Mens Fogh havde et sikkert greb om pressen, har Lars Løkke Rasmussen ledt tankerne tilbage til Nyrups mere slingrende stil. Søs Marie Serup er kvinden, der skal få Lars Løkke Rasmussen til at ligne en statsmand inden næste valg.
KOMMUNIKATION. Der var netop kommet endnu en kompromitterende artikel for dagens lys om Lars Løkke Rasmussen. Han havde været på hotel og lejet film på borgernes regning. En gruppe yngre mænd i Venstres pressetjeneste stod og jokede med, hvilken type film det mon kunne være, finansministeren havde set. Det skulle de ikke have gjort. For i samme nu kom Løkkes presserådgiver, Søs Marie Serup, forbi. Hun kunne på ingen måder se humoren i miseren.
"I skulle hellere bruge tiden på at hjælpe Løkke end at stå dér og grine af det," lød beskeden kontant. Ordlyden var måske lidt en anden, men budskabet var klart og gik rent ind. Stemningen faldt til under frysepunktet. Der var ingen, der grinede videre af bilagssagen, heller ikke da Søs Marie Serup havde forladt gruppen.
Søs Marie Serups loyalitet over for Lars Løkke Rasmussen er nærmest legendarisk på Christiansborg. Det var derfor heller ikke overraskende, at hun fulgte med over i Statsministeriet fra Finansministeriet, da Lars Løkke Rasmussen blev udnævnt. Under bilagssagen, der udviklede sig til den værste mediestorm mod en minister i hele Fogh-regeringens periode, havde hun stået last og brast med Lars Løkke Rasmussen og var dermed blevet nærmest selvskreven til at følge med ham videre.
MEN SELV OM INGEN tvivler på, at Søs Marie Serup er loyal over for Lars Løkke Rasmussen, er det hendes evne til at se ham i et kritisk lys, der vækker respekt blandt Christiansborg-reporterne. Hun hører til den type spindoktor, der godt kan se, når der er en sag, og hun er villig til at diskutere mulige angrebsflanker med de politiske reportere. Det gør, at journalisterne gider at høre på, hvordan hun ser situationen.
»En presserådgiver, man kan prøve sine teorier og teser af med, er mere værd, end en, der siger, at alt, hvad fatter gør, er det rigtige. Det er en kæmpe fordel, fordi de på den måde kan bløde det billede op, de er med til at tegne, så det ikke bliver så firkantet,« siger politisk reporter på Berlingske Tidende Troels Mylenberg.
Politisk redaktør på TV 2 Henrik Qvortrup vurderer også, at en af Søs Marie Serups største forcer er, at hun er i stand til at se kritisk på sin arbejdsgiver. Hun kan sit kram.
»Hun er ikke sådan en, der kaster om sig med oplysninger. At få historier fra hende er ikke som at narre slik fra små børn. Hun kender sine virkemidler og ved, hvornår hun skal ringe og ikke skal ringe,« siger han.
Den opgave, Søs Marie Serup står overfor, er dog langt større og mere krævende end at være pressechef i et fagministerium eller pressechef for Venstre.
»Hun rykker et niveau op. Det er det vigtigste ministerium. Det er et ministerium, hvor der er et helt andet fokus på førstemanden. Den offentlige profil af en finansminister er langt mere 'low key',« siger Qvortrup.
Derudover står den nye pressechef for statsministeren over for en helt anderledes udfordring end Anders Fogh Rasmussens spindoktorer. Anders Fogh Rasmussen var i det meste af sin regeringsperiode kendt for sin eminente evne til at sætte dagsorden og gelejde pressen derhen, hvor han gerne ville have den. Lars Løkke Rasmussen er langt fra at have samme tag.
Under bilagssagen sidste år var det – selv for borgens reportere – svært at finde ud af, om Løkke Rasmussen mente, at der var et problem, eller om han ikke mente, at der var et problem. Og sagen trak ud i længere tid, end den måske havde behøvet.
I stedet for at lægge alt frem med det samme blev sagerne ved med at komme dryppende. Blandt reporterne på Christiansborg er der bred enighed om, at bilagssagen kommunikationsmæssigt ikke blev løftet til et 12-tal.
»Uanset hvem der havde været pressechef, havde den været svær at håndtere. Var der drukket eller ikke drukket? Den havde været svær for alle,« siger journalist på Christiansborg Bjarne Steensbeck.
RUNDT OMKRING PÅ flere af de politiske redaktioner på Christiansborg blev der i de første par uger efter Lars Løkkes tiltræden talt om, at han havde mere travlt med at 'twitte' end at lade sig interviewe. Der skulle gå 11 dage, før Lars Løkke Rasmussen stillede op til interview, og da han endelig gjorde det, var det småt med udmeldinger og begrænset til 25 minutter til hver af de tre store morgenaviser.
Da tiden var løbet ud, sagde Løkke til de to journalister fra Berlingske Tidende:
"I virker meget skuffede?"
"Ja, det er ikke de store overskrifter, du leverer," svarede den ene journalist. Christiansborg-journalister var vant til at få mere serveret.
"Men omvendt kan man heller ikke sige, at jeg har inviteret nogen – eller har jeg?" Der var ikke på samme måde, som da Fogh var statsminister, en klar dagsorden for interviewet.
I Mogensen og Kristiansen på
TV 2 News fortsatte han den skeptiske tone over for den etablerede presse, da han langede skarpt ud efter de politiske kommentatorer. Løkke meddelte, at han var mere optaget af, hvordan danskerne har det, end hvad kommentatorerne mener. Han kaldte det ligefrem hæmmende for demokratiet, at kommentatorerne fylder så meget i medierne.
Troels Mylenberg finder det tankevækkende, at Lars Løkke Rasmussen går frem i meningsmålingerne på trods af, at han stort set ikke har meldt noget politisk ud, men i stedet brugt energien på at 'twitte' om cykelture rundt om Esrum Sø og på at skælde ud på kommentatorerne.
»Det er et forsøg på at være langsigtet. Det er ikke lige nu, han skal vinde noget. For ham gør det ikke noget, at medierne er imod ham. Han forsøger at vinde befolkningens tillid ved at være imod de onde kommentatorer og de onde medier,« siger Troels Mylenberg.
På Christiansborgs ser flere journalister det som tegn på en bevidst politisk kommunikationsstrategi, hvor statsministeren i lighed med Obama vil ud over den etablerede presse og henvende sig mere direkte til vælgerne gennem de nye medier som Twitter og Facebook. De politiske reportere regner med, at det er Søs Marie Serups værk, at Lars Løkke Rasmussen er kommet i gang med at 'twitte', har fået ny hjemmeside og er blevet mere aktiv på Facebook.
STATSMINISTERENS NYE PRESSECHEF har ellers ry for ikke at være specielt optaget af spinet i sig selv for spinets egen skyld.
»Jeg ser hende ikke som den sofistikerede spintype. Hun er mere den daglige slider, der tager sagerne dynge for dynge og betjener sin minister bedst muligt. Det kan være, at det lyder gammeldags, men mon ikke det er det, der virker,«
siger journalist fra Ekstra Bladet Jan Kjærgaard. Han skrev mange af artiklerne om rodet i Lars Løkkes bilag og vil gerne kvittere for det gode samarbejde.
»Vi bevarede hele vejen igennem en gensidig professionel tone, og jeg følte, at jeg fik en reel behandling. Jeg følte også, at jeg sådan kunne stole på, hvad jeg fik at vide. Jeg har aldrig fanget hende i at ville brodere en løgn. Det, tror jeg, kommer af, at hun er rundet af den jyske muld,« siger Jan Kjærgaard.
Søs Marie Serup har dog også ry for at have et iltert temperament. Hun bliver kaldt en "mutter skrap" og en "Ulla Østergaard light". Kært barn har mange navne. Men hun er ikke den type spindoktor, der kunne finde på at blackliste journalister.
Samtidig går hun også for at være yderst social og god til at netværke. På trods af at hun ikke selv har været journalist, har hun flere gode bekendtskaber blandt journalisterne. Hun er sådan en, der hænger ud og gerne får sig en øl, når der er noget at skåle for.
SOM CHEF ER DET da også hendes menneskelige egenskaber, der bliver fremhævet først. Hun er omsorgsfuld, giver plads og har forståelse for, at hjemmebanen skal fungere for, at det spiller rigtig godt på udebanen. Til gengæld forventer hun også, at folk er fleksible og giver den en ekstra skalle, når der er tryk på.
Kommunikationskonsulent i Venstres Pressetjeneste Peter Troelsen kalder Søs Marie Serup den bedste chef, han nogensinde har haft. Der er bare et par spilleregler, man skal overholde.
»Hun følger ikke op undervejs, når hun har givet en opgave, men stoler på, at man bliver færdig. Hvis man ikke er det, så falder der brænde ned. Så er hun i stand til at tale med nogle af de ord, der ikke står i retskrivningsordbogen,« fortæller Peter Troelsen.
Man gør tilsyneladende også klogt i lade være med at tale til Søs Marie Serup om morgenen, før hun har fået sin første kop kaffe.
Men det er nok også de færreste, der møder hende så tidligt. Da hun var ansat i Venstres Pressetjeneste, husker Peter Troelsen, at hun mødte ind senest klokken 06.30, og arbejdsdagen fortsatte gerne til syv-otte-tiden om aftenen.
Under valgkampen i 2007 fulgte Fyens Stiftstidende med hende på en arbejdsdag. Her fortalte hun, hvad det er, der driver hende.
"Det er den ultimative udfordring i at håndtere en hektisk situation," sagde hun og fortsatte:
"Og så er det bare så fedt. At vide, at der er en voldsom konsekvens af de beslutninger, man tager, giver et kæmpe adrenalin-kick. Det føles som at spille poker med rigtig mange penge på bordet."
Vi ville gerne have interviewet Søs Marie Serup. Men i en mail afviser hun at bidrage til artiklen. "Jeg har tænkt over det og nået frem til, at jeg ikke ønsker at medvirke. Det er ikke mig, der er den interessante, men derimod statsministeren. Men tak for det venlige tilbud!" •
BLÅ BOG
Født den 13. juli 1974
i landsbyen Kalhave.
Uddannet cand.phil. i engelsk fra Syddansk Univ ersitet.
Blev pressechef i Venstre efter valget i februar 2005.
Efter valget i 2007 blev hun særlig rådgiver for finansminister Lars Løkke Rasmussen.
I dag særlig rådgiver for Lars Løkke Rasmussen i Statsministeriet.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.