Dansk Erhverv stiller krav til DR i anbefalinger til medieaftale

DJ er godt tilfreds med flere af tingene i udspillet, men kalder begrænsningerne af DR for en ”2018-tankegang”

På et tidspunkt i år skal Christiansborgs partier samles for at begynde forhandlinger om et nyt medieforlig, der skal erstatte det smalle forlig fra 2018.

Indholdet i aftalen er der mange holdninger til, og i dag har erhvervsorganisationen Dansk Erhverv udsendt sin ønskeliste. De repræsenterer blandt andre Egmont, TV 2 og Danske Mediedistributører. Og også arbejdsgiverorganisationen i Danske Medier, Danske Medier Arbejdsgiver, er i gang med at blive optaget i Dansk Erhverv.

Det er derfor en vigtig spiller på medieområdet.

”Der bliver lyttet til, hvad de siger,” vurderer Dansk Journalistforbunds næstformand, Allan Boye Thulstrup.

Han glæder sig derfor over, at flere af Dansk Erhvervs prioriteter flugter med de ønsker, DJ sendte ud i begyndelsen af juni.

”Vi er glade for, at DE er enig med os i, at det vigtigste i kampen mod techgiganter er at støtte dansk indhold af høj kvalitet. Det er det, mediestøtten skal bruges til,” siger Allan Boye Thulstrup.

Begrænsning af DR

Han er til gengæld ikke lige så tilfreds med, at Dansk Erhverv ønsker at fastholde en række af de krav til Danmarks Radio, der blev indført i den seneste aftale.

Det gælder blandt andet begrænsninger på, hvilke film og tv-serier DR må stille til rådighed on demand og hvor længe, og at distributører skal have adgang til videreudsendelse af DR’s indhold.

”Det er jo lidt en 2018-tankegang. Det er ikke DR, der er konkurrenten, men de store techgiganter. Vi synes grundlæggende, det er forkert at skulle begrænse DR,” siger Allan Boye Thulstrup.

Udvidet adgang til støttemidler

Dansk Erhverv ønsker også at udvide adgangen til public service-midler. Det skal blandt andet gøres ved at nedsætte dækningskravet for tv-stationer fra 50 til 40 procent af landets husstande, og at alle indholdsproducenter skal kunne søge.

Organisationen ønsker også, at man skal kunne søge public service-støtte til produktion af radio og podcasts. Men understreger, at man skal overholde den danske model for at kunne søge.

”Jeg er meget glad for, at de prioriterer, at der skal være ordentlige vilkår på arbejdsmarkedet. Det er ødelæggende for vores konkurrencesituation, når der kommer nogen udefra og underbyder,” siger Allan Boye Thulstrup.

Øvrige prioriteter for Dansk Erhverv omfatter blandt andet nulmoms for digitale publicistiske medier. Læs hele udspillet her.

Der er endnu ikke sat dato på medieforhandlingerne, men kulturminister Joy Mogensen har understreget, at det bliver i år.

0 Kommentarer