ERSTATNING. Den 25. og 26. november skal direktøren på det hedengangne dagblad DAGEN, Rolf Engsig, og avisens chefredaktør, Kresten Schulz Jørgensen, afgive vidneforklaring i retten i Hillerød.
Sagen drejer sig om, at nogle journalister ikke har fået penge for det arbejde, de lavede til DAGEN, hverken fra DAGEN selv eller fra Lønmodtagernes Garantifond (LG).
DAGEN gik konkurs, og LG står fast på, at de pågældende journalister ikke var lønmodtagere i et »tjenesteforhold«, altså at de ikke har haft et fast skrivebord på DAGEN eller et såkaldt »over-underordnelsesforhold« til DAGEN. Det vil sige, at de som frie agenter har opereret for egen regning og risiko – ofte for flere arbejdsgivere samtidig.
Derfor vil LG ikke erstatte den løn og de feriepenge, som journalister uden ansættelseskontrakter har til gode hos DAGEN.
En af journalisterne, Lars Villemoes, har 84.000 kroner til gode.
Dansk Journalistforbund står fast på, at en journalist godt kan være både lønmodtager og i et tjenesteforhold, selv om vedkommende ikke har ansættelseskontrakt med aftalt fast løn, timetal eller et skrivebord i virksomheden. Derfor trækker forbundet LG i retten – og derfor er Rolf Engsig og Kresten Schultz Jørgensen kaldt ind for at blive afhørt.
»LG har svært ved at forstå, at journalister kan have flere arbejdsgivere samtidig, og de vil ikke betale til dem, der arbejder hjemmefra uden at have et skrivebord på redaktionen,« siger Journalistforbundets jurist Hanne Walsted.
Står det til LG, er den slags journalister selvstændige og kan stille sig i kø med andre selvstændige som dem, der har leveret inventar eller mad til DAGEN, og som kan være sikre på ikke at få dækket deres tilgodehavende.
Journalistforbundet vil derimod have LG til at anerkende, at Lars Villemoes og andre journalister uden en egentlig ansættelseskontrakt er privilegerede kreditorer, det vil sige lønmodtagere i et tjenesteforhold, og at de har ret til at få deres løn dækket af LG.
Ud over at han ser frem til at få sine penge fra Lønmodtagernes Garantifond, glæder Lars Villemoes sig også til at høre Kresten Schultz Jørgensens forklaringer.
»Det er nok den eneste lejlighed, der er til at se ham i retten, hvor han skal tale sandt,« siger han.
Journalistforbundets advokat i denne sag, Bo Lauritzen, regner med, at der vil gå to til tre måneder, fra retssagen begynder i november, til der falder dom.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.