Dansk sportspresse har i mange år næret større tillid til sportsmandens forklaring end til dopingkontrollen. Og når den kritiske sportshistorie endelig titter frem, bliver den skudt ned af sportsjournalist-kollegerne.
Da epo-bomben sprang under årets Tour de France, eksploderede også en byge af spørgsmål, rettet mod standen af danske sportsjournalister. Havde de i virkeligheden levet med stanken i mange år, men blot holdt fingrene for næsen, ignoreret råddenskaben og nøjedes med at beskrive den højstilkede bouquet fra verdens største cykelløb?
»Det, man med rette kan spørge sportspressen om, er, om vi har været ærgerrige nok, eller om vi kunne have gjort noget før,« siger Steen Ankerdal, sportschef på Berlingske Tidende og formand for foreningen Danske Sportsjournalister.
»Vi har alle sammen vidst, at der har været dopingsager. Og Festina-sagen viser, at det vi har gået og skvadret om, det var der hold i. Men den viser også, at vi har været for tilbageholdende med at rode i det.«
Hvorfor?
»Fordi rytterne jo bliver møghamrende sure,« siger Steen Ankerdal.
»Hvis du skal interviewe nogle ryttere, som du kender godt, om noget, som de er meget afvisende over for, så kan jeg godt forstå ulysten blandt journalister – især når du ikke har håndfaste beviser. Du skal jo også kunne komme igen næste dag, hvor løbet kører videre.«
»Ethvert lukket system har det problem, at der opstår indforståethed. Det gælder sporten, det gælder også Christiansborg,« siger Steen Ankerdal, der mener, at sportsjournalistikken generelt er blevet mere flerkildet de senere år.
Forskrækkelsen over afsløringerne var måske tydeligst hos TV 2's cykelpoet Jørgen Leth, der nåede at kalde Frankrig for en »politistat« hvor politiet brugte »middelalderlige metoder«, samt bedrev »heksejagt« og »psykisk terror« mod rytterne, inden han blev mere kritisk over for rytterne og medierne.
»Tavshedens lov har vi også talt meget om … og den omfatter også til en vis grad medierne. Altså de journalister, der kender til cykelsport og gerne vil se den positivt, vil helst ikke have, at sandheden er, som den er,« erkender Leth i Berlingske Tidende den 2. august.
Hukommelsestab
Den passivitet, sportsjournalisternes formand beskriver, påpeger Niels Christian Holmstrøm, chefkonsulent i Team Danmark, i endnu klarere vendinger.
Holmstrøm giver i Aktuelt den 28. juli udtryk for, at det er besynderligt, at sportspressen ikke tidligere har været synderligt interesseret i at skrive kritisk om doping i cykelsporten. Han taler om et »kollektivt hukommelsessvigt« og beretter, at Team Danmark har overvejet at tilbyde sportsjournalisterne et kursus om doping.
»Hver gang vi har rejst en sag … så har det været meget svært at få andet end forargede meninger frem hos de pågældende journalister om, hvor urimelig dopingkontrollen har været,« siger Holmstrøm til Aktuelt.
Formanden for Danmarks Idræts-Forbund, Kai Holm, siger til JOURNALISTEN, at mediernes interesse for Festina-sagen har været præget af dobbeltmoral.
»Hvad angår tv, der har især TV 2 været langt ude i deres moral. Når de er meget stærkt oprevne over, at doping overhovedet finder sted i Tour de France, og samtidig truer med at anlægge sag mod løbet, hvis ikke samtlige løbsdage bliver afviklet, så har TV 2 svært ved at finde ud af, om de er kritiske journalister eller forretningsmænd.«
I direkte forlængelse afleverer Knud Esmann, der i et helt journalistliv har beskæftiget sig med sport, dette angreb på pressen:
»Jeg finder det meget hyklerisk, at aviserne på den ene side kan skrive i ledende artikler, at løbet skal stoppes, og omvendt laver helsides reportager fra løbet – også når rytterne strejker,« siger Esmann.
»Pressen skaber helte og kan ikke bagefter formå at være kritisk over for helten. Journalisten, der skal skrive om sport, skal lave både kommentarer og reportagen. Hvis du er kritisk i din kommentar, så frygter du måske at miste en kilde til din reportage,« siger Knud Esmann, der har været sportsredaktør på Århus Stiftstidende og boksekommentator på TV3, i dag arbejder han på Jyllands-Posten.
Steen Ankerdal fastslår, at sportsjournalisterne ikke er de eneste syndere.
»Hvis man begynder at lave den store revselse, så skal man også lave den i chefredaktionerne, for problemerne er ikke af ny dato. Men dengang Riis vandt, var der jo ingen – heller ikke chefer – der interesserede sig for, om der var doping i sporten.«
Utallige eksempler
Holmstrøms begreb »kollektivt hukommelsessvigt« synes ikke grebet ud af luften – Tour de France-skandalen lå i kortene.
Ud af de 12 sager sidste år, hvor danske sportfolk blev doping-fældet, var to af dem cykelryttere. Også uden for kontrollen, er der historier – i juni 1997 døde den 26-årige danske cykelrytter Lars Pingel ganske pludseligt af en blodprop. Til Fyns Stiftstidende udtalte den svenske idrætsforsker Bengt Saltin, at han ikke kunne »lade være med at tænke den tanke«, at rytteren havde lidt epo-døden.
På den internationale scene er der et væld af mulige epo-tilfælde. Sidst i 1980'erne døde mellem 15 og 20 sunde og raske hollandske og belgiske ryttere i alderen 20 til cirka 35 år pludseligt. En af enkerne sagde senere, at hendes mand havde været på epo.
Flere gange har ryttere forsøgt at råbe offentligheden op. Tilbage i efteråret 1996 erklærede temporytteren Graeme Obree:
»I får mig aldrig at se på en cykel igen. Det kan godt være, at man kan vinde uden doping, men sådan som sporten har udviklet sig, er det umuligt at sætte rekorder.« Kort efter tilføjede han: »Jeg har hørt, at der snart bliver indført en sikker testmetode for epo. Det vil rydde op i sporten.«
Ingen udfarenhed
Mange af ovenstående sager er refereret af danske medier, men de er sjældent – om nogensinde – blevet opdyrket eller forfulgt af journalister.
Olav Skaaning Andersen, journalist på sporten på DR TV, har sammen med journalist Niels Chr. Jung lavet en række kritiske indslag, hvor cykelsportens inderkreds afsløres gennem opsøgende journalistik.
»Størsteparten af journalisterne skriver, når problemet popper op. Det gælder også udenlandske skandaler. De bliver omtalt, men det kniber måske lidt med opfølgningen. Det er ikke sådan, at sportsjournalisterne generelt har en interesse i selv at opsøge historierne om doping,« forklarer Olav Skaaning Andersen, der understreger, at det er umådeligt svært at dokumentere de kritiske historier om cykelsporten.
»Jeg kender da masser af sager, men hvis rytterne afviser mine spørgsmål, så skal jeg have dokumentationen i orden for at lave historien,« siger Olav Skaaning Andersen.
Én enkel gang før Festina-sagen har epo-stanken været tæt på at brede sig i Danmark. To tidligere amatørverdensmestre fra Østtyskland tilkendegav i september 1996 på dansk tv i udsendelsen ‘Dødens etape', at en af lægerne tilknyttet Telekoms hold havde præpareret dem med epo. Da en af rytterne i programmet bliver spurgt, om det er muligt at vinde et stort løb uden brug af epo, lyder svaret: »Held hører også med. Men et stort etapeløb, nej, det er ikke muligt.«
Men budskabet blev efterfølgende skudt ned af blandt andre Brian Holm, dengang rytter hos Telekom og i dag blandt andet cykelekspert på TV 2, der titulerede rytteren som »idiot« og »løgnhals«. Og Holm var ikke den eneste, der skød budbringeren ned.
TV 2 på flæsket
I tidsskriftet ‘Cycling', der udgives af Danmarks Cykle Union, hed det i en leder den 4. oktober 1996, blandt andet følgende om tv-programmet ‘Dødens etape'.
»Man kan antyde så meget, men hvad er det egentlig værd, når man intet kan bevise. CYCLING kan f.eks godt gå rundt med den opfattelse, at når DR-TV så ofte vælger at fokusere på »skyggesiderne« i cyklesporten, så er det dybest set i et udslag af frustration (eller kald det bare misundelse) over, at TV 2 sidder på flæsket cyklesportsmæssigt. På Tour de France, klassikerne, VM, Danmark Rundt og 6-dagesløb.«
Ordene er skrevet af Henrik Elmgren. Han er selv løbsarrangør og cykelekspert på TV 2.
»Ja, det skrev jeg jo,« siger Henrik Elmgren. »Og det står jeg stadigvæk ved. For det virkede dengang som om, at Danmarks Radio forsøgte at være den kritiske modpol til TV 2. DR var meget ensidig, synes jeg, og det havde et strejf af, at fordi TV 2 rider på Tour de France-bølgen, så skulle DR være kritiske. Og omvendt, det indrømmer jeg blankt, TV 2 var for rosenrød i sine beskrivelser af cykelsporten dengang.«
Også B.T.s journalist Jørgen Beyerholm, der har modtaget flere hædersbevisninger fra cykelsportens organisationer, gik hårdt til programmet. Under rubrikken »Doping-storm i et reagensglas«, skriver han om epo:
»Produktet er ikke forbudt. Det svarer til, at man spiser vitaminpiller i stedet for at spise et kilo grøn salat.«
Beyerholm kalder udsendelsen en »gammel krimi, som man synes, man har set før«. Han belægger sin konklusion med citater fra den kritiserede part. Brian Holm – »Ampler er fuld af løgn« – og ejeren af Telekom-holdet Walter Godefroot – »Han har hadet mig og Telekom, siden jeg smed ham af holdet«.
Her er en journalist, der forsøger at sætte kritisk lys på en problemfyldt sport. Hvorfor støtter du ikke ham i stedet for sporten?
»Hvis man skal kritisere noget, skal man jo også have noget at have det i,« siger Jørgen Beyerholm. »Udsendelsen er fuld af 20 år gamle eksempler. Det var jeg imod, fordi så er det bare for at spille smart og gøre noget, der ser ud af noget.«
Du skriver selv, at epo ikke er forbudt?
»Det er en klar fejl. Det er decideret forkert af mig,« erkender Beyerholm.
Du sammenligner endvidere epo med vitaminpiller. Dysser du ikke problemet noget ned?
»Det er altså blevet skåret sammen, det der,« siger Beyerholm, der dermed også lægger afstand til denne del af sin artikel. »De må have taget noget af min tekst ud, så den bliver umulig at forstå.«
Den 1. august 1998 opsummerer Jørgen Beyerholm i B.T. årets Tour de France: »Det franske politi har haft fangst. Deres brutale fremfærd har åbnet for det problem, som vi alle har fortiet i årevis, fordi vi ikke har kunnet bevise det.«
Hvad mener du med »fortiet«?
»Står der det, det har jeg ikke skrevet,« siger Jørgen Beyerholm, der tværtimod mener, at pressen har passet sit arbejde udmærket.
»Hver gang én er blevet taget for doping, er der blevet skrevet om det. Men vi kan jo ikke rende rundt og afsløre dem, vi er jo ikke videnskabsmænd.«
Omvendt bevisførsel
Mønsteret i afvisningen af »Dødens etape« virker klassisk for sportsjournalistikken. Den kritiske historie skydes ned, hvis ikke beviserne er uomgængelige. I modsætning til andre fagjournalistiske genrer, hvor den gode historie forfølges, indtil den er definitivt dementeret.
Tilrettelæggeren af ‘Dødens etape', Ulrik Skotte, har denne oplevelse af pressens reaktion på udsendelsen:
»For at forstå, hvad der skete, skal man huske, at Bjarne Riis lige var skiftet til Telekom og havde vundet Tour de France. Der var slet ikke plads til nogen form for kritik i Danmark. Alt var ren eufori, at røre Telekom og dermed Riis var næsten værre end at fornærme dronningen,« siger Ulrik Skotte.
Og selv om branchen nu er præget af selvransagelse, mener Ulrik Skotte det er et forbigående fænomen.
»Det kører lige nu, fordi det er for stort til, at pressen kan undgå det. Men om et år, så er vi tilbage ved år nul. Hvis sporten var i harmoni med det øvrige samfund, ville Zülle (Alex Zülle, Festina-rytter, der har indrømmet doping. Red.) ikke kunne køre løb i aften. Sporten har sin egen retsbevidsthed. Det er et rum fyldt med hygge, hvor selv idrætslederne ikke kan forstå, at der skal skrives konflikthistorier.«
Det mest klassiske eksempel på standens evne til fortrængning er rytteren Kim Andersen. Manden, der blev dopingfældet igen og igen, men alligevel på forunderligste vis bevarede sin troværdighed – indtil han selv fortalte sandheden.
Hyldest af hædersmanden
»Jeg er professionel idrætsmand i en verden, hvor mange tilfører deres fysik forskellige medikamenter, som kan forbedre deres præstation,« begyndte Kim Andersen sin indrømmelse. »Jeg tog stoffet for at give min fysik det sidste ‘løft' opad. Jeg gjorde det bevidst – ikke i naivitet.«
Ordene stammer fra Politiken i juni 1992, hvor Kim Andersen for femte gang er blevet fældet af en positiv dopingtest. Indrømmelsen er et chok for de dele af pressen, der i årevis har refereret og sågar støttet hans talrige forklaringer om, at datidens Tour de France-helt var uskyldigt dømt.
I november 1985 skrev Politiken for eksempel følgende:
»Kim Andersen deler skæbne med andre berømte cykelryttere. Han er dømt af en instans, der virkelig er grund til at sætte spørgsmålstegn ved.« Artiklen sluttes med denne usædvanlige stillingtagen:
»… Kim Andersen, som undertegnede aldrig har tvivlet på.«
Det er journalist Mogens Jacobsen, der har skrevet ovenstående artikler i Politiken. Han afviser, at han har været for lydhør over for Kim Andersen.
»Jeg var den første til at skrive at Kim Andersen var dopet,« siger Mogens Jacobsen. »Kim ringede mig bagefter op midt om natten og sagde, at nu ville han ikke snakke med mig mere. Men det gik over, vi snakker da sammen i dag.«
Og efter Kim Andersens natlige opkald, har den dopingdømte rytter fået stor oprejsning i Politiken.
»Mere end nogen anden er Kim Andersen manden, der står med æren for, at dansk landevejscykling de seneste år har gennemgået en udvikling så eksplosiv, at ingen troede det muligt,« skriver Mogens Jacobsen i september 1987 om Kim Andersen, der på dette tidspunkt er taget for doping to gange og bliver taget for tredje gang en måned senere.
Mogens Jacobsen skriver videre:
»Han er det lysende eksempel for de unge, der har givet sig i kast med det krævende håndværk, fordi han med ensomt, sejt slid har kæmpet sig op mod stjernestatus. Andre ser nu, at det kan lade sig gøre med den rette indstilling at nærme sig det tilsyneladende uopnåelige, og derfor har Andersen været så uvurderlig.«
I den fire spalter lange artikel, nævnes ikke med ét ord, at Kim Andersen er dopingdømt.
Du skriver, at »Kim Andersen er det lysende eksempel for de unge« og at han har »givet sig i kast med det krævende håndværk«. Hvad mener du?
»Men han er da på mange måder et lysende eksempel. Den måde han startede sin karriere, han tog til udlandet og koncentrerede sig udelukkende om cykelløb. På den måde er han et lysende eksempel,« forklarer Mogens Jacobsen.
Men er det ikke svært, når han flere gange er grebet i doping, ligefrem at se ham som et »lysende eksempel«?
»Det kommer jo an på i hvilken sammenhæng han er et lysende eksempel, synes jeg nok.«
I april 1993 kårer Politiken Kim Andersen til et af »Danmarks største prof-navne«. På listen figurerer også Mogens Frey, en anden dopingdømt rytter. Det oplyses ikke, at de to er dømt for doping.
Mogens Jacobsen mener ikke, at sportspressen generelt har udvist følgagtighed over for cykelsporten.
»Jeg har beskæftiget mig med cykling i 30 år og jeg har aldrig … hvad kan man sige … jeg har aldrig vidst noget om noget, at der skulle foregå …,« siger han, afbryder sig selv – og genfinder sporet:
»Jeg har nok haft en fornemmelse, men man kan ikke begynde at braldre ud med noget, man ikke kan bevise.«
4 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Sportsjournalisterne har reelt lukket øjnene for doping problemet, da de godt har vidst, at de ville miste alle kilder, hvis de begyndte at stille ubehagelige spørgsmål, eller skrive ting, som cykelsporten i bryder sig om.
Men man skal da være dummere end politiet tillader, hvis man ikke har kunnet se, at cykelsporten har været og stadig er gennemsyret af doping. Det mest iøjnefaldende har da været, at hele feltet i Tour De france har været utroligt jævnbyrdigt, der har jo aldrig været de vilde tidsforskelle på de cykelryttere, som enten er blevet afsløret i doping, eller som selv har indrømmet det, og så alle de ryttere som endnu ikke er blevet afsløret.
Med venlig hilsen
Niels Riis Ebbesen
Tak for din rettelse. For at komme med endnu en, så var det Ole Ritter, der havde timerekorden. Mogens Frey var verdensrekordholder i 4 km. holdforfølgelsesløb.
Mvh. Philip Frey
Kære Philip Frey
Tak for din læsning af min artikel fra 1998.
Du har ret - der er en fejl i artiklen. Jeg har dengang blandet Mogens Frey - syvdobbelt danmarksmester, timeverdensrekordholder og verdensmester i forfølgelsesløb - sammen med konkurrenten og kollegaen Knud Enemark, der blev mistænkt for doping, efter han kollapsede og døde efter 100 km holdkørsel ved OL i 1960, efter at være blevet skubbet i mål.
Jeg beklager fejlen.
Med venlig hilsen Øjvind Hesselager
Hej.
Jeg vil lige tilføje en rettelse til denne artikel. Der står i artiklen at Mogens Frey er en anden dopingdømt rytter, hvoraf efterfølgende står, at det ikke er oplyst at de er blevet dømt for doping. Jeg kan heraf oplyse at Mogens Frey ikke er blevet dømt for doping. Dette bedes i venligst rette.
På forhånd tak