Men lad os starte der, hvor fokus er:

Den potentielle skandale efterlader et Se og Hør i en dødskamp, hvor bladet primært holdes oppe, fordi Aller-familien vurderer, at den økonomiske gevinst ved bladet overgår det enorme imageproblem.

Politiets efterforskning kan rykke den balance i en for bladet ubehagelig retning.

Hvis sagen har bare tilnærmelsesvis de dimensioner, der er opridset, er det en presseetisk skandale af så voldsomme dimensioner, at den endegyldigt planter Danmark centralt på smudspressens verdenskort.

Men lad os først slå fast, at BT, der har rejst sagen om Se og Hørs brug af ulovlige kreditkortoplysninger, endnu ikke har fremlagt dokumentation, der matcher kritikkens omfang.

Midt i det bemærkelsesværdige forløb, der i går eftermiddag kostede Henrik Qvortrup, tidligere chefredaktør på Se og Hør, jobbet som politisk kommentator på TV 2, er det i sig selv et opsigtsvækkende faktum, at vi helt mangler håndgribelige fakta.

Olav Skanning Andersen, chefredaktør på BT, har ladet sig citere for, at avisen har foretaget research, der dokumenterer historien. Det burde jo være soleklart, ellers var den vel ikke blevet skrevet.

Eller?

Vi er lige nu i den paradoksale situation, at selve historien om skandalen kan ende med at være selve skandalen. Fordi der stadig kan findes mindre belastende forklaringer end dem, der spinner i journalisternes hoveder og skaber overskrifterne.

Tilbage står, at Henrik Qvortrups egne indrømmelser fra i går er det tætteste, vi i dag er på en belysning af sagen.

Det mest centrale er, at han indrømmer, at han har hilst på den person, der ifølge BT har leveret oplysninger om en række danskeres kreditkortoplysninger. Manden findes altså.

Han indrømmer også, at der kan være sket udbetalinger, som han har signeret, fra Se og Hørs kasse, til den pågældende.

Og Qvortrup vælger at belægge sine ord således:

”Min viden om denne kilde var, at han i flere tilfælde var i stand til at levere korrekte oplysninger til bladet. Derfor attesterede jeg udgiftsbilagene, når de blev præsenteret af journalisterne, som jeg forstod havde kontakt til kilden.”

”Derimod havde jeg intet kendskab til, at kilden havde tilvejebragt oplysningerne på ulovlig vis.”

Og han erkender, presset af situationen, at han burde have spurgt ind til denne kildes oplysninger.

Hvis ovenstående er korrekt, og Henrik Qvortrup som ansvarshavende chefredaktør har valgt at udbetale honorarer for oplysninger, der har ført til historier i Se og Hør, uden at interessere sig for, hvordan disse oplysninger er kommet frem, så er det en eklatant nybegynderfejl.

Det virker derfor ikke sandsynligt.

Chefredaktører på Se og Hør betaler ikke honorarer uden at vide, hvad de får for pengene. Og uden at vurdere nøje, om deres egen røv kan komme i klaskehøjde. Især det sidste holder de godt øje med.

TV 2 slap af med et problem, da Henrik Qvortrup forlod stationen. Fra nu af står der ikke TV 2 under Henrik Qvortrup, når hans navn trækkes ind i sagen.

Men TV 2 og Se og Hør er allerede knyttet sammen på en måde, der kan så tvivl om begge parters journalistiske dømmekraft og troværdighed. Og som rejser spørgsmålet, om TV 2 overhovedet journalistisk troværdigt kan løfte en stor sag, hvor Henrik Qvortrup skal stilles kritiske spørgsmål.

Se og Hør rejste under Henrik Qvortrup sagen mod folketingspolitikeren Naser Khader, der blev beskyldt for at have fået udført sort arbejde.

Se og Hørs dokumentation var af en sådan karakter, at Ekstra Bladet valgte ikke at banke til historien, der udspillede sig midt under valgkampen. Poul Madsen formulerede sågar, at artiklerne var for ”udokumenterede”.

Henrik Qvortrup, chefredaktør på Se og Hør, undrede sig dengang over for Journalisten over fravalget:

”Jeg gik forsigtigt ud fra, at journalistik handlede om at bringe nogle interessante oplysninger om personer, der står centralt i vores samfund,” siger han i november 2007.

De interessante oplysninger kunne ikke holde i retten. I december 2012 afgjorde Københavns Byret, at Se og Hør skulle anerkende, at der ikke ligger dokumentation for påstanden. Naser Khader fik 25.000 kroner i erstatning.

På dette tidpunkt er Henrik Qvortrup headhuntet til jobbet som politisk redaktør på TV 2. Kanalen vælger at nedtone dækningen. Og samlet vurderede TV 2’s seerredaktør Lars Bennike, at stationen gav Naser Khaders sejr for lidt opmærksomhed – og at Qvortrup skulle have været på banen:

”Jeg synes, at det er problematisk og skadeligt for Henrik Qvortrups troværdighed, men også for TV 2’s, at han ikke stiller op. Selvfølgelig skal han det. Det synes jeg, at han skylder seerne,” skrev Lars Bennike.

Henrik Qvortrup havde ingen kommentarer til Journalisten dengang.

Derfor står TV 2 mere end forpjusket tilbage:

Først beskyttede stationen Henrik Qvortrup for oplagt kritik i en relevant nyhedsdækning. Så siger man farvel til ham på et tidspunkt, hvor han udfordrer stationens anseelse og ikke kan fungere som politisk kommentator. Stadigvæk uden at stille ham de oplagte kritiske spørgsmål.

Foreløbig har TV 2's nyhedsdirektør, Michael Dyrby, svunget sig op til at benytte Henrik Qvortrups afgang til at lovprise hans kvaliteter som politisk analytiker og interviewer.

Men spørgsmålet er vel, om forløbet med Naser Khader og TV 2’s manglende dækning ikke er mindst lige så skandaliserende for dansk presse som en potentiel kontormand, der for ussel mammon – måske – har ladet sig lokke til at sladre om, hvor de kendte svinger kreditkortet?