[[nid:34796]]
De flere millioner læsere af New York Times fik et mindre heldigt billede af det danske samfund, da de 11. september kunne læse om en flygtningefamilies brutale møde med dansk politi ved grænsen i Padborg.
”Det var danskerne, der til sidst knækkede Majid-familien,” lyder den dramatiske indledning på artiklen.
Journalisten Anemona Hartocollis havde i en reportage-serie fulgt en flygtningefamilies dramatiske rejse fra Syrien og op gennem Europa. Og dramatikken fortsatte også i Danmark, hvor familien ifølge artiklen blev splittet op og indsat i celler på to forskellige politistationer.
For tre unge mænd blev det ekstra ydmygende, da de blev beordret til at klæde sig nøgne og dreje rundt foran politibetjentene. ”Om så Danmark var af guld, ville jeg aldrig blive her,” skulle Farid Majid – en af mændene i familien – have sagt til politiets spørgsmål, om han ønskede at søge asyl i Danmark.
De kvitterede ved at sende ham tilbage til Tyskland og true med fængsel, hvis han kom tilbage. Han fortalte også reporteren, at han havde bedt politiet om mad til sine børn og tilbudt at betale for det. De havde givet ham sukkerknalder.
Dybt forundrede
Men spørgsmålet er, om det ellers så respekterede New York Times her gengiver tingene korrekt. I Syd- og Sønderjyllands Politi står man helt uforstående over for det, der står i artiklen.
»Det passer simpelthen ikke. Der var ingen, der var placeret i arresthuse på det tidspunkt,« fortæller Lisa Dissing, der er sekretariatschef i Syd- og Sønderjyllands Politi.
På baggrund af New York Times-artiklen har hun undersøgt det beskrevne forløb, og hun kan nogenlunde gengive det forløb, som både familierne og de tre unge mænd gennemgik i Danmark.
Ifølge hendes oplysninger kom de med tog til Rødekro, hvor hele gruppen på omkring 100 flygtninge blev bedt om at stige af toget og kørt til Frøslev Skole. Her fik de mad og andre fornødenheder. De blev alle med mellemrum kørt til Udlændingekontrolafdelingen (UKA) for at blive registreret. UKA har oplyst til Lisa Dissing, at ingen blev låst inde, fysisk visiteret eller anmodet om at tage tøjet af.
»Jeg har talt med de betjente, der stod for registreringen. Den ene kunne meget godt huske familien, og han er dybt forundret og skuffet over det, der står i artiklen.«
Skete der nogen episoder, som familien kan have været oprørte over?
»Nej. De opsøgte sågar selv de betjente og bad dem tage sig af registrering af andre i familien, fordi de gerne ville være samlet. Og hvis de ikke føler sig ordentligt behandlet, hvorfor opsøger de så de samme betjente?« spørger Lisa Dissing retorisk.
Aldrig konfronteret med anklager
Hun fortæller også, at betjentene godt kunne huske New York Times-journalisten, der havde fulgt med familien, og at de også havde en kort, uformel snak.
Men ingen af anklagerne om politiets dårlige behandling, som New York Times skriver om, er blevet forelagt Syd- og Sønderjyllands Politi til kommentar. Hverken de enkelte betjente eller ledelsen.
Lisa Dissing og hendes kolleger mener, at dansk og sønderjysk politi er blevet hængt ud med en usandfærdig historie.
»Det ærgrer os, der bliver tegnet sådan et billede. Også for medarbejderne, der forsøger at løse situationen så godt som muligt. Og så bliver man fremstillet for at bruge metoder, der overhovedet ikke kendetegner dansk politi.«
Journalisten har over flere omgange sendt mails til Anemona Hartocollis og den redaktionelle ledelse på New York Times for at få kommentarer til ovenstående. De har ikke svaret på henvendelserne.
7 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Anemona Hartocollis har udgivet endnu en artikel om forloebet i Danmark, hvor 'scenen' hvor den syriske familie bliver beordret tage toejet af er blevet fjernet. Artikeln er dog stadig meget negativ overfor dansk politi, saa det lader stadig til, at hun stoler fuldt og fast paa, hvad den syriske familie har sagt.
http://www.nytimes.com/interactive/2015/10/22/world/europe/syrian-refugees.html?ref=world&_r=0
Man kan så spørge, hvor ofte danske udlandsreportere laver samme nummer, bare med omvendt fortegn.
Mon ikke der er en tendens til at distancere sig lidt fra etikken, når der også er en fysisk distance mellem redaktionen og aktørerne.
Greg Brock
Senior Editor for Standards
brockg@nytimes.com
Man skal skrive til læsernes redaktør på NYT. Så får man omgående svar.
Hej enig med Lars.
Fat telefonen og få anemonen i tale. Det er New York Times, ikke apple eller google. Det må da være muligt at trænge igennem, hvis man bruger en lidt mere direkte fremgangsmåde end mail.
Flere