search

Dansk nationaljournalisme

Om den selvovervurderende nationalchauvinisme i dansk journalistik.

Om den selvovervurderende nationalchauvinisme i dansk journalistik.

Dansk nationaljournalisme er der sikkert ikke noget, der hedder sådan sprogligt korrekt. Man kunne også mere præcist beskrive det som dansk nationalchauvinisme i dansk presse.

Disciplinen eksisterer til kvalmestadiet i så godt som al sportsjournalistik, hvor ordet ”Danmark” er involveret. Men den eksisterer også i bedste velgående i den øvrige journalistik, hvor lille Danmark skal måle sig op mod den store verden. Det har der været rigelige eksempler på i de sidste uger:

Selvovervurderende, nationalromantisk og kritikløs journalistik. Tag Løkke’s besøg hos Obama. tag krigen i Libyen.

Anne Grethe Rasmussen har her på Journalisten.dk udmærket beskrevet forførelsen af det servile danske pressekorps i Det Hvide Hus:

Journalisten.dk: Mr. statsminister tager til Washington

Store journalistiske egoer som David Trads blev som en kælen kattekilling, der labber fløde i sig serveret af selveste Mr. Obama:

Berlingske: Obama: Løkke et forbillede som allieret

Og alle de andre medier var ligeså imponerede. Det tjener dog JP til ære, at de efterfølgende fortalte deres læsere, at der var tale om genbrugsros fra Obamas side:

JP: Genbrugsros fra Obama

Men herregud, alt dette er jo blot kuriøs underholdning til benefice for Lars Løkke og nogle benovede journalisters scrapbøger. Værre er det, når nationaljournalismen gennemsyrer mediedækningen, når Danmark går i krig. Så gentager den kvalme, selvovervurderende promovering af den danske indsats sig, så man må forstå, at krigens udfald står og falder med fire danske kampfly.

Vupti, den fredag hvor Gadaffi blev forvandlet fra Libyens leder til en grum diktator XL, sluttede katastrofen i Japan. I hvert fald i mediedækningen. TV2/NEWS omdirigerede medietropperne og lod den sure, gamle mand, Svenning Dalgaard alene tilbage med alle de japanere, han tydeligvis ikke kan lide. TV2-tropperne skulle bl.a. ned og stå på en forblæst flybase i Italien og rapportere om de storslåede danske letninger og landinger.

En anden reporter kunne forklare de måbende danskere, der pludselig overnight blev skubbet ud i en ny krig, at grunden til at tyskerne og Frau Merkel ikke hoppede på den krigsgallej, alene skyldes Merkels indenrigspolitiske problemer ved forestående valg.

Her må vi så forstå, at hverken Sarkozy, Cameron eller Løkke har indenrigspolitiske problemer, som kunne tilskynde til en rask lille krig.

Også Tante B mobiliserede en hær af journalister til det nye nordafrikanske felttog. Og da der kom lidt knas i kommandostrukturerne i kredsen af villige, rykkede Tante B loyalt ud med en analyse:

Jo da, det var et nederlag for Fogh, indrømmer den tro væbner i Pilestræde, men det var skam IKKE Fogh’s skyld, understreger avisen. Senere i samme analyse fremgår det, at Fogh på mødet i Nato-rådet havde skældt både tyskerne og franskmændene så meget ud, at begge landes NATO-ambassadører  var udvandret. Sådan skaber man konsensus på den Foghske maner:

Berlingske: Fogh's første store nederlag i NATO

Men det værste i alt dette er, at efter ni års krigsførelse i Afghanistan og Irak, har dansk presse ikke lært at sætte sig ud over nationalchauvinismen og gå kritisk og analytisk til værks i sin dækning.

Det tog næsten ni år, før der i dansk presse for alvor kom noget, der mindede om en ordentlig kritisk tilgang til dækningen af krigen i Afghanistan. Indtil da var den fremherskende danske pressedækning af vores krigsdeltagelse mod taliban pæn, friseret og følgagtig over for den officielle melodi om meningen med det hele.

Lisbeth Knudsen har tidligere beskrevet det som en ren tilståelsessag i sin blog om Afghanistan-krigen:

”I medierne prøver vi at finde den rette, svære journalistiske balance mellem respekt, anerkendelse og hensyn til de udsendte soldater og den nødvendige, nationale opbakning og tro på en mening med projektet, og så den politiske realisme og virkelighed i et land meget anderledes end vores”.

Lisbeth Knudsen's blog: Krigsjournalistik med svære udfordringer

Når nu de danske politikere har besluttet, at Danmark tilhører kredsen af de-altid-villige, der ikke kan få for meget ros af Mr. President, kunne pressen så ikke tage en grundig diskussion af, om der mon var en selvstændig rolle for medierne at spille? Eller om danske medier bare skal levere “national opbakning”?

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen