En halv snes joggere kommer løbende på skovstien. Sveden hagler af dem, og de har det sammenbidt energiske udtryk i ansigterne, der bedst kendes fra redaktionssekretærer lige før deadline.
Flokken gungrer væk mellem træerne, og jeg bliver siddende på grøftekanten.
Så en ny rumlen af løbesko, og endnu en gruppe joggere passerer mig.
De har alle sammen fået færten af en skandale i landbruget, tænker jeg. Eller af en akut politisk krise på Christiansborg. For de opfører sig akkurat som journalister. Den forreste kan godt minde om ham fra Berlingske Tidende, der skriver som en cementblander i frostvejr. Lige i hælene har han den energiske med den altid vibrerende næse fra Politiken. Og jeg er sikker på, at hende den storsmilende med det spraglede halstørklæde og nu-får-jeg-nok-snart-Cavlingprisen-mor kommer fra Jyllands-Posten, og at de andre med den svage antydning af Basedows syndrom i øjnene er fra tv-stationerne.
I hvert fald skulle de alle i samme retning.
Jeg sneg mig bagefter. Det var sandt nok. Alle journalisterne var standset op ved dagens begivenhed. Den rejste sig som et oppustet totem midt på marken, og de gik i vejen for hinanden og researchede og fik hver for sig den samme replik uden for referat, mens de fotograferede og skrev på blokke og stak deres båndoptagere ind i det opspilede gab på dagens totem.
Så løb de hjem igen. Jeg blev stående og så det overgramsede totem synke sammen og forsvinde.

Næste formiddag sad jeg med alle morgenbladene og den foregående aftens tv-aviser på den bærbare. De havde akkurat den samme vinkel på det samme totem, og der var en henvisning til akkurat den samme kommentar på side 7 og til den samme uddybende analyse i de sene nyheder. Og da jeg bladrede frem til side 7 og de sene tv-rapporter, mødte jeg minsandten både Nostradamus og oraklet i Delfi og spåkonen Miranda i slipseklædt dansk udgave. Alverdens troldmænd og profeter var smeltet sammen til kloner, der køligt, kyndigt og ensformigt analyserede gårsdagens totem.
Altså én gang til den samme tophistorie i alle medier, og jeg gav mig til at proppe mine morgenaviser ind i den bærbares cd-rom-drev og DVD-drev og diskettedrev.
Men pludselig blev jeg afbrudt af en ny dundren hen ad skovstien. Nu kom de herrenhjælpemig rendende én gang til med øgletungerne ud af halsen. Præcis den samme flok. De havde igen fælles retning mod dagens skandale eller dagens krise.
Længere fremme slog de kreds om det totem, der havde stillet sig til rådighed i nattens løb. De snakkede højt og i munden på hinanden, filmede og rakte én gang til båndoptagerne frem mod snuden af det splinterny totem, inden de ilede hjemad igen.
For at puste lidt ud standsede de et øjeblik ved et par kolleger, der uventet var dukket op fra andre retninger og havde deres helt egne nyheder på blokken.
“De historier rykker da ikke,” grinede de garvede. “I får bare vrøvl med oplaget. Hold jer til det sikre.”
Da var det, jeg indså, at jeg må anskaffe mig en endnu større computer, hvis den fortsat skal have plads til alle de ensklædte joggeres ensartede historier i ensfarvede medier.

Klummen skrives på skift af freelancejournalisterne: jens korse, flemming chr. nielsen og jens vilstrup