search

Da Mr. News fik nok af views

Først skred nyhedschef Anders Krab-Johansen, og så undsagde 38 journalister offentligt chefredaktørens fremfærd. Her er seks scener fra et halvt års intern magtkamp om Politikens sjæl. Journalisten har talt med 25 medarbejdere og rekonstrueret begivenhederne.

Først skred nyhedschef Anders Krab-Johansen, og så undsagde 38 journalister offentligt chefredaktørens fremfærd. Her er seks scener fra et halvt års intern magtkamp om Politikens sjæl. Journalisten har talt med 25 medarbejdere og rekonstrueret begivenhederne.


Illustration: Mette Ehlers. Foto: Uffe Karlsson
Illustration: Mette Ehlers


➽1 Nyhedschefen vælger svingdøren

Først tikkede en mail ind om, at avisens nyhedschef, Anders Krab-Johansen, havde sagt op, og lidt senere blev det meddelt, at avisens ansvarshavende chefredaktør, Tøger Seidenfaden, igen var ramt af kræft.

De fleste journalister på Politiken husker meget klart den sidste tirsdag i 2009.
'Hvad sker der', tænkte journalist på kulturredaktionen Kim Faber, der ligesom de fleste af sine kolleger oplevede dagen som "tumultarisk og bevæget".
»Det var to meget dramatiske meddelelser,« siger Kim Faber.

Anders Krab-Johansens afgang kom bag på de fleste.
Bo Søndergaard fra Politiken.dk læste mailen på sin mobil i Netto. Nyhedsredaktøren ærgrede sig, for som mange andre oplevede Bo Søndergaard, at Anders Krab-Johansen havde formået at løse en stor del af de problemer, avisens første sektion havde haft. Anders Krab-Johansen var hentet til Politiken fra TV 2 for at styrke avisens nyhedsdækning, der længe havde været vaklende og manglede klar prioritering i det daglige.

Anders Krab-Johansens mission gennem sine halvandet år på Politiken var at skabe en avis efter amerikansk forbillede. Første sektion skulle være fyldt med rene, aktuelle nyheder renset for kommenterende tegninger eller holdningsbåren tekst.
Nyhedschefen tog opdelingen af nyheder og holdninger så bogstaveligt, at han i starten gennemgik artiklerne i første sektion linje for linje og stregede de ting ud, han mente var for kommenterende. Han satte også ind over for eksempelvis Roald Als' satiretegninger. Taleboblerne med satiriske udsagn skulle væk, og hvis Pia Kjærsgaard var interviewet på sit kontor, så skulle hun tegnes på sit kontor og ikke i den muddergrøft, Roald Als plejede at tegne hende i.

MEN DET VAR IKKE Anders Krab-Johansens kamp for en mere klassisk nyhedsdækning, som tegnede Politiken i offentligheden. Tøger Seidenfaden markerede Politiken som en holdningsavis gennem flere opsigtsvækkende beslutninger. Først valgte han at udgive bogen 'Jæger – i krig med eliten', så oprettede Tøger Seidenfaden et Irak-center, der skulle give arbejde til afviste irakiske asylansøgere, og senest gav han en officiel undskyldning for at have krænket muslimer.

Beslutninger, der alle har rejst spørgsmålet, om Politikens holdninger smitter af på journalistikken. Både politikere og konkurrenter har kaldt Politikens journalistik for utroværdig, holdningspræget og har sågar betegnet avisen som et politisk parti.

Internt deler journalister sig groft sagt i to fløje. Der er de klassisk uddannede journalister, der nidkært går op i, at nyhedsdækningen skal være skarpt adskilt fra den mere holdningsprægede del af avisen. De journalistuddannede mener typisk, at avisens primære opgave er at være publicistisk. De akademisk uddannede har ofte mere forståelse for initiativer som Irak-Centeret, forklarer journalist Nils Thorsen.

»Når man er uddannet journalist, er det, som om man får installeret et lille relæ, der siger: 'Nu er du ikke journalist. Nu er du politiker',« siger han.

Illustration: Mette Ehlers. Foto: Uffe Karlsson
Illustration: Mette Ehlers

➽2 Politiken lancerer Irak-Centeret
Alle politikens medarbejdere var kaldt til orientering 12. november sidste år. Chefredaktionen ville forklare, hvordan avisen ville hjælpe udviste irakere.
'Pakkeriet' i hjertet af Politikens hus, hvor dagens avis hænger på væggen, dannede rammen om mødet. Det blev forklaret, at Irak-Centeret skulle være et datterselskab til Politiken.

Politiken har en lang tradition for aktivisme. Avisen har flere gange støttet indsamlinger til ofre for eksempelvis naturkatastrofer. Mange journalister er stolte af at være på en avis, der ikke bare skriver ledere, men gør noget. Men denne gang var stemningen i Pakkeriet langt mere mat og afventende.

»Man spænder sig lidt for en galej, når man vælger at hjælpe en lille, isoleret gruppe mennesker. Jeg tror, mange undrede sig over, hvorfor Politiken lige skulle hjælpe dem og ikke alle mulige andre,« siger journalist og jourhavende på Politikens netredaktion Michael Bech.

Internt på Politiken fortalte Anders Krab-Johansen, at han umiddelbart efter begyndte at lede efter et nyt job. Han mente ikke, at bladledelsen lyttede til hans indvendinger, og han brød sig slet ikke om konstruktionen, hvor Politiken selv skulle drive centeret.

Nyhedschefen havde været meget aktiv i at forsvare avisens udgivelse af jægerbogen, men var påfaldende tavs i offentligheden om Irak-Centeret.

Er Donna Cadogan kendt nok til, at hendes støttesang fortjener en artikel i Politiken? De fleste journalister på avisen sagde nej, og især kontonummeret til højre for artiklen skabte opstand.. Foto: Uffe Karlsson
Er Donna Cadogan kendt nok til, at hendes støttesang fortjener en artikel i Politiken? De fleste journalister på avisen sagde nej, og især kontonummeret til højre for artiklen skabte opstand.


➽3 En praktikant protesterer

Knap en måned efter lanceringen af Irak-Centeret rundede indsamlingen en million kroner. Det skulle dækkes i avisen. Blandt journalisterne var der en modvilje mod at skrive om det, fordi de hverken ønskede at blive spændt for en vogn eller være overkritiske over for deres egen avis.

Det blev en praktikant, der prikkede hul på debatten. Den 10. december sendte hun et indlæg ud på avisens intranet, hvor alle avisens medarbejdere kan læse med. Praktikanten var blevet sat til at skrive en artikel om en støttesang til de afviste irakere.
Flere gange i løbet af dagen forsøgte praktikanten at lægge historien ned, fordi den ikke levede op til avisens normale kriterier. Samme dag sagde Tøger Seidenfaden i et interview i avisens egne spalter, at "vores journalister er ikke spændt for en vogn".

Praktikanten havde den stik modsatte oplevelse.
»Jeg var i høj grad spændt for en vogn, og historien om den ukendte sangskriver Donna Cadogans Irak-sang burde aldrig have fundet vej til avisens spalter,« skrev praktikanten.

Praktikanten fik omgående opbakning fra kolleger på avisen, der både erklærede sig enige og roste praktikanten for at tage diskussionen op. Tøger Seidenfaden forsvarede gentagne gange artiklen, da debatten rasede, men i dag er han mere i tvivl.

»Artiklen med sangeren kommer til at stå lidt isoleret i 2. sektion. Den skulle nok have været en sidevinkel eller en boks i 1. sektion,« siger han.

Illustration: Mette Ehlers. Foto: Uffe Karlsson
Illustration: Mette Ehlers


➽ 4 Krab indleder krigen

Hver fredag bliver der normalt stillet en kasse øl frem på Politikens indlandsredaktion. Fredag den 8. januar 2010 var ingen undtagelse. Anders Krab-Johansen havde meddelt sine nærmeste ansatte, at han denne fredag ville kigge forbi til en sidste øl og fortælle om, hvorfor han sagde farvel til avisen før nytår.

15-20 mand var mødt op for at tage afsked. I løbet af mødet voksede skaren til det dobbelte, efterhånden som folk fik nys om, hvad der foregik.
Anders Krab-Johansen åbnede ballet med at spørge, om folk ville have den lange eller den korte version.
»Den lange!« råbte forsamlingen forventningsfuldt i kor.

Krab fortalte, at han havde været glad for at være på Politiken det første år, hvor der havde været opbakning fra alle leder og kanter. Han fortalte, at han var blevet stillet en post i chefredaktionen i udsigt, men at Tøger Seidenfaden et år senere alligevel ikke ville gøre ham til chefredaktør. Kort tid efter den besked meddelte Tøger Seidenfaden, at bladledelsen skulle udvides, og at der ud over Anders Krab-Johansen også skulle sidde kulturredaktør Anita Bay Bundegaard og forbrugerredaktør Anette Claudi.
Fra at have været eneste person i laget lige under de to chefredaktører, Stig Ørskov og Tøger Seidenfaden, skulle der pludselig være tre personer.

Det så Anders Krab-Johansen som et tegn på, at hans magt på avisen blev svækket. Allerede på det tidspunkt i sommeren 2009 var han blevet i tvivl om sin fremtid på Politiken. Hans oplevelse var, at beslutningerne reelt blevet taget mellem de to chefredaktører, og at den nye bladledelse ikke havde så stor reel indflydelse.

Skaren af opmærksomt lyttende medarbejdere voksede, og Anders Krab-Johansen nåede frem til, at særligt én dag stod som et centralt vendepunkt. Fra den dag Bjørn Bredals bog, 'Politiken mod Politiken', blev lanceret, var det, som om Tøger Seidenfaden ville lave meningsavis.

Uden at lægge fingrene imellem, sagde han, at journalisterne blev spændt for en vogn, og at nyhedsjournalistikken var drevet af meningsjournalistikken. Han fortalte, at han i sin tid havde taget kraftigt afstand fra Irak-Centeret. Allerede dengang var han klar over, at hans fremtid ikke var på Politiken, og han var siden kun blevet bekræftet i, at han skulle væk derfra.

Da han var færdig med at tale, blev der klappet. Selv om stemningen omkring Anders Krab-Johansen var positiv, så blev der også talt om efterfølgende, at det ikke havde været fair at stille sig op på den måde som afgående chef, uden at modparten var til stede. Anders Krab-Johansen havde effektivt sat dagsordenen for de kommende dages kantinesnak.

Illustration: Mette Ehlers. Foto: Uffe Karlsson
Illustration: Mette Ehlers


➽ 5 Tøger giver igen

Tillidsrepræsentant Lars-Bo Larsen oplevede, at der var behov for, at Tøger Seidenfaden svarede på Anders Krab-Johansens afskedssalut.
»Jeg skal ikke lægge skjul på, at jeg syntes, at det var stærkt upassende. Når man selv har trukket sig, skal man ikke pisse i egen rede. Det var en kedelig måde, han kom fra Politiken på,« siger tillidsrepræsentanten.

Tøger Seidenfaden tog imod opfordringen, selv om han normalt ikke udtaler sig om ledende medarbejderes afgang. Men han syntes, Anders Krab-Johansen med sin optræden selv havde bedt om det. Derfor var han klar til at give sin version af opsigelsen, forklarer han. Omkring 120 medarbejdere var til stede den 28. januar, da Tøger Seidenfaden holdt det medarbejdermøde, der efterfølgende både bliver beskrevet som det mest 'mærkværdige', 'ubehagelige' og 'underholdende' nogensinde.

Tøger Seidenfaden refererede detaljeret fra samtaler mellem ham og Anders Krab-Johansen. For eksempel, at Anders Krab-Johansen frygtede, at mange af Politikens journalister blev anset for at være så meningsbefængte, at de ikke ville kunne få job andre steder.

Han roste Anders Krab-Johansens faglige indsats, men sagde samtidig, at han var alt for optaget af magt, og at han ikke var tilstrækkeligt diplomatisk over for flere mellemledere.

TØGER SEIDENFADEN forklarede, at Anders Krab-Johansen havde haft en klar forventning om at stryge til tops og blive chefredaktør, men Tøger Seidenfaden mente ikke, at Anders Krab-Johansen var moden til det, hvilket givetvis havde skuffet ham. Anders Krab-Johansens utilfredshed havde kun bekræftet Tøger Seidenfaden i, at det var godt, at han ikke havde gjort Anders Krab til chefredaktør.

»Det er ubetinget det mest mærkelige møde, jeg har oplevet i den tid, jeg har været på Politiken. Det virkede absurd, at Tøger informerede alle os om, hvad der sker, når de virkelig store beslutninger bliver taget på hjørnekontoret. Det ville aldrig ske i en anden stor virksomhed,« siger journalist Anders Hjort.

Læsernes redaktør, Bjarne Schilling, syntes også, det var højst usædvanligt, at redaktionsledelsen valgte at give en offentlig forklaring på, hvorfor en ledende medarbejder sagde op.
»Det var usædvanligt, men forfriskende at få en forklaring fra Tøger, nu da Krab havde valgt at give sin version,« siger han.

Medarbejderne ville have svar på, om Krab-Johansen havde ret i sin kritik. Flere spørger, om det er rigtigt, at Politiken havde undladt at bringe en meningsmåling, som viste, at flertallet af danskere var imod Irak-Centeret. Det bekræftede Tøger Seidenfaden og begrundede det med, at meningsmålingen ikke viste noget nyt i forhold til tidligere undersøgelser.

Illustration: Mette Ehlers. Foto: Uffe Karlsson
Illustration: Mette Ehlers

➽ 6 Tøger siger undskyld
De fleste af Politikens medarbejdere hørte første gang om Politikens undskyldning til Muhammeds efterkommere om morgenen, da de så det på forsiden af avisen. Journalist Kim Faber var hjemme, da hans kone, som også er journalist, pludselig råbte ude fra køkkenet.
»Hvad fanden har I gang i?«

Kim Faber troede i første omgang, at det måtte være 1. april:
»Det var så langt ude, at vi skulle have sagt undskyld til nogle saudiarabere. Jeg bladrede op og så det billede af Tøger, der stod og rystede hånd. Det var helt nordkoreansk at se på. Jeg var helt chokeret og har aldrig været så ked af at læse avisen, som jeg var den morgen.«

Samme dag var der infomøde for Politikens medarbejdere. Denne gang var der kun en enkelt, der sagde noget positivt. Alle andre, der gav deres mening til kende, var stærkt kritiske.

Journalist Per Thiemann var en af dem, der tog ordet på mødet.
»Jeg syntes, at vi havde dækket sagen, som vi ville have dækket hvilken som helst anden sag,« fortæller Per Thiemann. Han mente, at forliget gav indtryk af, at Politiken sagde undskyld, bare fordi der var anlagt sag, og kritiserede, at forliget ikke lignede et kompromis mellem to parter, der mødtes på midten. Der var for eksempel ingen anerkendelse i forligsteksten af ytringsfriheden og Politikens ret til at offentliggøre, hvad avisen ville.

ANDRE VIDSTE OG VED stadig ikke helt, hvad de skal mene. Olav Hergel havde svært ved at finde sine ben i diskussionen.
»Først tænkte jeg: Det er åndssvagt. Men jo mere jeg lyttede til Tøgers argumenter, jo mere blev jeg i tvivl. Jeg kan stadig ikke finde ud af, om jeg er for eller imod, men jeg skrev ikke under, fordi jeg ikke føler, min ytringsfrihed er truet på nogen måde,« siger han.

Netop tvivlen lader han komme Tøger Seidenfaden til gode.
»På de fleste arbejdspladser går der en del medarbejdere rundt og tror, de er klogere end chefen. Det problem har vi ikke på Politiken,« siger Olav Hergel, som basalt set er tryg ved sin chef, selv om han godt kan blive nervøs.

»Jeg har det lidt med Tøger, som jeg har det med USA. USA begår rigtig mange fejl, men grundlæggende er verden et bedre sted, hvis USA bestemmer. Tøger begår også fejl, men grundlæggende tror jeg også, at verden ville være et bedre sted at være, hvis Tøger fik lov at bestemme frem for hans modstandere.«

Illustration: Mette Ehlers. Foto: Uffe Karlsson
Illustration: Mette Ehlers

➽ 7 38 journalister skriver læserbrev
Efter orienteringsmødet talte journalisterne Kim Faber, Per Thiemann og Flemming Christiansen sammen.
Flemming Christiansen havde ellers støttet Tøger Seidenfaden i alle tidligere initiativer. Men denne gang var chefredaktøren gået for langt.
»Den sag er i særklasse anderledes. Vi har en chefredaktør, der indgår forlig med nogle, man ikke ved, hvem er, og under pres. Derudover er vi de sidste, der behøver at undskylde,« siger Flemming Christiansen.

De tre formulerede et læserbrev og sendte en mail rundt til kollegerne, hvor de tilbød dem at være med-underskrivere. Det satte gang i en af de mest livlige debatter på Politiken gennem flere år. Hver gang en virkeligt velskrevet mail blev sendt ud i debatten, fik det folk til at skifte holdning. Folk, der var overbevist om, at de ville skrive under, faldt fra undervejs og sluttede sig til igen i flere omgange. På et tidspunkt sendte grafiker Jens Herskind en graf ud, som viste, hvordan tilslutningen til læserbrevet svingede frem og tilbage.

En del løstansatte gav udtryk for, at de støttede indholdet i læserbrevet, men at de ikke ville skrive under af frygt for deres stilling på avisen. Andre indvendte, at et læserbrev ikke var den rigtige form. Journalist Oliver Stilling opfordrede til at overveje andre muligheder som for eksempel at sende en klage til ledelsen. Den lange debatudveksling endte med, at 38 medarbejdere skrev under.

JOURNALIST CLAUS BLOK THOMSEN hører til blandt det flertal af Politikens medarbejdere, der valgte ikke at skrive under på læserbrevet fra kollegerne. Han mener, at det vil påvirke hans mulighed for at fremstå som objektiv journalist, hvis han udtaler sig om konkrete sager.

Han anerkender avisens tradition for aktivisme, men det er et problem, hvis folk får det indtryk, at valget af artiklerne og vinklingerne er underlagt den aktivistiske linje.
»Hvis vores views bliver så markante, at der er borgere, som ikke tror på visse artikler, fordi de står i Politiken, så har vi et problem, uanset at det ikke er rigtigt, at vores news er farvet af views,« siger Claus Blok Thomsen. Han har selv været ude for kilder, der har antaget, at en vinkel nok ikke var noget for ham, fordi han skriver for Politiken.

Tøger Seidenfaden ved godt, at hans journalister møder beskyldninger for at være farvede. Han giver landets politikere skylden, fordi de ofte forsøger at intimidere avisens journalister ved at stemple deres journalistik som usaglig og holdningspræget.
»Den eneste måde at undgå det på er at lave en tandløs avis som for eksempel metroXpress. Så ville politikerne ikke komme efter os, men så ville vi heller ikke ændre noget i verden. Og dét er en chefredaktørs mareridt.«


3 SKUD TIL TØGER

Var etableringen af Irak-Centeret en del af grunden til, at nyhedschef Andes Krab-Johansen sagde op?
➽ »Krab var med til at træffe beslutningen om Irak-Centeret. Hvis det virkelig var den, der var årsagen til hans beslutning, skulle han jo have sagt op, da vi besluttede det i bladledelsen et par måneder før hans opsigelse. Sammen med Anders Krab besluttede vi i bladledelsen på flere møder at gøre præcis, som vi gjorde, og der satte han altså ikke sin stilling ind på at protestere mod Irak-Centeret. Jeg ser det lidt som en delvis efterrationalisering kombineret med det, som er hovedårsagen til hans afgang, nemlig at han var skuffet over, at han ikke var blevet chefredaktør.«

Årsagen til, at Anders Krab siger op, var altså ikke, at han var modstander af Irak-Centeret?
➽ »Lad mig først lige sige en vigtig ting her: Normalt udtaler jeg mig ikke om tidligere medarbejdere overhovedet. Men der opstod en lidt speciel situation omkring Anders Krab, fordi han selv valgte at gå ud og udtale sig meget detaljeret omkring sin afgang til en meget stor kreds af med-arbejdere. Derfor bad tillidsmanden mig om helt ekstraordinært at give en orientering til medarbej-derne om, hvordan sagen så ud set fra mit bord.

Jeg vil ikke gå i detaljer med det, men helt overordnet:
Anders begrundede sin opsigelse med tre ting. For det første var han skuffet over, at han ikke blev udnævnt til chefredaktør før sommerferien. Det andet var, at han var utilfreds med, at bladledelsen var blevet udvidet med Anita Bay Bundegaard og Anette Claudi, fordi han følte, at hans indflydelse blev relativt mindre i en større bladledelse. Endelig nævnte han som det tredje, at han var uenig i den måde, som beslutningen om Irak-Centeret var blevet truffet på. Han følte, at debatten i bladledelsen ikke havde været grundig nok, og at hans synspunkter ikke var blevet lyttet nok til.«

Havde du stillet Anders Krab-Johansen i udsigt, at han skulle i chefredaktionen?
➽ »Jeg var meget tilfreds med ham som nyheds-chef, men jeg syntes lige, at der manglede et par elementer i hans ledelsesstil, som gjorde, at jeg ikke helt syntes, at det var modent at udnævne ham til chefredaktør. Det er jo en stor beslutning i vores struktur.

Hele to bestyrelser skal forholde sig til spørgsmålet – en aktieselskabsbestyrelse og en fondsbestyrelse – det er en ganske omfattende procedure, som mange mennesker skal deltage i. Så det vil sige, at før man som ledende chefredaktør indstiller folk til chefredaktør, så skal man være helt sikker i sin sag. Og det var jeg ikke på det tidspunkt, og det blev Anders skuffet over.«

– og et enkelt skud fra Anders Krab-Johansen:
»Jeg har aftalt med chefredaktør Tøger Seidenfaden, at vi ikke udtaler os offentligt om min opsigelse. Det holder jeg mig til, også når det kommer til falske påstande.«

Kommentarer
3
Erik Svarre
26.03.10 13:15
Re: Da Mr. News fik nok af views
Vidunderlig historie Journalisten har lavet. Man er virkelig flue på væggen i de hellige haller på Rådhuspladsen. Men historien er også et fint lærestykke om de brydninger, der findes på redaktionerne i dag. Tak for den.
Fremhævet af Journalisten
Esbern Snare
26.03.10 19:08
Re: Da Mr. News fik nok af views
Også ros herfra. Blændende håndvæk.
Fremhævet af Journalisten
Lars Kasper Jensen
28.03.10 16:19
Re: Da Mr. News fik nok af views
Sikke en pragtfuld journalistisk knaldroman - også for en dedikeret Politikenlæser og Tøger-fan som undertegnede. Hele forløbet tjener faktisk Tøger til ære, idet det bekræfter hans ofte beskrevne opfattelse af Politiken som et levende, åbent og debatterende miljø.
Fremhævet af Journalisten
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen