search

Da jeg ikke blev justitsminister

RØDT. Der var rav i venstrefløjen i slutningen af 1950'erne og begyndelsen af 60'erne.Jeg var i 1959 på en begivenhedsrig tur til DDR i selskab med blandt andre nogle gamle BOPA-folk.

RØDT. Der var rav i venstrefløjen i slutningen af 1950'erne og begyndelsen af 60'erne.
Jeg var i 1959 på en begivenhedsrig tur til DDR i selskab med blandt andre nogle gamle BOPA-folk.

Undervejs til Jena var der uenighed mellem de gamle kommunister. Nogle hældede til Aksel Larsen og hans forsøg på at stifte et nyt parti, SF, og andre holdt sig til DKP's Moskva-tro linje.
Nu kommer pointen apropos Journalisten nummer 9: "Det røde kabinet".

Det giver mig en strøtanke:
Efter hjemkomsten fra DDR foreslog formanden for SF's forretningsudvalg – offentligt med læserbrev – at jeg blev justitsminister (med mine erfaringer som juridisk medarbejder/retsreporter med Cavling-pris til følge).

Tanken blev forelagt Aksel Larsen, og jeg mødte ham i Folketinget.
"Er du rigtig klog," snerrede han. "Justitsminister, aldrig i livet!"

Jeg syntes også (som tidligere formand for Radikal Ungdom i Viborg (som 17-årig redaktør af Viborg Venstreblad)), at ideen var noget vidtløftig, og uden nu at være bagklog sagde jeg til mig selv: "Der må være lettere måder at begå selvmord på end med stress …" •

– Erik Nørgaard, Rudkøbing

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen