search

Dagligliv blandt aboriginer – Visa pour l’Image

»I Australien er der så meget ond historie, så meget vrede, skyldfølelse, racisme og det højeste niveau af dysfunktion, jeg nogen sinde har set mellem en førsteverdensregering og et oprindeligt folk.« - Amy Toensing, USA. Om aboriginers levevilkår i Australien.

»I Australien er der så meget ond historie, så meget vrede, skyldfølelse, racisme og det højeste niveau af dysfunktion, jeg nogen sinde har set mellem en førsteverdensregering og et oprindeligt folk.« – Amy Toensing, USA. Om aboriginers levevilkår i Australien.

Amy Toensing er amerikaner og fotograf på National Geographic. Hun dumpede også mere eller mindre ned i sin historie ved et tilfælde, da hun var på arbejde i Australien et par gange og undrede sig over, at hun ikke så flere aboriginer. Det pirrede hende så meget, at redaktøren foreslog hende at tilbringe noget mere tid med at undersøge emnet. Det er to et halvt år siden, og hun er langtfra færdig med historien: Homelands Indigenous Australia.

»For mig var aboriginerne de 'usete'. Og hvis du så dem, så var det på billeder, hvor de var fulde eller i dialyse – altså enten utroligt usunde eller i en tilstand, hvor de intet bidrog med til samfundet. De repræsenterer verdens ældste levende kultur, og det vækkede virkelig min nysgerrighed efter at se, hvad der lå bag historien i nyhedsmedierne. I Australien er der så meget ond historie, så meget vrede, skyldfølelse, racisme og et så højt niveau af dysfunktion mellem en førsteverdens regering og et oprindeligt folk, at det overskygger evnen til at se tingene udefra. Nogle gange skal der andre øjne til.


En bedstefar lærer sine børnebørn at finde østers. Bawaka, Northern Territory, Australien. – foto: Amy Toensing

Under mit første besøg på et af deres homelands blev jeg virkelig grebet af historien. Jeg oplevede en kæmpestor, inspirerende og attraktiv styrke, som var værd at se nærmere på, og jeg fik lyst til at tilbringe mere tid med dem, der rent faktisk lever af at jage og samle derude. Min interesse blev desuden underbygget af en masse sundhedsundersøgelser, der viser, at aboriginer, som lever på forfædrenes jord, hvor de har et intenst tilhørsforhold og en følelse af meningsfuldhed, lever sundere og længere. Det er et meget stærkt sted at møde dem, hvilket er tydeligt, når man er der.«

Amy Toensings billeder var udstillet i deres egen bygning, Ancienne Université, hvor de hang uden støj fra andre udstillinger. Men de skilte sig også ud på andre måder. Amys arbejde har måske ikke så meget kant, men er mere glittet og åbent end de fleste andres, hvilket kan opfattes som mindre 'fint' i Perpignan. Til gengæld rammer hendes billeder en anden nerve og er i virkeligheden meget subtile i deres fortælling om almindeligt dagligliv blandt et oprindeligt folkeslag under pres. Hun er helt klar over, at hendes tilgang ikke bygger på det fotojournalistiske instinkt om at stile direkte mod det mest ekstreme, som ellers ofte er mest visuelt slående.


En lille pige leger uden for sit hjem i Gununa, Mornington Island, Australien. foto: Ay Toensing

»Man finder historien i kontrasten. Den er ikke i de mørkeste skygger eller i det mest lysende solskin, den er imellem de to. Jeg kan ikke se "lyset", før jeg ser mørket, og omvendt. Det er faktisk ret old school. Du kan ikke se, hvor fantastisk der virkelig er på deres homelands, hvis ikke du har set de sociale boligbyggerier, de bliver tvunget ind i. Ingen af mine billeder viser højdepunkter. Det er hverdag. Og jeg har tilbragt meget tid med bare at sidde, for alting sker i et langsomt tempo. Men det er fint, jeg kan godt lide bare at observere, hvad der foregår.«

Som fixer hyrede Amy en pige i tyverne, der har et ben i hver verden med en hvid far af europæisk afstamning og en mor, der er aboriginer. Via kontakter og referencer fik hun gennem gentagne rejser arbejdet sig længere og længere ind hos forskellige grupper af aboriginere oppe i det nordøstlige hjørne, Arnhem Land, og langt inde i ørkenen. Livet er meget forskelligt de to steder. Oppe nordpå har de været vant til at have kontakt med handelsfolk fra blandt andet Indonesien og er mere åbne. Der er masser af mad fra havet i modsætning til inde i ørkenen, hvor livet er hårdere, og det er en større udfordring at fastholde argumenterne for at leve på den traditionelle måde.


En skoleforstander henter børnene til skolen. Wataru, Australien. Aboriginerbørn har et højt skolefravær og går typisk ud af skolen langt tidligere end andre australske børn. – foto: Amy Toensing

»Regeringen er ved at gøre det sværere for dem at leve på deres homelands. Der var masser af støtte i starten, men den bliver i højere grad fjernet, og når de vigtige funktioner som skoler og sygepleje forsvinder, bliver aboriginerne tvunget ind i de sociale satellitbyer, hvor der er druk og andet skidt. Det medfører så omvendt, at det bliver sværere at få støtte til at flytte tilbage igen. Et samfund skal kunne klare sig selv gennem skatter eller på anden vis, her er der bare tale om en pengestrøm, som går den ene vej uden nogen form for selvopretholdelse.

Så i det øjeblik, den bliver fjernet, havner man i et selvforstærkende kaos og dysfunktion. Jeg kan sagtens se, at det er meget komplekst. Der er krav om at støtte dem mest muligt økonomisk, og krav den anden vej om at lade dem klare sig selv. Deres forventede levetid er 10 år kortere end for andre australiere, og kun 37 procent klarer high school. Så de er nærmest i en slags undtagelsestilstand.«

Når hun var på besøg på et homeland, hang hun ud med dem, hun boede hos, uden nogen forventninger til, at der skulle ske noget. Hvis en ceremoni var annonceret, fandt den som regel ikke sted alligevel eller viste sig at være helt uinteressant. Hendes værter var helt med på hendes projekt og hjalp, hvor de kunne, men prøvede ikke selv på at skubbe et budskab ned i halsen på hende.

Der var kun ét område, de gerne så, hun berørte: The Northern Territory National Emergency Response, også kendt som interventionen, hvor regeringen i 2007 suspenderede racediskriminationslovgivningen og indførte en større lovpakke direkte rettet mod aboriginerne og håndhævet af hæren. For Amy er det en del af baggrunden for hendes historie, som hun ikke kan visualisere, men må trække frem gennem teksterne.

»Der er tal, der viser, at hvis en elev får lov til at tale sit modersmål og engelsk som andetsprog, så klarer de sig meget bedre. Alligevel tvinger skolesystemet dem til at tale engelsk i skolen. Der er græsrødder, der kæmper imod med argumenter om, at de udmærket kender deres børn og deres behov, og at det er vigtigt at holde sprogene i live sammen med kulturen. Men det omgivende samfund vil have dem gjort 'ligesom os andre' og ved simpelthen ikke, hvad de skal stille op. Det hørte jeg tit: 'Hvad skal vi stille op med de mennesker?' Det er et interessant tidspunkt i historien at møde dem på.«


Amy Toensing, USA – foto: Ditte Valente
www.amytoensing.com

Det var kvindernes år på fotojournalistfestivalen Visa pour l’Image i Perpignan.  
Ilvy Njokiktjien, Krisanne Johnson og Amy Toensing har alle bevæget sig dybt
ind i et totalt fremmed område. De fortæller om, hvordan drenge gøres til racister.
Om hiv-smitte i Swaziland. Og om aboriginernes isolation i Australien.

Læs om Ilvy Njokiktjien og Krisanne Johnsons projekter her:
https://journalisten.dk/den-hurtige-k-rlighed-og-det-korte-liv-visa-pour-l-image
https://journalisten.dk/racismelejr-visa-pour-l-image

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen