Daily Mail i historisk nedtur

Daily Mail & General Trust, der blandt andet udgiver the Daily Mail og Mail on Sunday, tvinges nu til at skære 1.000 stillinger væk blandt sine regionale aviser. Årsagen er en brat annoncenedgang på 37 procent i starten af 2009. 

Daily Mail & General Trust, der blandt andet udgiver the Daily Mail og Mail on Sunday, tvinges nu til at skære 1.000 stillinger væk blandt sine regionale aviser. Årsagen er en brat annoncenedgang på 37 procent i starten af 2009. 

Nedturen for de britiske dagblade fortsætter med stadig større styrke.

Mediekoncernen Daily Mail & General Trust (DMGT) tvinges nu til at skille sig af med 1.000 ansatte i sin regionale division, Northcliffe Media, som følge af en historisk nedgang i annonceindtægterne.

Ifølge the Guardian har første kvartal af 2009 således været en katastrofe for DMGT. Landsaviserne har mistet 24 procent af sine annonceindtægter, og de regionale titler er som nævnt gået hele 37 procent tilbage.  

Konsekvensen er, at Daily Mail & General Trust må fyre hver femte af de ansatte i Northcliffe Media, så der nu er 3.500 ansatte.

DMGT, som foruden the Daily Mail og the Mail on Sunday ejer omkring 100 regionale aviser, forventer i øvrigt, at resultatet for jobannoncer i første kvartal bliver en nedgang på hele 55 procent i forhold til sidste år.

Selskabet vurderer dog, at der er håb for en vis stabilisering på visse dele af annoncemarkedet, når man ser bort fra jobmarkedet.

Den voldsomme nedtur for Daily Mail-koncernen overstiger alle tidligere prognoser. Så sent som i november 2008 lød vurderingen, at de regionale aviser sandsynligvis ville være nødt til at skille sig af med omkring 400 medarbejdere. Nu er tallet altså mere end dobbelt så stort.

0 Kommentarer