En gruppe lande, bestående af Australien, Tyskland, Frankrig, Canada og Finland, vil sammen tage kampen op imod techgiganterne. Nu er Danmark også inviteret med i gruppen, fortæller kulturminister Joy Mogensen til Politiken.
Invitationen kom på et møde mellem Joy Mogensen og den canadiske kulturminister, Steven Guilbeault, som er initiativtager til gruppen. Håbet er, at koalitionen skal kunne stille internationale krav til og regulere techgiganterne.
”Måske kan samarbejdet skabe grundlaget for nye internationale aftaler om, hvordan vi håndterer techgiganterne, både hvad angår betaling for nyhedsjournalistik, kulturel diversitet og udbredelse af skadeligt indhold. Vi har potentialet til at gøre det,” siger Steven Guilbeault til Politiken.
Joy Mogensen kunne ikke med det samme takke ja til et dansk medlemskab, men understreger over for Politiken, at hun er meget interesseret.