Første dag i sommerferien, men jeg stod og baskede varerne fra Netto ind i bilen, strøg en SMS ind med den klare besked: Ring til Peter Brixtofte.

Enhver journalist og måske ikke mindst enhver redaktør, kan i søvne repetere det reaktionsmønster, der udløses efter sådan en besked. Fase 1: Hvad har vi skrevet om ham?
Inden varerne var på plads, vidste jeg hvad Brixtoftes budskab var. Og nu kæmpede jeg med ikke at gå i automatisk selvforsvar, men i stedet gennemtænke: Har han en pointe? Skulle vi have hørt ham i artiklen ”Prisen for at fløjte?”

Og der er masser af grund til eftertanke. For hele branchen.

Journalisten afdækker i det seneste nummer i artiklen ”Afvisende, arrogant og grov”, hvordan medier med stor systematik gang på gang undertrykker berettiget kritik, fordi vi som stand er lige så dårlige til at indrømme fejl, som vi er gode til at finde andres. Vi er rigtigt dårlige til at lytte.

Sammenfatningen i Journalistens stikprøveundersøgelse, der handler om 18 cases, hvor en kilde har klaget til et medie over dækningen, lyder:

”Journalisten har spurgt de 18, hvordan mediet i første omgang modtog deres klage, før de besluttede at gå videre til Pressenævnet. Af de 18 oplevede 15, at den ansvarlige på mediet reagerede enten ”negativt” eller ”meget negativt”, da de blev forelagt klagen. Tre er neutrale eller har svaret ”ved ikke”. Ingen af klagerne giver udtryk for, at de oplevede en positiv reaktion.”

Alle 18 fik desuden medhold i hele eller dele af kritikken i Pressenævnet efterfølgende – så der var ekstra god grund til at lytte og blive klogere, da kilden kontaktede redaktionen.

Da bagsmækken var klappet ned, ringede jeg til Brixtofte. Det var især dette citat, som et af vidnerne i retssagen imod ham, havde udtalt til Journalisten, som skulle blive sagens kerne. Det vidste jeg:

»Det, der slog hovedet på sømmet, var en gang, hvor Peter sidder og drikker en flaske rødvin, der koster 8.000 kroner. Så ringer der en børnehave om, at der er en gynge eller noget, der er gået i stykker, og de vil høre, om de ikke kan få en ekstrabevilling på 5-6.000 kroner. Så får de at vide, at de bare skal holde deres budget.«

Det er muligt, at citatet i sin substans er sandt. Det er også muligt, at der er tale om en version som er sand for kilden – men hvor Brixtofte har en anden version.

Jeg besluttede at neddrosle min automatreaktion og sige til Brixtofte, at det under alle omstændigheder var en fejl, at vi ikke havde ringet til ham.

Og Brixtofte kunne gå i Frederiksborg Amtsavis, der havde konfronteret ham med historien, og sige, at Journalisten nu havde erkendt, at han burde have været hørt.

Det gjorde ikke Journalistens historie dårligere – det var fortsat historien om en whistleblower, der fortæller om konsekvensen af at stå frem med kritik af kommunens leder.

Brixtofte foretrak at få sin egen version med i uredigeret form. Derfor blev det til et læserbrev i seneste nummer. Og et svar fra både kilden og fra Journalistens redaktion.

Den væsentlige pointe er, at Journalisten som medie nu har givet Brixtofte mulighed for at komme til orde – efter vi lyttede til hans kritik. Og at vi har vedstået os, at vi kunne have gjort det bedre.

Men vigtigst er måske at indrømmelsen faldt prompte og uden retoriske dikkedarer.

Det føles slet ikke slemt. Faktisk er det helt rart ikke at skulle påstå, at man altid er ufejlbarlig.

Prøv det!