Ja, så fik jeg også prøvet det. At stå på den anden side af kameraet – at blive en del af en overfladisk nyhedsstrøm. Min følelse er afmagt, for "hallo, hvor blev historien af – hvorfor blev jeg bare brugt som dagens triste krøbling?"

Forhistorien er denne: Efter 5 års ventetid på plastik-kirurgisk operation får jeg et brev fra hospitalet om, at nu er ventetiden på den slags operationer 10 år. De henviser mig til et andet hospital og forsikrer mig, at jeg kan flytte min anciennitet med. Jeg flytter, men det nye hospital undskylder og siger, at det første hospital har lavet en fejl. Jeg kan ikke få min anciennitet med. Ergo om bag i køen igen!

Hvad F…foregår der, kan jeg få min operation, eller stikker hospitalerne bare folk blår i øjnene samtidig med, at de ekspederer venteliste-problemerne videre til hinanden. Efter en del ringen og skriveri til diverse overlæger besluttede jeg mig for…at gå til pressen. En stor beslutning. Nu var jeg ikke den, der skulle undersøge – men skulle undersøges, jeg var blevet en case.

Jeg gik til Dagens Medicin, som hele vejen igennem har behandlet sagen lødigt og tro mod det, jeg opponerede imod – at man snyder folk. Det var først, da journalisten ringede og sagde "vi vil gerne ha´ et foto af dit ar!", at alarmklokkerne begyndte at ringe. Det vansirede ar sidder nemlig i den nederste halvdel af min mave og stammer fra et kejsersnit. Journalisten argumenterede. Præcis som når jeg selv har siddet for at overtale folk til at optræde i et nyhedsindslag. Han forklarede, at hvis jeg stod frem, så fik man ansigt på problemet og ikke bare tal og fagfolk. Jeg lod mig overtale – mod at de til gengæld lovede at sløre mit ansigt på kunstnerisk vis. Jeg understregede, at jeg ikke ville være det der triste offer, som står og ser sørgmodig ud under overskriften "Hun skal vente i 10 år!"

Dagen før bladet udkom, ringede journalisten og sagde, "vi har altså sat dig på forsiden!" Ganske rigtigt. Mor var på forsiden med sit grimme ar i maven og let genkendelig. Men historien inde i bladet var absolut seriøs og lødig – og lægerne gav mig medhold, så jeg var alligevel glad.

Derefter ringede TV 2/Lorry og ville have billeder af min mave. Journalisten glemte i farten at spørge, om jeg havde tid til at stille op til interview. Det blev til, hvorvidt jeg ville vise min mave på tv eller ej. Dér satte jeg grænsen, og journalisten skulle lige drøfte "problemet" med sin redaktør.

Interviewet blev jeg – men nul dækbilleder af det famøse ar. I stedet affotograferede man Dagens Medicin, for maven skulle med. Indslaget i Lorry blev acceptabelt – men på trods af, at man havde interviewet mig og havde fem artikler i Dagens Medicin at læne sig opad, så var der flere informationer, der var forkerte, og som jeg ikke aner, hvor stammer fra.

Klokken 21.55 ringer Lorrys fotograf og siger til mig "du er på i 22 Nyhederne".

Det fik jeg tilsyneladende kun at vide, fordi jeg kender fotografen – men jeg havde en forventning om, at NU måtte man da have fået fat i sygehusdirektører og må-ske sundhedspolitikere for at konfrontere dem.

Men TV2 Nyhederne havde kun lige skimmet overskriften i bladet, og nu var vinklen, at jeg syntes, det var for dååårligt, at der var 10 års ventetid. Man havde klippet mig til et lallende mæhæ får, som synes, det var synd for mig selv, og som ikke havde råd til at betale 20.000 kroner for at blive opereret på privat-klinik! Men maven – jo, jo den var både i headline og i indslaget.

Jeg var blevet reduceret til det, jeg hele tiden har stået fast på, at jeg ikke var eller ville være: Dagens triste krøbling. Jeg har jo aldrig sagt, det var for dårligt med 10 års ventetid – men nu var jeg blevet klippet til at mene sådan. Jeg har hele tiden sagt, at det var for dårligt, man siger 10 år, når tallet reelt er bluff og udtryk for, at du måske aldrig kan få din ope-ration! TV 2 Nyhederne kunne ikke engang stave mit navn korrekt – på trods af, at det stod korrekt i både Dagens Medicin og i TV 2/Lorry. Hvor svært kan det være – og hvor hurtigt skal det dog gå!

Tilbage sad jeg. Med min historie, som stadig er relevant, men jeg fik bare aldrig noget svar, aldrig noget pay off. Ingen blev draget til ansvar. På TV 2 kom jeg i stedet til at fremstå som et fjols med et luksus-problem, et ar – som tilsyneladende var mere spændende at få "på", end at belyse den rigtige historie. Jeg var blevet en case i nyhedsræset – og intet andet. Jeg havde ellers taget mine forholdsregler. Ville ikke lade min mave fotografere på tv – for hvorfor var det så vigtigt at få dén mave med på tv??? Fordi det ikke var sagen, historien – men effekt-jageriet og offer-vinklen, jeg skulle have presset ned over hovedet.

Jeg har det sådan nu, at alle nyhedsjournalister burde prøve det. At sidde på den anden side af kameraet. At give sin historie – sig selv – til et andet menneske, som man håber er så reel, at han/hun behandler den anstændigt. Men jeg blev skuffet, og jeg forstår godt nu, hvorfor så mange er skeptiske over for de elektroniske nyhedsmediers vridemaskine. Det går for stærkt – og når man missede pointen og ikke gav sig tid til at sætte sig ind i min historie, så må det nødvendigvis også ske for mange andre.

Jeg har i hvert fald lært af det, jeg gør det aldrig igen!