search

Dansk presses snushane

 

 

Ekstra Bladets Jan Kjærgaard er suverænt den flittigste journalist til at søge aktindsigt. På trods af, at han ikke kender Offentlighedslovens paragraffer, har aktindsigten i mange, mange år været hans speciale.

Statsministeriet den 27. oktober 2002.
Den søndag modtager ministeriets mailboks syv ansøgninger om aktindsigt. Journalisten, som i Statsministeriet kaldes for en stamkunde, er på spil. Han sidder om formiddagen hjemme foran sin computer og tæppebomber ministeriet med anmodninger om aktindsigt.

Stamkunden er Ekstra Bladets journalist Jan Kjærgaard. Han er mere end hjemmevant i myndighedernes arkiver.

Ud af de 166 ansøgninger om aktindsigt, JOURNALISTEN har gennemgået, er Jan Kjærgaard klart den flittigste ansøger. Han har sendt 29 af de 166 ansøgninger, som ti ministerier modtog i 2002s sidste seks måneder. Den nærmeste konkurrent har kun postet ti ansøgninger.

"Spillet mellem embedsmand og journalist og et apparat og et medie, det er rigtig sjovt," siger Jan Kjærgaard.

Han har været en energisk afsender af ansøgninger om akt-indsigt, siden han for godt 20 år siden blev journalist. Senest satte han ved hjælp af Offentlighedsloven spørgsmålstegn ved, hvordan finansminister Thor Pedersen kunne være storbonde uden at have det grønne bevis.

Når det handler om aktindsigt, så er Jan Kjærgaard dog nok mest kendt for at have søgt aktindsigt i 26 DR-medarbejderes personalemapper. Den ansøgning fik en tryglende DR-generaldirektør til at ringe til Kjærgaard for at høre, om Ekstra Bladet jagtede sladder. DR-journalisterne vred og våndede sig nemlig.

DR udleverede først personalemapperne til Ekstra Bladet, da Folketingets Ombudsmand sagde, at der ingen vej var udenom. Også DR skulle overholde Offentlighedsloven.

Et Ritzau-telegram om Ombudsmandens afgørelse i sagen om personalemapperne er sirligt hængt op – hvert hjørne har sin knappenål – på Kjærgaards kontor. Telegrammet er et trofæ.

"Offentlighedsloven er det muliges kunst. Jeg kan jo faktisk ikke loven, men det er heller ikke så vigtigt. Ud fra ens sunde fornuft skal man vurdere, om det er rimeligt, at noget ikke er offentligt tilgængeligt," siger Jan Kjærgaard.
Slagsmålet om de 26 personalemapper er en af mange kampe, hvor Jan Kjærgaard har brugt Offentlighedsloven som våben. Selv kalder han slagsmålene for julelege.

 

Leg med en læsesvag
Engang havde Jan Kjærgaard fået færten af, at nogle russiske embedsmænd skulle smøres for at få gang i en ombygning på Den Danske Ambassade i Moskva. De var angiveligt – sådan uden en oplagt anledning – af ambassaden blevet begavet med noget, der lignede ferierejser til København. Den historie ville Jan Kjærgaard have dokumenteret.

"Jeg tænkte: Det her er krop-umuligt. Jeg kommer aldrig i nærheden af at bevise det," erindrer Jan Kjærgaard.

Ekstra Blads-journalisten søgte aktindsigt hos Udenrigsministeriet.

Han blev inviteret over i mini-steriet for at se papirerne igennem. En lille hyldemeter havde embedsmændene lagt frem til gennemsyn. Hver gang, der var en side, som Jan Kjærgaard gerne ville se, skulle han markere den med en gul seddel. En kontrollant overvågede den læsende Jan Kjærgaard.

"Her var julelegen: Okay, ham her er ude efter det der. Vi dynger frokostavis-journalisten til. Han er jo doven, slap og læsesvag. Hvis vi lægger oplysningerne midt inde i en meter dokumenter, så er den stensikker. Samtidig griner vi lidt af ham på afstand," fortæller dansk presses Mr. Aktindsigt.

Jan Kjærgaard fandt de oplysninger, han var på jagt efter, og han fik sin historie hjem. For ham er dokument-læsning nemlig en fornøjelse, og Jan Kjærgaard forsøger ikke at lade sig stresse af en papirdynge. Frygt for papirtårne er – ifølge Jan Kjærgaard – en faldgrube ved at søge aktindsigt.

"Mit privilegium er, at jeg ikke bliver dynget til med daglige pligter. Nogen journalister har derimod den erfaring, at søger de aktindsigt, så har de både det dagsaktuelle og så aktindsigten, der bare kommer til at ligge og irritere. Så skulle da fanden, om man bad om tre-fire nye stakke oveni," siger Jan Kjærgaard.

Godt 14 år har den selvlærte journalist været på Ekstra Bladet. Aldrig har han været journalist-elev og overværet den legendari-ske pressejurist Frøberts læsnin-ger over Offentlighedsloven. Alligevel er han ekspert i myndighedernes undvigelsesmanøvrer.

 

Leg med et ministerium
En yes-sag, kalder Jan Kjærgaard et afslag fra Udenrigsministeriet, hvor han fik papirerne – til sidst.

Han sendte sin ansøgning om aktindsigt på et tidspunkt, hvor Jerntæppet endnu delte Europa. 18 mennesker var flygtet ind på Den Danske Ambassade i Berlin. Jan Kjærgaard ville vide mere:

"Den danske ambassadør var meget interesseret i at få de mennesker ud – altså i favnen på Stasi, sådan kan man vist godt sige det. Schlüter skulle derned og forhandle, og så kunne de ikke have det der DDR-affald liggende i soveposer – jeg ved ikke helt, hvad jugementet var, men det var i hvert fald en skandale."

Jan Kjærgaard fik afslag på sin ansøgning. Begrundelsen var hensynet til staten DDR. Da DDR ikke længere var på verdenskortet, søgte Jan Kjærgaard endnu engang. Denne gang fik han papirerne.

"Jeg vil tro, at de så sidder i et ministerium og siger: "Satans, satans, satans. Hvad skal vi nu finde på?" og så er det altså endt med, at de ikke kunne finde på noget," siger Jan Kjærgaard.

Nordjyden smiler stilfærdigt.

Det gør han også, når han fortæller om dengang, Københavns Kommunes overborgmester Jens Kramer Mikkelsen snørede ham. Overborgmesteren var nytiltrådt og signalerede åbenhed.

"Jeg bad om aktindsigt i Københavns repræsentative udgifter. Sådan cirka formulerede jeg det. I og for sig var ansøgningen hul i hovedet," tilstår Jan Kjærgaard.

Overborgmesteren bad ikke om at få præciseret, hvilket kontor, udvalg eller forvaltning Ekstra Bladet var interesseret i. Overborgmesteren bad heller ikke Jan Kjærgaard om at pege på nogle bestemte repræsentative begivenheder.

I stedet valgte overborgmesteren at give mer-aktindsigt. Det kan myndighederne vælge at gøre, hvis de vil imødekomme en journalist og lade vedkommende få flere informationer, end loven umiddelbart lægger op til.

Jens Kramer Mikkelsen var drille-flink. Han fik samlet bilag sammen fra hvert et hjørne af Danmarks største kommune.

For Jan Kjærgaard var synet overvældende. Bilagene lå i omkring en meters højde på to borde, der fyldte i omegnen af fire dobbeltsenge.

"Da jeg så det, tænkte jeg: Herre Jemini. Hold da kæft, der har de taget røven på mig. Nu må jeg tage røven på dem, så nu gennemgår vi bilagene systematisk," siger Jan Kjærgaard.

Sammen med en praktikant brugte han tre dage på papirbunkerne. Det var slet ikke nok til at komme til bunds, indrømmer Kjærgaard.

Overborgmesteren tvang derfor Jan Kjærgaard til at se stort på sin egen filosofi om at give sig god tid til at læse og ikke lade sig stresse af papirstakke. Praktikanten endte derfor med at bistå en rollemodel på slap line.

 

Leg med Jan
Almindeligvis gør Jan Kjærgaard sig meget umage for at oplære praktikanter, der er interessede i at søge aktindsigt. Derfor går han som regel en runde på avisen, når et nyt kuld praktikanter er ankommet. Praktikanterne skal vide, hvor de kan hente råd og vejledning.

På Ekstra Bladet er Jan Kjærgaard også manden, der forsøger at sikre, at avisens journalistik ikke alene er baseret på ping-pong fra båndet og blokken. Derfor kontakter Jan Kjærgaard af og til en kollega for at høre, om der ikke lige burde begæres aktindsigt. I så fald er han behjælpelig med assistance.

"Aktindsigten har det nemlig med at gå fløjten i kampens hede. For når en sag kører politisk, bliver man bombarderet med alle mulige informationer, og så kører det hele i olie. Men den bedste historie ligger muligvis 12 dage fremme," siger Jan Kjærgaard.

Omkring halvdelen af hans anmodninger om aktindsigt ender med at blive en artikel i avisen.

 

DE FLITTIGE ANSØGERE
Nogle journalistnavne går igen og igen i de 166 ansøgninger, som JOURNALISTEN har gennemgået:
– Jan Kjærgaard, Ekstra Bladet, har sendt 29 ansøgninger
– Morten Pihl, B.T., har sendt 10 ansøgninger
– Hans Davidsen-Nielsen har sendt 7 ansøgninger fra Jyllands-Posten.
1. februar i år begyndte han på Politiken.

Læs også: Dårligt gravearbejde på elektroniske medier, Aktindsigt i aktindsigterne og Vi vil se kalenderen

Kommentarer
0

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen