Podcast

Dansk Erhverv genbruger pjække-pressemeddelelse: ”Det er lige nemt nok”

Erhvervsorganisationen Dansk Erhverv har udsendt to stort set enslydende pressemeddelelser med et års mellemrum og fået masser af presseomtale ud af det

”Analyse: 350.000 danskere tager hvert år mindst en sygedag fra arbejde, selv om de ikke er syge.”

”Analyse: 340.000 danskere tager hvert år mindst en sygedag fra arbejde, selv om de ikke er syge.”

Sådan lyder overskrifterne på to pressemeddelelser fra Dansk Erhverv.

Den første er fra september sidste år. Den sidste er udsendt i denne uge.

Begge pressemeddelelser indledes med:

”Det koster virksomhederne og samfundet mange milliarder hvert eneste år, når medarbejderne melder sig syge. Dog er det ikke altid, at en medarbejder er syg, selv om det er den melding, der bliver givet til arbejdsgiveren …”

Og i begge pressemeddelelser er samme talsperson fra erhvervsorganisationen citeret for at udtale, at tallene for pjæk er alt for høje, og at:

”Det er ikke i orden at blive væk fra sit arbejde og få løn for det – hvis man ikke er syg, eller man ikke har aftalt det med sin arbejdsgiver.”

Faktisk er de to pressemeddelelser tæt på identiske i deres ordlyd, dog er der justeret undervejs i teksterne, da de er baseret på forskellige analyser af danskernes pjække-fravær, så tallene varierer fra den ene udgave til den anden.

Next level ChatGPT

Den måde at genbruge en pressemeddelelse på er ’for tyk’, mener eksperterne i Journalistens podcast ’Budskab’. Anna Rørbæk, selvstændig i Rørbæk Kommunikation, erklærer sig for ’stor tilhænger af versioneringer’ og genbrug af samme historie, men alligevel fungerer Dansk Erhvervs måde at genbruge pressemeddelelsen ikke.

”Det bliver for tykt, når man siger det samme som citatgiver, eller når overskriften en til en er den samme. Det bliver simpelthen for tykt,” siger hun.

Mikael Baden, direktør i bureauet Friday, er enig.

”Jeg synes også, det er dovent. Det er vel i virkeligheden next level ChatGPT. Det er virkelig, virkelig, virkelig genbrug det her,” siger han.

Eksemplet minder ham om sagen med Rema1000, der for år tilbage udsendte pressemeddelelser med fuldstændigt enslydende citater fra deres lokale købmænd. Den praksis kritiserede en lokalredaktør for at minde om ’citatfusk’.

”Det er lidt samme boldgade. Det er lige nemt nok,” siger Mikael Baden.

Formålet er nået

Begge eksperter må dog bøje sig for, at Dansk Erhverv har fået masser af presseomtale ud af deres genbrugs-pressemeddelelse. Også det på trods af, at tallet for danskernes pjæk er en anelse lavere i år end sidste år. Analysen har blandt andet fået omtale i ’Aftenshowet’  og ’Go’ Aften Live’ og i adskillige dagblade.

Lars Olsen, pressechef i Dansk Erhverv, fremhæver i et skriftligt svar, at organisationen ’nu engang’ bruger samme talsperson, og at historien er baseret på samme spørgeundersøgelse i år som sidste år.

”Vi kunne godt have skrevet en ny pressemeddelelse fra bunden og jongleret med ordene, men umiddelbart tror jeg ikke, at det havde givet os hverken mere eller mindre omtale. Og formålet med en pressemeddelelse er nu engang at få pressen til at lave noget på den,” skriver han.

0 Kommentarer