Statsmedierne DR og TV 2 kopierer systematisk dagbladenes artikler, lyder kritikken fra direktør i JP/Politikens Hus. Sammenslutningen Danske Medier ønsker nu, at DR og TV 2 kun må citere i tweet-længde. TV 2's Merete Eldrup afviser ideen.
DR's og TV 2's hjemmesider planker så meget stof fra dagbladene, at der nu skal lægges en kraftig begrænsning på omfanget.
»Jeg kender ingen andre brancher, hvor statsejede virksomheder nærmest systematisk kopierer de produkter, som private virksomheder har brugt penge på at fremstille – og efterfølgende forærer kopiproduktet væk,« siger direktør i JP/Politikens Hus Stig Ørskov.
Hans kritik deles af branchesammenslutningen Danske Medier, der nu foreslår, at citathistorier på DR's og TV 2's netmedier højst må svare til længden af en besked på Twitter – 140 tegn.
DR's generaldirektør, Maria Rørbye Rønn, og TV 2's direktør, Merete Eldrup, blev på et lukket møde den 9. oktober præsenteret for forslaget, der ikke mindst retter sig mod de to stationers regionale hjemmesider. Forslaget skal ses i sammenhæng med, at Midtjyske Medier netop har indført betaling på sine netaviser.
»Det er uholdbart, hvis vi har betalingswebsites, og hjemmesiderne på DR's og TV 2's regioner citerer meget langt og omfattende fra vores historier. Der er behov for en opstramning af citatpraksis, så citater ifølge vores oplæg begrænser sig til tweet-størrelse,« siger Lisbeth Knudsen, koncerndirektør i Berlingske Media og bestyrelsesmedlem i Danske Medier.
Men udspillet får den kolde skulder fra TV 2's direktør, Merete Eldrup.
»Det er ikke et forslag, der passer til en åben verden,« siger hun.
Og direktør på TV2 Øst Vagn Petersen kalder forslaget om citater på 140 tegn "en ommer".
»Det er ikke kun aviserne, der laver egenhistorier. De ville blive slemt skuffede, den dag vores nyhedsstrøm tørrede ud,« siger Vagn Petersen.
Merete Eldrup kan ikke forstå, at netop TV 2 som statsmedie skal underlægges strammere citatregler end andre kommercielle medier. Det kan godt være, at staten ejer TV 2, men vi får jo ikke en krone i licens, forklarer hun.
»Betyder forslaget, at dagbladenes webaviser gerne må citere TV 2 og TV2 News, men at vi ikke må citere dem? TV 2 arbejder jo på kommercielle vilkår, præcis ligesom aviserne,« forklarer hun – og anerkender samtidig, at medierne er hurtige til at planke hinandens historier.
»Før kunne du have en solohistorie i en dag, nu kan du have den i fem minutter. Men selv hvis man burede TV 2 og DR inde, ville der bare opstå nye netmedier, der ville citere fra aviserne,« siger hun.
Lisbeth Knudsen understreger, at det også er en del af strategien, at medier, der plagierer, skal forfølges mere konsekvent.
»Vi vil i større omfang gå efter dem, der overskrider al hæderlighed, og dem er der nogle af. Dem sætter vi kraftigere ind over for,« forklarer hun.
Rasmus Nielsen, direktør på altinget.dk og bestyrelsesmedlem i Danske Medier, siger, at nye citatregler skal tage hensyn til, at fagmedier som Ugebrevet A4 og Fagbladet 3F gerne vil citeres så meget som overhovedet muligt. Derfor skal man operere med to slags citathistorier. Hvis et statsligt medie citerer et konkurrerende medie, er længden maksimalt 140 tegn. Hvis de to medier ikke er konkurrenter, må citathistorien være 800 tegn, siger han og tilføjer:
»Jeg ved ikke, om det kan lade sig gøre at gennemføre i praksis.«
Han tilføjer, at citatkulturen ikke er et problem for altinget.dk, der henvender sig til en snæver målgruppe.
»Men det er et stort problem for Berlingske Media, og derfor bakker vi op.«
Tal fra professor ved CBS Anker Brink Lund viser, at dagbladene producerede 71 procent af historierne i nyhedsstrømmen i 2008. Ifølge medieaftalen skal Kulturministeriet inden 2014 undersøge fordelingen af egenproducerede nyheder og nyheder fra dagbladene på dr.dk og DR's regionale hjemmesider.
DR's generaldirektør, Maria Rørbye Rønn, oplyser, at hun ikke ønsker at udtale sig, før udredningsarbejdet er slut.
Bonusinfo: Hvis denne historie kun måtte være på 140 tegn, ville den stoppe ved "statsejede …" i linje 4. Hvis den måtte være på 800 tegn, ville den slutte omkring "betalingswebsites …" i femte afsnit.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.