Grænsen er nået for den danske landsholdsanfører, der føler, at Viasat har misbrugt ham i reklamesammenhæng. Som konsekvens taler Daniel Agger ikke længere med Viasats fodboldmagasin "Onside".
Så flød bærgeret over for den danske landsholdsanfører, Daniel Agger. Han lægger sammen med sin klub, Liverpool FC, sag an mod Viasat for at have brugt billeder af ham selv og holdets trænerstab i en reklame for bettingselskabet Bet24.
Det skriver bt.dk.
»Bet24 havde været en tur i Liverpool, og i reklamen har de så mig og vores trænere i billedet i nogle sekunder. Men det vil de ikke indrømme,« siger Daniel Agger.
»Var jeg bare blevet spurgt, om de måtte bruge det, havde jeg sikkert sagt 'fint', men de spørger mig ikke engang. Jeg synes, det er meget arrogant at bruge mig som person som blikfang for et spillefirma, som jeg ikke har nogen kontakt til eller noget. Det synes jeg er frækt, og det er derfor, jeg vil køre en sag mod dem sammen med Liverpool,« fortsætter han.
Viasat står blandt andet bag TV3 og 3PLUS, der sender fodboldmagasinet Onside og Champions League-kampene. Som følge af sagen har Daniel Agger valgt at boykotte Onside.
Søren Hedman, pressechef på TV3, ønskede ikke at kommentere sagen over for BT.
»Vi bliver nødt til at undersøge sagen nærmere, før vi eventuelt kommenterer på den,« lød det.
2 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Ja det er vel ok.
Det synes jeg er helt i orden. Hvad havde Viasat regnet med?