Mange danskere har fået ny favorit-kanal som følge af det brede digitale radioudbud. Muligheden for at vælge kanalnavne i stedet for frekvenser lægger op til udforskning, viser undersøgelse.
Radiolyttere er et konservativt folkefærd. Der bliver sjældent skruet på den store runde knap, der tuner nye radiofrekvenser ind på radioapparaterne i de små hjem. Og sådan er det stadig, viser en undersøgelse foretaget af DR Medieforskning. Men den digitale radio har alligevel fået mange danskere til at ryste posen.
Undersøgelsen viser nemlig, at 37 procent af de adspurgte har fået ny favoritkanal, efter DAB-kanalerne er blevet tilgængelige. Selvom P3 også er den mest populære radiokanal i digitalt format, så er tendensen, at mange vælger nye DAB-kanaler frem for de traditionelle. Således er P5, DR Hit og Boogieradio mere populære end P1 og P2 på DAB.
Det er i høj grad den øgede brugervenlighed, der giver lytterne mod på at søge nye kanaler. Det at kunne surfe på kanalnavne, hvor man straks ved, hvad kanalen byder på, gør det langt mere indbydende at surfe digitalt end på de traditionelle FM-sekvenser.
Det er især den yngre målgruppe, der har taget DAB'en til sig. Undersøgelsen, som er lavet i samarbejde med analyseinstituttet Megafon, viser at 18 procent af de 20-39 åriges radiolytning i 2009 var digital. I rapporten hedder det, at tallene ikke tyder på en større omvæltning af radiomarkedet, men at tendensen dog er, at flere som sagt er indstillede på at give nye radiokanaler en chance med digitaliseringen.
Undersøgelsen er en del af publikationen 'Medieudviklingen 2009-2010', som er tilgængelig på DR's hjemmeside.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.