Danmark har fået sit eget WikiLeaks

Et dansk svar på WikiLeaks har set dagens lys. Danske One Leaks vil ud over at give whistleblowers en platform også arbejde redaktionelt med de lækkede oplysninger (Opdateret).

Et dansk svar på WikiLeaks har set dagens lys. Danske One Leaks vil ud over at give whistleblowers en platform også arbejde redaktionelt med de lækkede oplysninger (Opdateret).

En ny dansk hjemmeside vil give alverdens whistleblowers mulighed for at komme til orde. Men hvor den meget omdiskuterede organisation WikiLeaks blot offentliggør lækket materiale og er meget politisk i sit arbejde, vil danske One Leaks brede sig over emner og geografi og derudover arbejde redaktionelt med det stof, de modtager. Det fortæller grundlægger Marwan G. Dalal til Journalisten.dk.

»Hvor man hos WikiLeaks skal sende sit materiale til en postadresse i Australien, kan man her uploade det direkte på siden, både tekst og video. Vi modtager så materialet og kigger det igennem. Vi tjekker historien igennem og prøver at få bekræftelse fra andre kilder, inden historien bliver lagt på hjemmesiden,« fortæller Marwan G. Dalal, der fungerer som chefredaktør på One Leaks.

Hovedopgaven for One Leaks bliver at drive hjemmesiden whistleblowers.cc, der officielt gik i luften 14. marts. Siden har været undervejs i omkring seks måneder. Marwan G. Dalal arbejder blandt andet sammen med journalisten Bent Hansen, der fungerer som bestyrelsesformand for projektet, og pengene til at drive hjemmesiden kommer indtil videre fra egne lommer. Siden skal være reklamefri, og på et tidspunkt skal en stor del af siden drives for midler doneret af brugerne.

Det vigtigste princip for One Leaks er, at alt indhold bliver redaktionelt behandlet. Organisationen har kontakter til undersøgende journalister rundt omkring i verden, der kan hjælpe med at faktatjekke og underbygge de historier, der bliver lækket på hjemmesiden. Derudover bliver brugere også opfordret til at komme med nye oplysninger til historier, der allerede er publiceret.

»WikiLeaks er ikke en journalistisk organisation, det er vi. Vi kommer aldrig til bare at publicere materiale, som vi får det. Vi vil altid arbejde med oplysningerne og udsende dem som en journalistisk nyhedshistorie,« fortæller Marwan G. Dalal til Journalisten.dk.

Marwan G. Dalal er også tilknyttet Center for New Media, der arbejder med ny teknologi og formidlingsmetoder. Derudover er han også med til at producere TV Europa, der har fokus på EU-stof.

Bestyrelsesformand Bent Hansen har arbejdet i mediebranchen i omkring 40 år, blandt andet med radio og tv.

 Opdateret 13.01

4 Kommentarer

Michael Nielsen
16. MARTS 2011
Re: Danmark har fået sit eget WikiLeaks
Det virkler jo på ingen møde seriøst. Jeg ville ikke turde sende noget som helst til den side. Og så forstår jeg ikke at Journalisten.dk vælger at "blåstemple" siden med sådan en rosenrød artikel, der slet ikke ser kritisk på dette projekt, der måske - måske ikke - kan skade mere end det gavner.
Niels Riis Ebbesen
16. MARTS 2011
Re: Danmark har fået sit eget WikiLeaks

Tja... et hurtigt tjek viser, at www.1leaks.org - bliver hostet af Cirtex Corp, 115 West 30th St., New York, NY 10001, og jeg er temmelig sikker  på, at de uden tøven klapper hælene sammen og udleverer web-serverens log-filer, hvis der pludselig står nogle herrer fra CIA, med en anklage om, at Cirtex Corp hoster et web-site, som truer statens sikkerhed. Og med en log-fil kan man uden videre se IP-adressen på hver eneste transaktion, der er udført web-serveren.

Med venlig hilsen

Niels Riis Ebbesen 

Sebastian Gjerding
16. MARTS 2011
Re: Danmark har fået sit eget WikiLeaks

Øhh.

Hvad skal der til for at blive udråbt til "Danmarks eget Wikileaks"? Skal man bare selv påstå, at man vil være det, eller skal man have bare den mindste smule lighed med det oprindelige projekt? - Sådan som jeg ser det er det projekt som Journalisten her giver omtale direkte farligt for whistlebloweren af flere grunde.

 1. Wikileaks handlede eksplicit om at UNDGÅ at indsamle personlige oplysninger om kilden for at opnå den maksimale kildebeskyttelse. Det ovenstående projekt er det præcist modsatte - hele siden er fyldt med krav om, at man skal registrere sig med en emailadresse - ja man kan nærmest ikke bruge sitet uden at have en bruger koblet til en email - hvordan er det i overenstemmelse med anonymitet?

2. Siden er fyldt med opfordringer til at lække hemmeligt materiale "to make a difference" men opfordringen bliver ikke fuldt op med oplysninger om at det kan være ulovligt. Og når siden samtidig afslører en helt manglende forståelse for datasikkerhed - så er det efter min opfattelse uansvarligt og i direkte modstrid med journalisters ansvar for at sikre sikkerheden for ens kilder.

3. "Hvor man hos WikiLeaks skal sende sit materiale til en postadresse i Australien, kan man her uploade det direkte på siden, både tekst og video." siger manden bag siden, hviket er særligt foruroligende da det viser at han tilsyneladende intet ved om hvordan Wikileaks fungerede.  Wikileaks modtog indtil september sidste år netop oplysninger digitalt - og det var det, der var hele pointen med projektet. Derudover havde de en masse mekanismer til at sikre netop den anonymitet, der er nødvendig for kilden. Hvordan vil 1leaks sikre noget tilsvarende?

Før de ovenstående ting er bare nogenlunde besvaret eller tydeliggjort, kan jeg ikke se, hvordan man kan skrive sådan en artikel.

mvh.

Sebastian