»Jeg er ærgerlig over beslutningen. Men der er ikke noget at sige til det. Han er direktør.«
Sådan siger Mikkel Lysgaard, der torsdag blev fyret som chefredaktør på dagens.dk.
Bag fyringen står medstifter og direktør af dagens.dk, Kasper Christensen.
Mikkel Lysgaard har kun været ansat på dagens.dk siden 1. april 2014, hvor han kom fra JyskeVestkysten.
Bag dagens.dk står Nyhedsgruppen ApS, der ifølge Mediawatch sidste år havde et underskud på 3 millioner kroner. (Adgang kræver abonnement)
Ud over chefredaktøren er der syv skrivende medarbejdere på dagens.dk. Kasper Christensen oplyer i en mail, at der ikke kommer flere fyringer. Han overtager nu selv rollen som chefredaktør.
Med omlægningen skal journalisterne i højere grad arbejde på andre tidspunkter af døgnet.
”Dagens.dk vækster forsat og omstruktureringen vil styrke denne udvikling. I stedet for en større daglig redaktion, så vil der fremover arbejdes i mindre teams spredt ud på dag/aften/weekend. Det gælder om at være mest synlig på de tidspunkter vores læsere bruger dagens.dk,” skriver han.
Dagens.dk holder til i Kolding og har eksisteret siden 2012. Mediet er på to år klatret op ad FDIMs topliste og er nu det 20. mest besøgte netmedie i Danmark.
Det har tidligere været fremme, at Dagens.dk i en række tilfælde har taget udenlanske artikler og oversat dem til dansk.
(Opdateret 12:42 med mailsvar fra Kasper Christensen)
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.