig selv som menneske, som jeg bruger mig selv som fotograf. Det var vigtigt for mig at være sammen med drengene og have det sjovt, så jeg kunne vise dem, at de kunne stole på mig. Jeg var ikke bare en mand, der tilfældigvis tog billeder,” siger han.
Om Nikolai Linares tid og arbejde fra Almeria vil blive belønnet med en førsteplads i den verdensberømte konkurrence er ifølge fotografen ikke så vigtigt.
”Om jeg vinder, bliver nummer to eller tre er fuldstændig lige meget. Jeg har allerede opnået mere, end jeg turde håbe på ved at være nomineret,” siger han.
”World Press Photo er en helt anden kaliber end alt andet. Det er ligesom Oscars.”
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.