Dagbladenes læsertal rasler ned – værst for Børsen

Sommeren har været glohed, og avisernes læsertal har også været blodrøde. Måske er der en sammenhæng mellem de to ting, men sandheden er muligvis mere ubekvem.

Sommeren har været glohed, og avisernes læsertal har også været blodrøde. Måske er der en sammenhæng mellem de to ting, men sandheden er muligvis mere ubekvem.

Juli måned har været en lang nedtur for de danske dagblade. Børsen slår den kedelige rekord med 43,8 procent færre læsere i juli 2010 end i juli 2009 (233.000 læsere i juli 2009, 162.000 læsere i juli 2010 på hverdage)

B.T har haft et fald på 31,3 % ( 406.000 læsere i juli 2009, 279.000 læsere i juli 2010 på hverdage) og Ekstra Bladet et fald på 30,5 procent (417.000 læsere i juli 2009, 290.000 læsere i juli 2010 på hverdage).

»Den gode og behagelige forklaring for aviserne er, at det har været en varm sommer. Folk har brugt tiden på at drikke øl med naboen og være ude med familien i stedet for at læse avis,« siger medieforsker fra RUC Jørgen Poulsen til Journalisten.dk

»Den anden forklaring er mere alvorlig; danskerne har ikke længere samme behov for en avis om sommeren. De kan tjekke nyheder på nettet og behøver ikke papiret for at blive klogere. Denne sommertendens kan være en grim varsling om en voldsom nedtur for aviserne, når abonnementerne skal forlænges næste gang.«

Billedet er generelt i hele branchen, hvor Berlingske Tidende i juli 2010 er gået tilbage med 19,9 procent i forhold til juli 2009 (302.000 læsere i juli 2009, 242.000 læsere i 2010 på hverdage) og Jyllands-Posten med 15,8 procent (468.000 læsere i 2009, 394.000 læsere i 2010 på hverdage). Sjællandske og Nordjyske Stiftstidende har som de eneste aviser formået at holde skansen. Det mener Jørgen Poulsen er udtryk for, at lokalbefolkningen har større loyalitet over for deres regionale avis.

Hvad kan aviserne gøre ved det her?
»Der er vist kun én ting at gøre; at spare på udgifterne,« siger Jørgen Poulsen

Kilde: Index Danmark/Gallup. Læs tallene her 

0 Kommentarer