Dagbladet Holstebro-Struer fik mest oplagsfremgang i oktober og henviser Politiken til andenpladsen. Opsplitning af avisen og en klar stillingtagen til supersygehuse og motorveje har givet pote, siger chefredaktøren til Journalisten.dk.
En fremgang på 772 aviser lyder måske ikke af meget. Alligevel er Dagbladet Holstebro-Struer den avis i Danmark, der er gået mest frem. Den lille lokalavis i Nordvestjylland slår lige akkurat Politiken, der er i oktober solgte 751 flere aviser end i oktober sidste år. Det viser tal fra Dansk Oplagskontrol.
»Udviklingen omkring den trykte avis kommer til at gå markant langsommere her hos os end andre steder i landet,« siger chefredaktør for Dagbladet Holstebro-Struer Hans Krabbe til Journalisten.dk. Men han vil dog ikke give udviklingen på avismarkedet hele æren for avisens fremgang.
»Vi er gået imod trenden og splittet avisen op, så Struer nu har fået sit helt eget dagblad. Vi har givet et stort lokalsamfund sin egen avis igen. Det har betydet, at erhvervslivet og læserne har et helt anden forhold til avisen. Når man kommer til Struer siger borgerne: "VI er gået frem"« siger Hans Krabbe.
Opsplitningen har betydet, at læserne i Holstebro, Struer og Lemvig får hver sin avis med eget hoved og lokalt stof længst fremme. Det betyder differentieret dækning, hvor der også er mulighed for at lave særskilte ledere til hver avis, hvis det skulle være nødvendigt. Hvis for eksempel håndboldholdet i Lemvig fusionerer og flytter til Holstebro, skal den historie dækkes forskelligt i hver by.
Dagbladet Holstebro-Struer skal være et talerør for hele egnen.
»Der har været stor debat om supersygehuset, der har været snak om motorvej og infrastruktur. Her har avisen virkelig markeret sig og taget nogle slagsmål, både i artikler og på lederplads. Vi har prøvet at være den stemme, der forenede Nordvestjylland, og vi har været langt skarpere i tonen end de æterbårne medier,« siger chefredaktør Hans Krabbe til Journalisten.dk.
»Det har fået læserne til at støtte op om avisen, for man kan ikke gå imod noget, der er sit eget.«
Dagbladet Holstebro-Struer udkommer i et oplag på lidt over 12.000 eksemplarer.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.