Der var en helt særlig stemning som første dag efter en lang ferie, da journalisterne på DR gik i arbejde efter konflikten. JOURNALISTEN mødte op på DR i Århus.
Mandag den 16. september. Første arbejdsdag efter konflikten. På Østjyllands Radio serverede redaktionschef Kirsten Vestergaard rundstykker og bød velkommen. På Provinsafdelingens gang ved siden af var der ingen velkomst, men en af journalisterne havde rundstykker med, som både ledere og menige samledes om.
I receptionen var Helle Bjørn glad for endelig at få folk ind i huset. Under konflikten oplevede hun at sidde en hel lørdag med kun seks telefonopkald.
"Alt er blevet ryddet op og arkiveret, der er blevet så nydeligt," griner hun glad. Flemming Leth fra Det er Leth blev modtaget med kindkys, Casper Friis fra Østjyllands Radio med en Snickers med gavebånd. Selv receptionens slik har stået urørt under konflikten.
Henne på 19-direkte går redigeringstekniker Gitte Vels og tv-fotograf Eline Jul også rundt og ser glade ud. De er DJ-medlemmer, men ansat på metal-overenskomst, og de har derfor været i arbejde. Det vil sige, de har taget arkivbilleder af Århus Domkirke set indefra, DR set udefra, Århus Politistation, Aarhus Universitet, Rådhuset etc.
"Vi har kedet os frygteligt," siger Gitte Vels.
Studieværten Søren Vesterby er rolig. Han synes ikke, den første dag efter konflikten er meget anderledes end andre dage. 19-direkte er vant til at begynde på næsten bar bund hver dag.
"De stakkels praktikanter er blevet holdt til ilden, så der ligger lidt." Selv har han ikke været en af de meget aktive under konflikten, men han er glad for resultatet:
"Det er en stor sejr, at lønmodtagerne får sikret den faglige indflydelse."
Ude i det store værksteds-studie er Flemming Leth og producer Carlo Rasmussen til gengæld stressede. De skal sende samme aften. Normalt er Flemming Leth på 20-22 minutter, men de kan ikke nå at forberede mere end 10-12 minutter til samme aften. Resten bliver dækket ind af nogle båndede indslag om at male.
Det er første gang i Flemming Leths liv, at han har været ude i en faglig konflikt. Den slags har altid givet ham udslæt over hele kroppen. Alligevel har han været ude for at dele løbesedler ud, men det tog lang tid, førend han selv forstod, hvad konflikten handlede om.
"Først troede jeg, det var det sædvanlige med løn. Det har været en forrygende dårlig kampagne," synes jeg.
Henne på Østjyllands Radio er klokken nu 10, men de første journalister har snart fyraften.
Klokken var 3.30, da vækkeuret ringede hjemme hos journalist Henrik Bruun. Kollegaen Jesper Langballe og han var de første, der mødte, de fik hver overrakt en kuvert med deres id-kort og deres nøgle til stedet af en Securitas-vagt. Ting, de måtte aflevere, da konflikten trådte i kraft.
"Cheferne havde lavet en overlevering, og praktikanterne havde været i gang, så det var ikke anderledes at møde end efter en uheldig aftenvagt," siger Henrik Bruun. Den første nyhedsudsendelse på Østjyllands Radio varede 4,5 minutter, den næste 5,5 minutter, og den sidste varede de normale 6 minutter.
Henrik Bruun har været med i forhandlingsdelegationen, og har derfor tilbragt de fleste konfliktdage i København.
Han er ikke i tvivl. Det var nødvendigt at gå i konflikt, og det har været indsatsen værd.
"Det er altid sørgeligt, at det går ud over nogen, både lyttere, seere og resten af Journalistforbundet. Omvendt tror jeg, at vi har fået en fantastisk gevinst internt, måske især i København, men også her, hvor Provinsafdelingen skal splittes op. Vi har mødt kollegerne på en helt ny måde og mødt folk, vi ikke vidste, hvem var."
Hvert år diskuterer afdelingerne i Århus, hvorvidt man skal holde julefrokost i hver sin afdeling eller en stor samlet. Henrik Bruun er ikke i tvivl om, at i år vil alle ønske en samlet julefrokost.
Jesper Langballe var lidt spændt, inden han skulle i studiet for at præsentere den første nyhedsudsendelse efter konflikten. Ville han nu kunne huske at betjene studiet ordentligt?
"Bagefter har vi snakket om, at der var flere, der tænkte sådan," siger han, der også undskyldte over for lytterne, at der ikke var helt så meget stof, som der plejer at være.
Jesper Langballe har også delt løbesedler ud og kunne mærke et klart skift i folks holdning.
"Det tog lidt tid for folk at finde ud af, at de savnede os. I begyndelsen skulle man selv være offensiv for at komme i snak med dem," siger han.
Rundt om på den store åbne redaktion lyder der glade kommentarer, lidt som første skoledag efter sommerferien.
"Satans så mange, der er på arbejde i dag," fyrer en af, mens en anden konstaterer, at alle vagter er besat. Anders Skov kigger forundret på sin skærm:
"Adgangskontoen er udløbet, kontakt systemadministrator" står der. Han har heller ikke fået sine nøgler og id-kort endnu.
"Det sker kun for alle nej-sigerne," driller Ib Skou.
Lillian Knudsen er redaktionssekretær og sidder foran en totalt blank tavle.
"Det er lidt mærkeligt, men efter fem minutter er det hverdag," siger hun.
Hun er tilfreds med resultatet, fordi der er et godt stykke fra det oprindelige forslag til det endelige resultat.
"Jeg har mødt mange folk på gaden, der ikke har vidst, hvad konflikten handlede om. Nogle har skældt ud og sagt, at vi var forkælede og skulle gå i arbejde. Men når man snakker med dem og forklarer, hvad der ligger bag, så kan de godt forstå vores holdning. Det har været godt," siger Lillian Knudsen.
Chef for DR Østjylland Kirsten Vestergaard har haft travlt med at sende under konflikten, men det har ikke været uvant, idet hun i forvejen er studievært på haveprogrammet "Grønne glæder".
"Jeg har savnet kollegerne, det har lytterne også." Hun synes, morgenen hidtil har været hyggelig, men vil i løbet af dagen sørge for at få en snak og en kop kaffe med tillidsmanden og "stikke en finger i jorden".
"Vi har tradition for en åben måde og tager tingene, som de kommer, og jeg kan mærke, at medarbejderne er glade for at være i gang igen. Under en konflikt har vi hver vores roller," siger Kirsten Vestergaard og tilføjer, at hun ved, der er ting, der skal diskuteres:
"Vi skal videre herfra. Der er faldet mange udsagn om ledelse. De ting skal diskuteres, og hvis der er problemer, så må vi se om vi kan løse dem."
Læs også: Konflikt skal bygge på ægthed, Krav om konflikt-debat, Set i bakspejlet, De sidste stemmer og Hele forbundets strejke
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.