Dam er gået

Fyens Stiftstidendes administrerende direktør og chefredaktør, Hans Dam, opsagde 2. april sin stilling på avisen. Det skete kun to dage efter, at medarbejderne havde givet ham et mistillidsvotum.

"Vi tror ikke på, at Hans Dam er manden, der kan sikre Fyens Stiftstidendes fremtid, og vi har ikke tillid til, at han kan redde økonomien," skrev medarbejderne i et brev til avisens bestyrelse.

Halvanden uge før Hans Dams opsigelse kom avisen ud med et underskud på 36,6 mio. kroner i regnskabet for år 2000. Derfor skal avisen spare 25 mio. i form af afskedigelser. Det vides først i slutningen af april, hvor mange der skal fyres.

Hans Dam begrundede, på et møde med medarbejderne opsigelsen med, at han gennem længere tid har lidt af en rygmarvssygdom, men at medarbejdernes mistillid har gjort beslutningen nemmere.

Egon Tøttrup, tidligere chefredaktør på avisen, er ny ansvarshavende chefredaktør.

 

0 Kommentarer