”Støt verdens fattigste med 150 kroner – om ikke andet, så fordi det giver dig chancen for at vinde en WV Golf. Send din sms nu!”

Man kan sige meget skidt og nedgørende om Danmarks Indsamling, og det meste er da også blevet ytret, siden tv-showet havde premiere. Det er nu syv indsamlinger siden, og i store træk ligner programmet sig selv: Her veksler ren underholdning med konkurrencer, livemusik og journalistiske indslag. Sidstnævnte er godt nok produceret med en anelse mere underlægningsmusik og appel til følelserne, end de fleste nyhedsredaktører ville påskønne. Men Danmarks Indsamling har ikke sat sig for at være journalistik. Programmet er først og fremmest underholdning med et formål: At få seerne til at skille sig af med så mange penge som overhovedet muligt.

Det lykkes til fulde. I år kom der 76 millioner kroner ind til 12 forskellige projekter, som skal bekæmpe afrikansk fattigdom. Var det godt fjernsyn? Det var i hvert fald effektivt fjernsyn. Og samtidig repræsenterer det ikke så lidt af et mirakel.

Miraklet består først og fremmest i, at en landsdækkende tv-kanal rydder fladen i bedste sendetid for at sætte fokus på noget så ufolkeligt som fattigdom i Afrika. Overhovedet at få lov til det kræver vilje og forståelse fra de øverste ledelseslag, og at gøre fattigdomsbekæmpelse til en seersucces kræver mere end almindelig god fantasi. Danmarks Indsamling er født i en tid, hvor konkurrencen om seerne er hårdere end nogensinde før, og hvor de foretrukne våben er velafprøvede udenlandske koncepter samt en blanding af krimiserier, film og dansk tv-drama. En humanitær indsamling passer ganske enkelt ikke ind i det miks – og især da ikke, når indsamlingens genstand er den tilsyneladende endeløse fattigdom i Afrika.

Tv-indsamlinger er ikke i sig selv nogen ny opfindelse. I 1957 sendte Danmarks Radio tre store underholdningsudsendelser til fordel for Ungarnshjælpen. Allerede dengang gav blandingen af show og indsamling ballade. Forfatteren Hans Kirk kaldte det ”Skuespil for millioner”, og det var ikke venligt ment. For første gang fik firmaer lov til at reklamere i statsmediet, og præcis som i dag lånte folkekære skuespillere deres navn og ansigt ud til den gode sag. Det faldt en del seere for brystet, da Dirch Passer betrådte scenen med en pakke Valo, og da værterne lod sig Philipsshave for en donation på 50.000 kroner. Lyder det velkendt? Langt hen ad vejen følger Danmarks Indsamling gamle og sikre opskrifter.

Siden Ungarnshjælpen har der med mellemrum været afholdt lignende shows, men det har stort set altid været i forbindelse med humanitære katastrofer. Midt i 80’erne samledes hele Danmark om at hjælpe det hungersramte Etiopien, og nogle år senere var det først Somalia og siden Bosnien, der var i nød. Tv-indsamlingerne blev afviklet med kort varsel – når katastrofen kaldte – og der var en stiltiende overenskomst mellem tv-stationerne, deres seere og de humanitære organisationer om, at vi her havde at gøre med noget helt ekstraordinært.

Katastrofer har en indbygget dramatik, som gør dem til elementært godt nyheds- og underholdningsstof: De rammer i flæng, de skaber et akut behov for hjælp, og der er begrundet håb om, at de forsvinder igen – hvis bare nogen hjælper. Jordskælv, hungersnød og krige opfylder nyhedskrav om væsentlighed, aktualitet og identifikation, og de tilbyder samtidig seeren en mulighed for at gøre en hurtig og konkret forskel.

Men Danmarks Indsamling handler slet ikke om at skaffe hjælp i en akut og tidsbegrænset situation. Tværtimod: Indsamlingen gælder den langsigtede indsats for bæredygtig udvikling. Jeg husker den forbløffelse, som herskede blandt de humanitære organisationers indsamlingschefer, da DR og kampagnemennesket Sune Bang sammen lancerede ideen i 2006. Kunne det virkelig passe? Nu havde vi lige vænnet os til, at den permanente fattigdom i Afrika var mediemæssigt uinteressant, og så ville DR sætte fokus på FN’s 2015-mål? Vi turde næsten ikke tro det.

De samme organisationer havde for længst erkendt, at det er svært at samle ind til udviklingshjælp. Det er en ret smal sag at mobilisere giverviljen til katastrofer, men når det gælder langsigtede indsatser som uddannelse, forebyggelse og sikring af rettigheder, er det op ad bakke. Så også på det punkt er Danmarks Indsamling et mirakel: Showet har vist, at det faktisk kan lade sig gøre at få danskerne til at donere til et formål med en længere tidshorisont, når bare de effektive virkemidler er på plads. Og nej, her taler vi ikke om kloge redegørelser og argumentationskæder.

Det, der virker, er historier om mennesker, som har det skidt og kan få det bedre, hvis bare du hjælper. Pakket ind i følelser, musik, kendte, kongelige og ikke mindst konkurrencer. Og afviklet som var det et Melodi Grand Prix på speed. Det er ikke journalistik, og det er ikke voldsomt lødigt. Men det har foreløbig givet over en halv milliard kroner til formålet, så mon ikke modtagerne – de fattigste i Afrika – lever fint med konceptet?

Hvis man så håbede på, at sådan en indsamlingssucces ville rykke nævneværdigt ved den journalistiske opmærksomhed om Afrika syd for Sahara, blev man til gengæld skuffet. Der skal stadig være krig i et afrikansk land, før det kommer i TV Avisen.  Eller en dødbringende epidemi, som truer med at brede sig til vores del af verden. Ellers dækkes Afrika stort set stadig, som var det et ubeboet kontinent. Det kan undre i en tid, hvor de globale sammenhænge bliver stadig mere tydelige.

Naturligvis har Danmark større direkte interesse i et arabisk forår, et amerikansk præsidentvalg eller en krig, hvor danske soldater deltager. Men Afrika rummer trods alt så mange spændende og relevante historier, at man som seer let kan føle sig lidt snydt de 11 måneder om året, hvor DR ikke samler ind.

Der sker, at Claes Amundsen rådgiver nogle af de organisationer, der er involveret i Danmarks Indsamling gennem sit firma Humankind. Han rådgiver for tiden Indsamlingsorganisationernes Brancheorganisation.