Et årti efter DR og TV 2 skar kraftigt ned på dokumentarfilm, klarer danske dokumentarer sig faktisk bedre end nogensinde. Nu bliver de fleste film bare lavet ude i byen med støtte fra tv-stationerne, forklarer professor Ib Bondebjerg, der lige har skrevet en bog om det.

Selv om DR og TV 2 for lidt over 10 år siden valgte at skære ned på DR Dokumentargruppen, Fak2eren og Reportageholdet, betød det ikke dødsstødet til danske dokumentarfilm.

Bredden er blevet større og priserne strømmer ind. Armadillo vandt i 2010 en af hovedpriserne ved Cannes filmfestivalen, i januar vandt Lise Birk Pedersen med Putin's Kiss en dokumentarpris ved Sundance Filmfestivalen – og i alt har Anders Østergaards "Burma VJ" modtaget 50 filmpriser.

Ifølge professor ved Institut for Medier, Erkendelse og Formidling på Københavns Universitet, Ib Bondebjerg, er der de seneste 10 år kommet en bredere vifte af dokumentarfilm, der fortæller historier om både vores nationale og globale virkelighed.

»Omkring år 2000 nedprioriterede DR og TV 2 deres dokumentarsatsning. DR nedprioriterede sin selvstændige dokumentargruppe og TV 2 stoppede Fak2eren og Reportageholdet. Man valgte at skifte spor og satse mere på reality- og hverdagsdokumentarer. Og det har skabt et rum for den dokumentarfilm, som bliver produceret uden for DR og TV 2, men stadig er medfinansieret af tv-stationerne,« siger han til Journalisten.dk.

Ib Bondebjerg er aktuel med bogen Virkelighedsbilleder – Den moderne danske dokumentarfilm. Han mener, at udviklingen på public service-stationerne har haft positiv indvirkning på lysten til at lave kritiske dokumentarfilm.

»Fordi tv-dokumentaren har undladt at satse tilstrækkeligt på den kritiske dokumentar, er den genopstået på film, som tager sociale, politiske og globale problemer op på en kritisk, undersøgende måde,« forklarer han og nævner tre eksempler.

Christoffer Gulbrandsens "Præsidenten" fortæller ironisk og satirisk historien om, hvordan EU fik sin første præsident og Michael Madsens Into Eternity handler om atomaffald og miljø.

»Et andet fantastisk eksempel på kritisk dokumentarfilm er Cities on Speed, som er lavet af en række danske instruktører. Det er nogle af de bedste kritiske dokumentarfilm om verdens klimaproblemer, der er blevet lavet,« siger Ib Bondebjerg.

En del af forklaringen bag danske dokumentarfilms succes skal blandt andet findes hos en række idealister, mener Ib Bondebjerg. De sidste par år er der skabt et populært kredsløb for dokumentarfilm og publikum.

DOX:BIO har lavet en klub for dokumentarentusiaster, der sørger for, at dokumentarfilmene ikke forsvinder blandt andre film. Dokumentarfilmfestivalen CPH:DOX har vokset sig til at være en af de rigtig store af sin slags i Europa. Og så har Filminstituttet med New Danish Screen-støtte også været med til at give nye talenter chancen, mener Ib Bondebjerg.

»Sidst men ikke mindst må man nævne DR2's indsats med Dokumania,« siger han og henviser til, at DR2 viser danske og udenlandske dokumentarfilm tirsdag aften.

Han forklarer, at der efter år 2000 er opstået en række gode dokumentarfilmfortællere, som har lavet film, der spænder over historier om krig og historier om mere eller mindre almindelige mennesker. De har lavet film, der ikke har været baseret på emner, der normalt sælger, siger han. Det gælder for eksempel Armadillo af Janus Metz.

»Den gør det, som få film har gjort før. Den er til stede og er observerende, men er kritisk og undersøgende. Den forbinder fakta fra virkeligheden med en menneskelig historie ved at observere soldater og civilbefolkning i Afghanistan,« siger Ib Bondebjerg og nævner også Anne Wivels succes med politikerdokumentaren Svend om Svend Auken og Christian Sønderby Jepsens Testamentet.

»Politikerportrættet er normalt ikke en genre, som trækker det store publikum, og Testamentet er en historie om en, i gåseøjne, almindelig familie og deres familiedrama,« siger han.

Ib Bondebjerg efterlyser dog i højere grad, at danske dokumentarfilm får chancen for at komme ud til et internationalt publikum. Særligt når det gælder film, der handler om globale problemstillinger.

»Der ligger store muligheder i digital distribution på internettet, og herhjemme kan man streame film på biblioteket ved hjælp af Filmstriben. Men jeg savner, at de europæiske filminstitutter for eksempel går sammen og laver en fælles filmportal, hvor man billigt havde muligheden for at se europæiske dokumentarfilm på nettet.«