Det er et succeskriterium at være først med det sidste i journalistik. Det behøver jeg ikke forklare for denne blogs målgruppe. Således ser vi også gerne, at vi på Journalisten en gang imellem kan være først med en god nyhed. Men som mine fæller i magasinbranchen vil vide, er det faktisk ret svært at tænke i hardcore nyhedshistorier til selve udgivelsen. Lang tid mellem deadline og udgivelse og det faktum at vi ikke udkommer hver dag, gør det svært at sætte nyhedsdagsordenen – der kan ske så uendeligt meget på en uge eller to. Derfor arbejder vi på at gøre vores hjemmeside bedre og i samme pennestrøg mere nyhedsorienteret.

I den sammenhæng stak chefen mig en mail i fredags, der berettede om (flere) genvordigheder ude i hangaren. Nyhedsavisens Nyhedsbureau flytter en hel flok journalister fra DNY til Nyhedsavisen og avisen.dk

Det er klart – det kunne vi ikke skrive uden at få det bekræftet. Så jeg griber knoglen og ringer til Trads. Jeg skal skynde mig at skrive historien til vores hjemmeside. ”Så duller du den op senere”, forklarer Jakob E.

Trads tager ikke telefonen, men ringer til mig umiddelbart efter. Han bekræfter historien og jeg smider den på nettet i kort form. Pyha – vi var vidst nok først. Nu er der tid til at dulle op. En halv time efter tjekker jeg berlingske.dk. Minsandten! Citater og formuleringer, jeg lige har siddet og skrevet, flankeret af de nydeligste krediteringer

Yes! Var der nogen, der sagde dagsorden? Også andre medier refererede senere til artiklen. Jeg indrømmer det blankt. Det var sjovt! Mig, der aldrig har set nyheder som min største interesse endsige min journalistiske force.

Det var endnu en ’one down’-oplevelse. Nu til noget ganske andet – og dog.

Selv redaktionssekretæren på redaktionen, der også er relativt ny i journalistik, var mindre oppe at køre end mig over et anonymt brev redaktionen forleden modtog. Hun var overhovedet ikke oppe – for ikke at nævne kørte nogen steder.

"Hehehe," tænkte jeg. Hvor er det bare cool og journalistagtigt, sådan at få et anonymt brev. Layouteren havde også kun et skuldertræk til overs.

Jesus, tænkte jeg. Hvor forhærdet kan man blive?

Lige indtil jeg fandt ud af, hvad brevet indeholdt. Gregers Dirckinck-Holmfelds mail til medarbejderne på Ekstra Bladet, hvori han forklarer sin opsigelse. En skrivelse åbenbart kun overgået i oplag af Biblen og Da Vinci mysteriet. Således havde redaktionen modtaget samme skrivelse pr. mail dagen før. (Se næste Journalisten) Information har skrevet om det, og vi har fået flere tip fra diverse steder. (På intet tidspunkt direkte fra Dirkinck-Holmfeld, skal det nævnes).

Den anonyme brevskriver må hurtigere ud af starthullet næste gang.

Men ok. Godt så. Ingen grund til det store hype.

Det slår mig til stadighed, at denne branche altså er en forsamling af sladretasker – alle elsker den gode historie – og det kan mærkes. Det må være svært at holde på en hemmelighed. Og hurra og tak for det og for tippene. Keep ’em coming

Men det var to autentiske – ja nærmest jomfruelige oplevelser. Små bidrag til enden på min journalistiske mødom.