40 procent af verdens sprog er truet af udryddelse. Men hvis nogen går rundt og frygter, at danskere med tiden skifter "goddag" ud med et "hello", kan de godt ånde lettet op. Læs her hvorfor.
Dansk er nemlig slet ikke et truet sprog, skriver Kristeligt Dagblad ifølge Dr.dk.
"Dansk er et af verdens største sprog. Det er overhovedet ikke i fare på nogen måde," fastslår Ole Stig Andersen, der er journalist og initiativtager til Sprogmuseet.dk.
Han forklarer det med, at man ikke kun måler et sprogs livsduelighed på antallet af mennesker, der taler det. Andre parametre skal også tælles med – eksempelvis spørgsmålet om, hvorvidt forældre taler sproget med deres børn. Eller hvor mange bøger og film, der udkommer på sproget.
Endelig er det også betydningsfuldt, hvor meget handel og økonomi, der er centreret omkring sproget.
Bruger man økonomi som parameter, er det danske sprog en højdespringer, der lægger sig på en 18. plads over verdens sprog målt efter styrke, siger Peter Bakker, lektor i lingvistik ved Aarhus Universitet.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.