search

Cykelløb skal ses i fjernsynet

Fodbold skal jo egentlig ses på stadion. Hvis det skal ses i fjernsynet, er det i det mindste at foretrække, at kommentatoren sidder på stadion.

Fodbold skal jo egentlig ses på stadion. Hvis det skal ses i fjernsynet, er det i det mindste at foretrække, at kommentatoren sidder på stadion. Ofte oplever tv-seere det ikke på lydkvaliteten, for man kan efterhånden mixe den såkaldte cleansound fra stadion med en kommentator og ekspert i en papkasse hjemme på stationen, så det lyder noget nær naturtro. Men journalistikken eller kommenteringen er i bund og grund utroværdig.

Men hvad med cykelløb?

Noget kunne i hvert fald tyde på, at TV 2 Sportens cykelkommentator Dennis Ritter ikke er enig i måden, finans- og annoncekrisen rammer ham i nakken. Eller den TV 2-sparekniv, som han kører videre i såret på sin Facebook-profil. Ved ikke, om det er med slet skjult kritisk adresse til cheferne på Kvægtorvet eller ment som en undskyldning til seerskaren og vennerne på det sociale kommunikationsforum. Sikkert begge dele. I hvert fald skriver han i dag i sin status:

"Håber aldrig igen at skulle opleve et Liege-Bastogne-Liege fra andre steder end netop – Liege! Det er lissom dér, det foregår jo…”

Det er anden gang i dette forår, Ritter brokker sig halvoffentligt over arbejdsbetingelserne på TV 2. Fagligt funderede argumenter, mens sportschef Frederik Lausen ikke blot har hensat en del af kommentatoropgaverne til hjemmestudiet, han har såmænd også helt sløjfet transmissionen fra superklassikeren Flandern Rundt med et argument om, at begivenheden ikke var fællesskabsskabende i folkelig tv-forstand. For så ugen efter at lade en semiklassiker løbe over skærmen.

Selv om man da i øvrigt nok skulle mene, at cykelsport på den kanal har status af lige netop dét, når der piskes op til nationalt selvsving med en spanier, amerikaner eller luxemburger på et dansk sponsormandskab under Tour de France.

Akkurat som placeringen af det kvalitetsmæssigt dalende fodboldmagasin Hutlihut mandag aften er sat i søen som en offensiv, men også har et besparelseselement over sig, fordi TV2 har skåret aftensportformidling ud af søndagsfladen. Men sådan lærer sportschefen retorikken på mellemgangen, når man er sat under administration eller ikke selv har adgang til dukkeførernes snoretræk.

Under alle omstændigheder er det ikke til at tage fejl af, at førstekommentatoren er af den holdning, at cykelløb skal kommenteres on location. Og ikke, som man siger i branchen, off tube.

Nu forholder det sig sådan, at cykelløb notorisk og som kommentator bliver set i fjernsynet. Selv hvis man opholder sig på stedet, sidder Ritter og Rolf i målområdet på et stillads med hovedet ind i en monitor. Hvis man som almindelig skrivende eller tv-reporter dækker cykelløb, ser man stort set aldrig et pedaltråd i levende live. Blot tilskuernes 10 sekunder, når feltet kommer masende forbi på en bakketop. Resten ser man på tv-skærmen på caféer undervejs. Eller på en skærm, når man kommer i mål efter dagens interviews eller optagelser ved startsnoren.

Det ændrer imidlertid ikke ved, at man i enhver henseende skal tilstræbe at være til stede som kommentator. Også til cykelløb. Forberedelsens fokus, miljøets virak i sig selv og samtalerne med aktørerne både på og ved siden af cyklerne optimerer i den grad præstationen bag mikrofonen. Med et forslidt udtryk hedder det autenticitet, og den kan man ikke simulere fra et studie på trecifret kilometerafstand.

Med de efterhånden opskruede priser på de store tv-pakker og anden satellitadgang bør man som seer såmænd kunne kræve kommentatorekspertise på stedet og stadion. Øve sig i at lytte efter, om de nu serverer fra dåse eller fad. På sparsommelig skrømt eller fra virkelighedens verden…

Kommentarer
0

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen