Dansk bureau nomineret til erhvervs-Oscar

Kommunikationsbureauet Have er som det eneste europæiske bureau nomineret til erhvervslivets svar på Oscar-priserne.

Kommunikationsbureauet Have er som det eneste europæiske bureau nomineret til erhvervslivets svar på Oscar-priserne.

Kommunikationsbureaet Have har endnu en gang mulighed for at tage hæder hjem til Danmark. Bureauet er blevet nomineret til en Stewie-pris for Årets PR-kampagne. Stewie-priserne er også kendt som The International Business Awards, erhvervslivets Oscar-priser. Det skriver Markedsføring.dk.

Bureauet er nomineret for sit PR- og kommunikationsarbejde med kampagnen "Taking the lead". Kampagnen, der blev sat i søen af Dansk Folkehjælp og Københavns Kommune, havde til formål at inddrage unge med anden etnisk baggrund end dansk i foreningsliv og arbejdsmarked. Haves opgave var blandt andet at promovere kampagnens unge rollemodeller.

»Have Kommunikation har gennem en årrække været kendt for at skabe PR og kommunikation for kulturprojekter. Men i de seneste to-tre år har vi arbejdet meget for at skabe et bredere fundament og også løfte opgaver, der ligger uden for kulturens verden. Så derfor er vi naturligvis meget glade for, at man internationalt har vurderet, at vores arbejde med "Taking the lead" er en Stewie-nominering værd,« siger direktør Michael Feder til Markedsføring.dk.

Bureauet var også nomineret til Stewie-prisuddelingen i 2009 og 2008, hvor bureauet vandt en pris for sit kommunikationsarbejde med kultureventen "Årets Reumert". The Stewie-awards bliver uddelt til oktober.

0 Kommentarer