
Foto: Mads Nissen
Med et portfolio på 45 billeder fra 2022 har den danske Mads Nissen vundet førsteprisen som International Photographer of the Year ved den anerkendte fotokonkurrence Pictures of the Year (POY).
Det bekræfter Pictures of the Year (POY) i en mail til Journalisten. POY er verdens ældste konkurrence for fotojournalistik og regnes for en af de mest prestigefulde.
Mads Nissen, der er ansat på Politiken, vinder prisen for en række billeder fra blandt andet krigen i Ukraine og Afghanistans berygtede fængsel for narkomaner.
I begrundelsen har dommerne lagt vægt på Mads Nissens brug af lys og for at bringe følelser og intimitet til vigtige historier som for eksempel krigen i Ukraine, oplyser POY til Journalisten.
Ud over hovedprisen som årets internationale fotograf vinder Mads Nissen også førsteprisen i portrætkategorien for sit billede af den 15-årige afghanske dreng Khalil Ahmad, der har solgt sin nyre for at redde sin familie.
Det er langtfra første gang, Mads Nissen får stor international hæder for sit arbejde som fotograf.
I 2021 vandt han for anden gang prisen for at have taget verdens bedste pressefoto ved World Press Photo, ligesom han også tidligere har vundet et hav af priser ved Årets Pressefoto.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.