Dagbladet Information frygter fremtiden

Hvis den nuværende mediestøtte ændres, så kan det få fatale konsekvenser for Information. Advarslen faldt i går på avisens generalforsamling, der bød på det største overskud i Informations historie.

Hvis den nuværende mediestøtte ændres, så kan det få fatale konsekvenser for Information. Advarslen faldt i går på avisens generalforsamling, der bød på det største overskud i Informations historie.

Det ser lyst ud lige nu. Ja faktisk har det aldrig gået så godt for Information før – som nu. Med tre mio. kr. i overskud får Information det bedste år for forretningen Information nogensinde.

Samtidig vinder avisen tilmed nye læsere, mens andre dagblade går tilbage.

Altså nærmest ren lykke.

Men i horisonten truer sorte skyer. På trods af det historisk største overskud i Informations historie, advarede bestyrelsesformand Torben Möger Pedersen i går om fatale konsekvenser, hvis statens mediestøtte bliver reduceret.

Sidste år fik Information således 25 mio. kr. i distributionsstøtte fra staten, og det er en fjerdedel af avisens samlede omsætning. Til sammenligning er Informations egenkapital på 22 mio. kr.

Problemet for Information er, at de digitale medier begynder at gøre krav på en bid af støttekronerne. En uafhængig forskergruppe regner i øjeblikket på, hvordan mediestøtten kan se ud i fremtiden, og næste år skal de fremlægge deres resultater.

Allerede for to måneder erklærede Socialdemokraternes medieordfører, Mogens Jensen, dog til Journalisten.dk, at "alt kommer i spil".

»Vi skal have ryddet tavlen. Det er mit udgangspunkt, at det bliver vi nødt til at gøre i næste medieforlig, der erstatter det eksisterende i 2010,« sagde Mogens Jensen til Journalisten.dk i september.

Her gjorde han samtidig klart, at det næste medieforlig bliver historisk stort. Efter flere medieforlig i træk med småjusteringer og mindre omlægninger af eksempelvis radio- og tv-licensen til den såkaldte medielicens, bliver der i 2010 brug for at gennemgå samtlige støtteordninger i Danmark.

Det vil sige alt fra licensen til DR og TV 2-regionerne, momsfritagelsen til de gamle dagblade, distributionstøtten og Dagbladsnævnet.

Informations bestyrelsesformand advarede derfor i går om fatale konsekvenser, hvis støtten til dagbladene reduceres:

»Dagbladene er de journalistisk drivende kræfter i den danske medieverden. De leverer også journalistisk materiale til web, tv og radio,« påpegede Torben Möger Pedersen.

1 Kommentar

Søren Rasmussen
27. NOVEMBER 2008
Re: Dagbladet Information frygter fremtiden
Hvad er meningen med, at skatteyderne skal betale 25 mio. kr. for en daglig omgang politisk korrekthed i Information, som de lige så godt kunne få i Politiken - og efterhånden også i Berlingeren? Det er da fint, at de gamle 68ere gerne vil have deres eget menighedsblad. Men så må de selv betale for det.